Susse Wold
Foto: Rasmus Weng Karlsen “Jeg tror ikke, at du bliver gammel bare ved at have levet et vist antal år, ligesom jeg heller ikke tror, at du bliver moden af at blive voksen.” Susse har talt.

Susse Wold på 80: ”Skal jeg sætte mig ned og vente på at dø?”

Susse Wold, 80, har bevæget sig på teaterscener, filmlærreder og tv-skærmen i næsten 60 år. Hun bevæger sig stadig nonstop, men flyder ikke med strømmen. Susse Wold sætter kurs direkte mod nu og nu og nu. For “fortiden er gået, fremtiden er ikke kommet endnu, så hvis du ikke er til stede i dit nu, eksisterer du jo slet ikke.”

Det er svært at forestille sig, at Susse Wold kan have morgenhår. Hun er bare ikke typen. Samtidig er det svært at forestille sig, at Susse Wold bruger oceaner af tid foran spejlet. Hun er ligesom hævet over forfængelighed og overflade. Men hun kan ikke løbe fra, at hendes ordnede hår, ranke ryg, smilet med de snorlige tænder og skuespiltalent har sat spor i danskernes bevidsthed. Særligt i rollerne som Gitte Graa i Matador (1978-1982) og Fru Junkersen i Den kroniske uskyld (1985), hvor håret enten var blæst godt igennem og touperet højt eller gemt væk under en turban. Men så var der selvfølgelig også Thomas Vinterbergs film Jagten, hvor Susse Wolds hår og resten af hende var leverpostejsfarvet. Nok snak om udseendet og roller, der blev spillet engang. Det er ikke interessant. Det er det, der syder indeni og rundt omkring i kulturen og i livet. Susse Wold er storforbruger af viljens kraft og nysgerrighed, hun siger oftere ja tak end ellers tak, også til en sweat lodge-invitation fra en shaman, og ved, hvordan hun dagligt får underbevidstheden til at boble som en æggesnaps. I sin nye bog Bevægelse fortæller hun om de begivenheder, der har haft afgørende betydning for hendes liv, og hvorfor alder virkelig, altså virkelig, kun er et tal.

Hvorfor er du så optaget af bevægelse? 

– “Nothing happens until something moves,” sagde Einstein, og det er jeg meget inspireret af. Hvis ikke jeg bevæger mig, er jeg jo død i levende live. Jeg kan bevæge mig ud i livet og blive bevæget over, hvad jeg oplever. Især når du bliver gammel, synes jeg, det er vigtigt hver dag at gøre noget, som er lidt udfordrende, anderledes og udviklende. Noget som får dig ud af din tryghedsboble. Når du er gammel, skal du sørge for at tænde det mentale langlys.

Hvad er vejen ud af tryghedsboblen? 

– Mod er vigtigt, når du bliver gammel, og ligesom en muskel bliver vores mod styrket ved brug. Jeg kender mennesker, der er ældgamle, når de er 40, fordi de ikke flytter sig ud af stedet. Så kender jeg Lise Nørgaard, der er 101 år gammel og rejser til Rusland for at holde foredrag.
Når man er gammel, som jeg er nu, er det vigtigt at være opmærksom på, at det er mit eget ansvar hver dag at gøre noget for at flytte mig. Jeg må selv tage ansvar for, om mit liv skrumper, eller om det udvider sig. 

Hvad tænker du om at blive ældre? 

– Alder er efter min mening ikke kun et livsafsnit, det er en sindstilstand. Jeg tror ikke, at du bliver gammel bare ved at have levet et vist antal år, ligesom jeg heller ikke tror, at du bliver moden af at blive voksen. Du kan vælge at fokusere på, at der er nogle ting, du ikke længere kan. Du ser lidt dårligere, hører lidt dårligere og går lidt langsommere. Men hvorfor bekymre sig? Når du er gammel, skal du koncentrere dig om det, du kan. Det gør ikke noget, at du går langsommere, bare du ikke står stille! Det er mange år siden, jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville lade en gammel person invadere mine tanker og min krop. Jeg ved godt, at jeg er privilegeret med en fysik, som fungerer og noget godt bindevæv, som jeg har arvet fra min mor. Det er jeg taknemmelig for. Folk spørger, om jeg ikke snart skal til at tage det lidt roligt. Men hvad betyder det? Skal jeg sætte mig ned og vente på at dø? Jeg bliver aldrig pensioneret. Jeg vil have noget at brænde for. Jeg vil hellere brænde op end brænde ud. “Det er sjovt at være til. Man sku’ aldrig være andet,” sang min mor engang. Det skal være sjovt at være til, men det er mit eget ansvar.

