Kilimanjaro
Foto: Susanne Sayers Freelancejournalist Susanne Sayers fortæller om sin vilde tur på Kilimanjaro og om væddemålet, der fik hende til at forsøge at nå Afrikas højeste punkt.

Susanne Sayers om (at forsøge) at bestige Kilimanjaro - og hvorfor det var en fantastik tur

Det var et væddemål, der fik 54-årige Susanne Sayers til at skulle bevise, at hun da sagtens kunne bestige Kilimanjaro. Det lykkedes ikke helt, fortæller hun her i en ærlig beretning om kådhed, mismod og en lillebitte mus på vejen mod Afrikas højeste punkt, Uhuru Peak.

Jeg tog 613 fotos, før jeg løb tør for strøm. Det allersidste er af et par godt brugte vandrestøvler i et telt. Og en lillebitte mus, der vimser om dem.

kilimanjaro
En lille mus og et par godt brugte vandrestøvler – og et minde om en stor oplevelse, selvom toppen ikke blev erobret.

Musen er sløret på fotografiet, og det var mine øjne også, da jeg tog billedet, fordi jeg opfyldt af selvmedlidenhed sad og græd over at have været så tæt på toppen af Kilimanjaro og alligevel ikke være nået hele vejen. Jeg havde forestillet mig de triumferende sms’er, jeg ville sende deroppefra, badet i Afrikas aperolfarvede solopgang og med tonerne af åbningssangen til ”Løvernes Konge” brusende for mit indre øre: ”Jeg klarede det!”

Det gjorde jeg så ikke.

LÆS OGSÅ: Drømmer du om at tjekke ud af hamsterhjulet? Sivs familie tog springet

Selvmedlidenheden varede en nat, en morgen og en formiddag, glæden over turen har foreløbig varet et par måneder, og minderne vil forhåbentlig være med mig altid (og ellers har jeg 613 fotos at genopfriske dem med). Jeg er vild med, at jeg tog den tur. Den tog sin begyndelse en aften i køkkenet hos min bedste ven. Vi småskændtes, som vi tit gør til gensidig fornøjelse, vi talte om rejser og rejsedrømme, og på et eller andet tidspunkt udbrød han de magiske ord: ”Du er sgudda for gammel og for fed til at komme op på Kilimanjaro”. Jeg er 54 år og helt sikkert mindst 20 kilo for tung. Men FOR gammel og FOR fed? Lige dér blev jeg fem år: ”Selvfølgelig kan jeg komme op på Kilimanjaro. Hvad skal vi vædde?”

Susanne Sayers
Susanne Sayers er 54 år, freelancejournalist og underviser i mediebranchen.

Over vulkankrater og klipper

Jeg endte med at tabe 12 flasker vin på det væddemål, fordi min bedste ven på unfair vis ikke ville godtage, at det tæller som at have været på Kilimanjaro at have tilbragt adskillige dage på bjerget og have gennemført hele ”Southern Circuit”. Men jeg vandt en oplevelse for livet. Jeg gik igennem dampende tæt regnskov med flokke af sorthvide columbusaber, larmende frugtflagermus i træerne og spor efter bøfler, antiloper og sjakaler på stierne. Jeg travede over Sira-slettens udslukte vulkankrater i næsten 4.000 meters højde omgivet af duftende urter, syngende småfugle og med en en cirklende ørn højt over hovedet. Og jeg vandrede gennem grønne dale med sladrende vandløb og besynderlige planter, der gav det hele en fornemmelse af at være ramlet ned i forhistorisk tid, så man begyndte at se sig nervøst over skulderen efter en T-rex. Jeg gik i øde klippeørkener og følte triumfen ved at klatre-kravle-klumpe hen over den stejle Barranco Wall trods indbygget klodsethed og en vis højdeskræk.

image00018.jpg

Om natten, på turen til og fra toilettet, stod jeg med kulden knirkende i alle lemmer og kiggede betaget op på stjernehimlen og månens lys på Kilimanjaros berømte sne. Jeg førte samtaler med mennesker, som jeg få dage inden ikke anede eksisterede, men som nu var blevet en del af mit nye samfund på fire. Vi bakkede hinanden op, hver gang der var brug for det – delte chokolade, livshistorier, opmuntring og fjollerier. Jeg var stort set offline i otte dage, men jeg hørte til gengæld pludseligt fra muskler, som havde levet i apatisk glemsel i årevis. Oveni alt det lærte jeg også små bidder af kiswahili, Østafrikas fællessprog, af den hær af storknoklende mennesker, som sørgede for at få os fra sted til sted:

Pole-pole (langsomt, langsomt). Twende sasa (så går vi). Asante sana (mange tak), kunywa maji (drik vand), chakula (mad), rafiki (ven). Mvua (regn) og radi (torden) fik jeg også lært, selv om vejret holdt tørt det meste af tiden, hakuna matata.