Hvornår er det særlig sjovt at være til? 

– Det er det, når jeg er nærværende, til stede i mit ‘nu’. Jeg tror, du skal prøve på at bevare din nysgerrighed og interessere dig for andre end dig selv. Du skal sørge for at opleve ting, som du selv synes, er udfordrende og spændende.

Susse Wold
Livet er ikke lutter lagkage og et middagsselskab kan være dødens pølse, men “Når nu jeg har sagt ja, synes jeg, at jeg har en forbandet pligt til at yde noget." Foto: Rasmus Weng Karlsen.

Hvordan praktiserer du at være til stede i dit nu? 

– Det er en træningssag, ligesom at meditere. Men der er også nu’er, som du ikke rigtig har lyst til være til stede i. Hvis jeg kommer ind til en dødkedelig middag, skal jeg virkelig tage mig sammen for at være nærværende. Men jeg kunne jo bare have sagt nej til den invitation. Når nu jeg har sagt ja, synes jeg, at jeg har en forbandet pligt til at yde noget og ikke bare sidde og forlange at blive underholdt.

Hvad sker der, hvis ikke man er til stede i sit nu?

– Fortiden er gået, og fremtiden er ikke kommet endnu, så hvis du ikke er til stede i dit nu, eksisterer du ikke. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg ser den solopgang, at jeg oplever det menneske, jeg møder. 

Hvilket menneske, du har mødt, har senest inspireret dig?

– Da jeg var 10 år gammel, gik jeg på en kostskole, hvor jeg hadede at være. Jeg klarede mig dårligt i skolen og var indadvendt og ked af det. Men så kom der en ny lærerinde til kostskolen. Hun hed Ditte og var 26 år. Hun var en åbenbaring for mig, fordi hun rigtig så os og oplevede, hvem der trængte til lidt ekstra pleje. Dem var jeg en af. Hun tog sig tid til at tale med os om lige præcis de ting, der berørte os. Efter et par måneder forelskede hun sig i vores yndlingslærer, Åge, som kom fra Vendsyssel. Han underviste os i sang, gymnastik og biologi. De to fandt hinanden, og det var kærlighed. Jeg har holdt kontakt med dem lige siden, og for et halvt år siden døde Ditte. Jeg har en alder nu, hvor man ofte mister sin partner, og det tænker jeg tit på. Derfor syntes jeg, at det kunne være interessant at tage over og besøge min gamle lærer Åge på 95 og se, om han stadig kunne lære mig noget. Så jeg tog til Svejbæk, hvor han bor, og det var sådan en oplevelse! Åge læser tre aviser om dagen og masser af bøger. Han starter sin dag med at løse en kryds og tværs. Han løser den ikke ved at skrive ordene ned med kuglepen, men bruger kun hovedet. “Man må ikke gå ud i toppen,” siger han. Hver dag arbejder han fire timer i sin kæmpehave, der ligger ned til Silkeborgsøerne. Han får en lille smule hjælp nu, for som han siger: “Jeg er ikke 90 længere.” Turen derover gjorde mig meget klogere og fantastisk glad, for selv om han har mistet sin partner gennem 67 år, har han alligevel fundet ud af at leve sit liv. Det skal der mental kraft og livsvilje til.

Hvordan undgår du at gå ud i toppen? 

– Hvis jeg en dag føler mig som et fladt cykeldæk, forsøger jeg at komme til at opleve noget kunst. God kunst rammer hjertet. At opleve god kunst sammen med andre mennesker er fantastisk livgivende, bedre end at sidde derhjemme og se Netflix. Energien bliver pumpet op, og du kan køre lidt igen på dit livs cykel.

Og man må bevæge sig ud af landet, ud at rejse?