LÆS OGSÅ: Beas vilde livsstil: Gør kun rent i eddike og laver sin egen mascara og tandpasta

Bimlende sindssygt

Det gik hurtigt op for mig, at jeg nok havde været lidt vel kæk, da jeg påstod, at jeg sagtens kunne komme op på det bjerg. Faktisk fik jeg den tanke allerede i planlægningsfasen. Jeg er vant til at gå, og jeg er vant til at gå langt. Dagsvandringerne på Kilimanjaro er generelt på 10-15 kilometer, og der er ikke tale om bjergklatring, kun vandring. Problemet er, at det er 10-15 kilometer op og ned i stedse tyndere luft. Mængden af information på nettet var så overvældende, at jeg allerede der var tæt ved at opgive. Alene det at vælge rute så ud til at være en videnskab. Det var svært at gennemskue sværhedsgraden, så jeg spurgte mine venner på sociale medier, hvoraf flere havde gået turen. ”Det kan du gøre i klipklapper og shorts. Det er jo bare en gåtur,” svarede en, som i sine unge dage havde været der et par gange (og som jeg nu mistænker for at have forvekslet Kilimanjaro med Ejer Bavnehøj). ”Det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort”, svarede en anden. ”Det er først svært på opstigningsnatten, og du er i god gå-form. Det klarer du sagtens”, sagde en tredje.

kili2.jpg

Lige så forskellige var svarene, når jeg prøvede at finde den bedste vej op. Efterhånden fandt jeg ud af, at det for mig helt sikkert var vigtigt med langsom tilvænning til højderne, fordi jeg indtil da aldrig havde været over 4.300 meter. 6.000 meter er højt, og højdesyge er det, der tvinger de fleste ned. Ved at vælge en rute, der tager tid og vænner kroppen til højden, stiger oddsene for at nå til tops. Til sidst besluttede jeg mig for at tage Lemosho-ruten på otte dage. Dels på grund af den gode højdeprofil, dels for den efter sigende flotte natur. Som rejsearrangør valgte jeg britiske Kandoo Adventures, som har et godt ry og er medlem af Kilimanjaro Porters Assistance Project, hvad giver en vis garanti for bærernes forhold. Da jeg ankom til Kilimanjaros lille lufthavn, fik jeg kort efter det første glimt af bjerget i lyset fra den tiltagende måne. Forneden lå skyer, øverst glimtede sneen. Og lige der tænkte jeg, at jeg var bimlende sindssyg overhovedet at prøve. Der var langt op. Meget, meget langt op.

Pole-pole

Fire dage senere tænkte jeg, at det ikke ville blive så svært alligevel. Bjerget var rykket meget tættere på, og vi havde været oppe i 4.600 meters højde, uden at jeg havde problemer. Det eneste tidspunkt, jeg havde været i nogen form for vanskeligheder, var på andendagen, hvor vi bevægede os fra den varme regnskov op i krat og hede. Jeg kunne godt mærke mine lidt for mange kilo, efterhånden som stien blev stejlere, trækronerne svandt ind til en grøn masse længere nede, og luften blev tyndere. Men efter en nats søvn var jeg frisk, og næste dag følte jeg, at jeg kunne have løbet om nødvendigt.
Enhver, som på et tidspunkt læser om Kilimanjaro, vil støde på udtrykket ”pole-pole”, fordi det er det, guider og bærere siger hele tiden. Langsomt, langsomt. Og pole-pole er fuldstændig absurd langsomt. Et begravelsesoptog ville ligne et formel 1-løb i sammenligning. Den første dag protesterede alle mine benmuskler over at skulle gå så langsomt, men pointen er, at det er godt at finde en langsom rytme, som ikke kræver hyppige stop, og som man kan holde hele vejen. Hver morgen og hver aften tjekkede vores to tanzanianske guider Kevin og Raymond os for symptomer på højdesyge og tog vores puls og blodets iltmætning. Vi tilpassede os fint.