– Ja, hvis man har mulighed for det. H.C. Andersen siger: “At rejse er at leve”. Det forstår jeg fuldstændig. For i det øjeblik, du slipper dine almindelige rutiner og pludselig står i en urskov på Langkawi, er du jo et andet sted. Så bliver du vågen og helt til stede! Du er nødt til hele tiden at være opmærksom. Fx fandt vi blodigler i den skovsø i junglen, som vi lagde os i. I min bog fortæller jeg om de eksotiske rejser, Bent (Mejding, Susses mand siden 1973, red.) og jeg har været på, og hvad vi har lært.

Har du aldrig fået et rap over nallerne ved at springe ud i livet? 

– Jeg husker ikke noget rap over nallerne. Der er en risiko i alting, også ved at gå ud på gaden. Vi kan allesammen blive kørt over eller få en tagsten i hovedet. Risikoen for at dø er der hver dag, men jeg tror, der er større risiko ved ikke at springe ud i livet. 

Har du en opfordring til ældre mennesker? 

– Jeg kan ikke være sådan en livsstilsguru. Jeg skal ikke være den, der siger: “Du burde ...” Men jeg synes, at vi gamle skal lave en holdningsændring til det at blive gamle. Jeg kan ikke lide ordet alderdom. Det er, som om vi dømmes til alder. Det nægter jeg. Jeg er ikke skyldig til at dømmes. Så længe jeg klarer mig godt, vil jeg ikke begrænses. Vi skal ikke hakke på de unge, for vi ved ikke noget om dem. Vi ved ikke, hvordan deres liv er. Jeg lever i fortidens hus, og de unge lever i fremtidens hus, men der er en bro imellem os. Den kan vi kan mødes på, hvis vi er nærværende. Hvis vi er i vores nu, forsvinder alderen, og vi kan lære af hinanden.

Susse Wold
Foto: Rasmus Weng Karlsen.

Hvad vil du gerne sige til den yngre generation? 

– Bravo! De fleste klarer deres liv så fint. De bliver bombarderet med ting på mobilen og i tv. Hele verdens problemer skal de tage stilling til. De har karriere og børn, der skal hentes og bringes. Det må være forfærdeligt stressende. Jeg forstår godt, at de kan have svært ved at være nærværende hele tiden.

Er der slet ikke noget, der stresser dig – eller bekymrer dig? 

– Det stressede mig, da jeg skulle aflevere min bog Bevægelse, fordi den betyder så meget for mig. For nogle år siden gik jeg ind i forretningen Ordbutikken i Kattesundet i København og købte ordet ’Bevægelse’ for 500 kroner. Det blev skrevet på et silkebånd og lagt i en smykkeæske. (Den er god nok. Ordbutikken var en butik, som teateranmelder Anne Middelboe Christensen stod bag, hvor du kunne gå ned og købe et ord. Butikken åbnede i 2013 og lukkede i 2016, red.). Tosset? Måske. Men ordet har i mange år inspireret mig, og bevægelse har været altafgørende for udviklingen i mit liv. Det er det, som har bragt mig viden og refleksion. I bogen standser jeg på nogle af stationerne i mit livstog. De stationer, som har betydet noget for mig. Som har bevæget mig, som har puffet mig videre i min udvikling. Som har berørt mig, underholdt mig og udfordret mig. Indimellem skal du have mod til at køre udenfor sporet. Sådan er det både i livet og i kunsten. Mange af oplevelserne har været så grænseoverskridende, at det har givet mig mod til at tage 10 år til.

Hvordan holder du bekymringerne på afstand? 

– Jeg prøver at være mine tankers gode mor, for det vi tænker, er vi. Det er mit valg, hvad jeg vælger at tænke om de ting, der sker i mit liv. Storm P sagde engang: “Det er ikke, hvordan man har det, det er, som man tager det.”

Hvornår har du lænet dig op ad det citat?  

– For ni måneder siden var jeg inde i Skuespilhuset for at se en forestilling. Uheldigvis faldt jeg og brækkede min ankel. 10 dage efter skulle jeg til New York og besøge min søn Christian. “Det kan jeg ikke,” tænkte jeg som det første. Men hvorfor kunne jeg egentlig ikke det? Jeg kunne jo bare sidde i en kørestol. Og så kunne jeg jo have mine krykker med. Så jeg tog afsted. Og ved du hvad, jeg havde en supertur. Når vi skulle nogen steder hen, tog vi en Uber, og på museerne kom de straks med en kørestol. Tænk på Stephen Hawking, en af vores største videnskabsmænd. Han fik ALS som 22-årig og døde først, da han var 75. Han blev ikke stækket, selv om han ikke engang kunne tale og sad i kørestol. Det er da livsmod, og jeg skulle altså kun til New York.