Kilimanjaro
Det var grænseoverskridende at have bærere og kokke med vores trek, men de udtrykte taknemmelighed over at have et job og kunne brødføde deres familie.

Måltider var overvældende. Vores kok, Davy, præsterede at lave varm mad til os tre gange om dagen, og Tomas, som var tjener, huskede os hver gang på at spise op. Hvor mange skålfulde havregrød? Tatu (tre)? Kun mbili (to)? Virkelig? Morgenmad var toast, pandekager, omelet eller røræg, nogle gange bacon, og der var Nutella, honning, smør, marmelade, kaffe, te og kakao. Frokost var lige så omfattende. Først en suppe, så en varm ret og nogle gange frisk frugt til dessert. Det samme med aftensmaden – kød på spid, karryretter, burger, pasta med kødsovs, fisk. Jeg blev ikke lettere trods de mange kilometers daglige vandring. Hver gang takkede Tomas os for vores appetit: ”Thank you for your cooperation”.

Og vi sad tilbage med en følelse af at være blevet forkælet, iblandet en ydmyghed ved tanken om, at al den forkælelse kun kunne lade sig gøre, fordi 17 tanzanianere sled og slæbte for os, så vi både havde mad lavet på friske råvarer og et bord med dug at sidde ved i vores lille messetelt.

Kilimanjaro
Selv i 4.000 meters højde var der varm mad tre gange om dagen. Suppe, kød på spid, karryretter, burgere, pasta med kødsovs, fisk og nogle gange frisk frugt til dessert.

I det hele taget er det grænseoverskridende at lade sig opvarte og have mennesker til at slæbe, så man selv kan nyde det tætteste, man kan komme på luksus på vej op ad et højt bjerg. Men når vi talte med dem, udtrykte de flere gange, hvor vigtigt det var for dem at have et job.

”I hjælper os med at forsørge vores familier”, sagde Prosper, som slæbte rundt på vores lille transportable siddetoilet – endnu en luksus.

LÆS OGSÅ: Caroline Nordstrand: "Jeg ville ikke være en dreng, og jeg ville ikke være en pige. Jeg ville bare ind til kernen"

Næste skridt blev nedad

Dagene fandt fra begyndelsen en fast rytme. Op klokken 6, før solopgang, etagevask, helbredstjek, morgenmad og af sted. Undervejs fortalte guiderne Kevin og Raymond os om, hvad vi så. Naturen, historien, ind imellem bidder af deres liv. Vejret blev koldere, frost om natten, og llandskabet blev nøgent og nøjsomt. Hvad gik galt på opstigningsnatten? Mine tal var okay. Hvilepuls 71, hvilket er fint i de højder – normalt ligger min lige over 50. Iltmætning 92. Også godt. Den dag var vi gået tidligt ind for at hvile og være klar. Natten før havde jeg haft noget, der mindede om en slags panikangst. Jeg følte, at jeg var spærret inde i min sovepose, at jeg ikke kunne få vejret, at jeg skulle ned. Nu. Jeg drak lidt vand, tvang mig selv i ro og faldt omsider i søvn. Næste morgen var jeg okay, omend lidt tung i benene.

Vi havde undtagelsesvis haft mobilforbindelse. Jeg skrev til mine børn, at jeg havde det godt. ”Men I må gerne sende noget opmuntring. Turen til basecamp var hård det sidste stykke”, sms’ede jeg.

image00004.jpg

Vinden tog til og blev til en kuling. Da vi ved 23-tiden skulle af sted til Uhuru Peak, sneede det samtidig. Det første stykke var overkommeligt. Vi zigzaggede os langsomt opad. Jeg kiggede stædigt ned, jeg turde ikke se på toppen, som pludselig var alt for langt væk. ”Bare ét skridt til. Og et skridt. Og et skridt. Og et skridt.” Det blev til en remse i mit hoved, som jeg prøvede at tømme for alt andet. Man kan altid tage et skridt til.

Indtil jeg ikke kunne. På det tidspunkt var jeg svimmel, men prøvede at ignorere det. Jeg fik en pause, troede på det igen. Og så blev det pludselig rigtig stejlt. Lige der opgav jeg. Jeg følte mig syg og elendig, og Kevin fulgte mig ned til basecamp. Jeg husker ikke ret meget af den nedtur, andet end at månen kom frem og lyste på skyerne langt under os. Det var smukt.

Jeg kastede op flere gange på vej ned, jeg havde svært ved at se, og min hvilepuls var et stykke over 100 i flere timer efter, mens jeg bare lå i teltet. Men et eller andet sted er jeg stadig i tvivl om, om jeg også gav op. Eller om det simpelthen var for hårdt.

Opad formiddagen kom de andre tilbage. Resten af lejren, også jeg, var på benene for at byde dem velkommen og fejre dem. John, veteranvandrer fra Sheffield, var fyldt 50 deroppe på toppen, Davy havde gudhjælpemig præsteret at bage kage til ham og at dekorere den, så han kunne blive fejret behørigt.

image00003.jpg

Og det havde været fantastisk at være deroppe, sagde de. De havde set solopgangen, de havde set gletsjerne og sneen, de havde gennemført. Lige der havde jeg lyst til at tigge Kevin eller Raymond om at lade mig få en chance til. Jeg havde det langt bedre end før opstigningen dagen før.

Men turen gik stejlt ned igen. Jeg glemte min skuffelse af betagelse over landskabet, og de andres glæde smittede. Blå aber sprang hen over stien og op i træerne foran os, flaksende sommerfugle lyste op mellem orkideer og afrikanske violer, kæmpe bregnetræer tårnede sig over os, og vi sagde til sidst farvel med dans og sang og smil og kram og enkelte tårer i øjenkrogene.

Min ven har sagt, at vi da bare kan gentage væddemålet. Det tænker jeg stadig over. Jeg har opdaget, at jeg ikke er typen, der erobrer bjerge – jeg bliver erobret af dem. Og det minder et foto af et par støvler og en sløret mus mig om, og jeg smiler, når jeg ser det.

Alt det praktiske

Kilimanjaro

Hvorfor tage på Kilimanjaro?

For mig var den helt store oplevelse naturen og stilheden foruden at udfordre mig selv. Hvis du gør selve toppen til eneste mål, risikerer du at glemme den enestående oplevelse, selve vandringen er.

Hvem kan trekke op?

I princippet alle. En kvinde på over 150 kg har gennemført, blinde har gennemført, mennesker med manglende lemmer har gennemført.

Hvordan forbereder du dig?

Jeg begik én virkelig stor fejl: Jeg trænede ikke tilstrækkeligt kondition og kardio. Det havde næppe gjort en forskel i forhold til højdesyge, men det havde gjort det lettere at komme op ad de stejleste strækninger.

Hvis du er i god form, men ikke vant til at gå, så er det vigtigt, at du får styr på den del. Gå langt og tit. Og gå dine støvler til.

Hvis du ikke er vant til at sove i telt under primitive forhold (nej, glamping tæller ikke), så er det også en god idé at vænne sig til soveposer og hårdt underlag inden.

Hvad skal du have med?

Din rejsearrangør vil have gode råd til en pakkeliste, og det kommer an på årstiden. Vigtigst er et par støvler, som dine fødder trives i. Sovepose og vandrestave kan man som regel leje hos arrangøren. Vandrestave blev jeg glad for, især på vej ned, hvor de skåner knæene – og så gør de faktisk noget godt for triceps.

Højdesyge?

Har ikke noget med kondition at gøre. Men du øger dine chancer markant ved at vælge en rute, hvor du vænner dig til højden undervejs. Man kan få medicin, som forebygger højdesyge. Spørg din læge, om det er en god idé.

Pris?

Jeg gav knap 20.000 kroner for selve trekket med fuld forplejning og hotel før og efter bjerget. Dertil cirka 5.000 kroner i flyrejser og knap 2.000 kroner i drikkepenge til holdet af bærere, kok, tjener osv.

Forsikringer?

Tjek, om din rejseforsikring dækker vandringer i over 4.000 meters højde. Jeg opdagede i flyet, at min ikke gjorde – og nåede at bestille hos Gouda, som altid dækker bjergvandringer uanset højde.

Se, hvad vi ellers skriver om: Livsstil og Rejseguide