Kan man lære at vende nedture til opture? 

– Det kræver vilje at ændre din holdning. Det er noget, du skal beslutte dig for. Det vigtigste i verden er ikke at være offer. For når du er offer, kan du bare lægge ansvaret fra dig og sige, at det er fordi, du har haft en dårlig barndom. Vi har alle sammen fået nogle ar og oplevet nogle ting i vores barndom. Men det kan vi jo ikke gøre noget ved. Vi må se at gøre noget ved det, vi har lige nu.

Synes du, at man skal gøre noget ved alting hele tiden, flytte sig og bevæge sig nonstop? 

– Jeg farer ikke rundt som en optrukken mus hele dagen. Jeg kan godt sidde stille i timevis og se på havet. Men jeg siger ja tak til mange nye oplevelser. Bent og jeg opholdt os på et tidspunkt i en slags hippiecamp inde i en skov på ø Hawaii. Vi skulle om natten ud og se den glødende lava løbe ned af vulkanen Kilauea. Det var fuldmåne, og her mødte jeg en indianer, som var shaman. Han lavede en sweat lodge om natten, som jeg blev inviteret ind i. Det lyder da fantastisk, tænkte jeg. Hvor tit møder du en shaman, som spørger, om du vil med i sweat logde? Det var en stor oplevelse, som jeg også fortæller om i min bog.

Hvornår ved du, at det er rigtigt at sige ja til en ny oplevelse? 

– I det sekund, jeg hører spørgsmålet.

Hvorfor ender det ofte med et ja? 

– Nogle gange skal du da helt ud på kanten. Der er en meget bedre udsigt, når du står der, i stedet for inde i midten, hvor udsynet mangler.

Hvad holder dig i gang i hverdagen?  

– At opleve kunst, læse en vidunderlig bog og mødes med venner. Jeg ved ikke, hvor meget jeg holder af at gå op i træningscentret. Men jeg holder fantastisk meget af at vågne, stå op og tage et håndklæde omkring mig og gå ud på vores lille badebro og ned i vandet. Vand betyder rigtig meget for mig. For det første kan du bevæge dig fuldstændig ubesværet i vand. For det andet symboliserer vand underbevidstheden, og det er her, alle de gode ideer kommer fra. Når jeg ser på vand, får det min underbevidsthed til at boble som en æggesnaps, der er blevet rørt godt.

Hvem er Susse Wold?

Susse-Wold28192V2_330.jpg
Hawaii, fuldmåne, sweat lodge. En kombination lige efter Susse Wolds nysgerrige sind. Foto: Rasmus Weng Karlsen.

Susse Wold, født 1938

  • Født på Frederiksberg og uddannet skuespiller.
  • Er aktuel med bogen Bevægelse, hvor hun fortæller om de oplevelser, der gennem livet har flyttet hende, fysisk og mentalt. Hun fortæller om et kursus i regnskoven på Hawaii, hvor hun skal lære ikke at være bange for højder. Om Japan, hvor hun optræder for den japanske kronprins og besøger et hemmeligt tempel oppe i bjergene, hvor hun og Bent Mejding skal åbne et H.C. Andersen-posthus. Om at være på Stillehavet til en begravelse, hvor både delfiner og hajer spiller en rolle. Om en tur til Kenya, hvor hun sidder fast i et mudderhul omgivet af løver. Og hun fortæller om de par år, hvor hun troede, hun led af en alvorlig hjertesygdom og om tabet af en nær ven, som druknede sig i Stillehavet.
  • Udgav i 2008 selvbiografien Fremkaldt.
  • Har dannet par med skuespiller og instruktør Bent Mejding siden 1973.
  • Bor i et sommerhus i Humlebæk, i en lejlighed i Skodsborg og i vinterhalvåret på Hawaii.
  • Er mor til forfatteren Christian Mørk.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Kendte