"Hvordan kan man som mor sige, at man ikke elsker sit barn?"

Forventningerne var høje, da Sarah Faureholm Rousing skulle være mor. Hun havde læst og hørt, hvordan kærligheden til barnet som en forelskelse ville opstå med det samme, og hun så for sig en tilværelse, som hun i dag kalder romantiseret, hvor barnet lå sødt i sin seng, og hun selv og hendes mand levede et stort set bekymringsløst liv. Især glædede hun sig til at få sit barn op på maven første gang, for det var en fantastisk følelse, havde hun hørt.

Sådan gik det ikke. Da hendes datter, Alba, kom til verden for ni et halvt år siden, fik Sarah hende ganske vist op på maven straks efter fødslen.

– Men følelsen af kærlighed kom ikke, fortæller Sarah.

Albas far var god til at træde til. Det var ham, der gav babyen tøj på første gang, og ham, der tog hende, da hun begyndte at græde. Og sådan fortsatte det.

Sarah syntes, at hendes mand klarede forældrerollen meget bedre, end hun selv gjorde, og lod ham tage over, når det var muligt. Og det var det ofte, for amningen gik i skuddermudder, så Alba skulle have flaske.

Da hun var fem dage, faldt Sarah pludselig om, mens Alba lå på puslebordet.

– Jeg havde fået et epileptisk anfald – noget, jeg aldrig havde haft før, forklarer Sarah.

– Det var mærkeligt, men jeg tror, det var en reaktion på, at jeg ikke trivedes i rollen som mor. Jeg kunne ikke finde kærligheden til Alba og var dybt misundelig på alle de mødre, der skrev på Facebook, at nu kunne deres barn det og det, og hvor alt så rosenrødt ud.

Sarah med nyfødte Alba. Det kom som et chok, at hun ikke straks følte kærligheden oversvømme sig.

LÆS OGSÅ: Adoptivmor: "Det skal ikke være forkert at ville vide, hvor man kommer fra"

Irriteret på sit barn

Sundhedsplejersken afviste dog, at der kunne være tale om en fødselsdepression, for Sarah hadede ikke Alba og ønskede heller ikke at skubbe hende fra sig.

– Jeg ønskede alt det bedste for hende. Men jeg kunne ikke sige, at jeg elskede hende, og det var noget af det sværeste, for hvordan kan man som mor sige, at man ikke elsker sit barn? spørger hun retorisk.

I dag har hun og Alba fundet ind til hinanden, men det skete først, efter at Sarah var ude på en længere mental rejse. Inden den rejse var hun dog blevet gravid igen. Beslutningen om at få endnu et barn blev truffet ud fra hendes forestilling om, hvad man "bør" gøre, forklarer hun. Alba skulle ikke være enebarn.

– Udadtil så alting perfekt ud. Jeg var gravid med nummer to og havde et godt arbejde som kommunikationskonsulent, min mand og jeg var blevet gift, vi var aldrig uvenner ... På overfladen var der ingenting i vejen. Men indeni var der tomhed, husker Sarah.

Fødslen af sønnen Oskar blev en god oplevelse, og denne gang kom kærligheden helt af sig selv, fortæller Sarah.

– Med ham tænkte jeg aldrig over det. Oskar var altid glad og smilende, og det er bare nemmere at elske én, der altid er glad.

I den efterfølgende tid oplevede Sarah flere episoder, hvor hun lå og grinede med Oskar på sofaen, og Alba ville være med. Sarah prøvede at trække hende ind til sig, men det ville Alba ikke, og snart efter syntes hun, at de så noget forkert i fjernsynet, eller at der var noget andet galt, som hun kunne blive vred over.

– Harmonien blev brudt, og jeg blev irriteret og tænkte, at Alba ødelagde det hele, indrømmer Sarah, men fortsætter:

– I dag kan jeg se, at hun var misundelig over den nærhed, jeg havde med Oskar, og skulle gøre opmærksom på sig selv. Dengang var jeg overbevist om, at det var Alba, der var noget galt med. Jeg havde det forfærdeligt over, at jeg stillede spørgsmål ved min kærlighed til hende.

I dag har Sarah lært at elske Alba som den, hun er, selv om det var langt nemmere med lillebror Oskar.

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen: "Lad være med at give dine voksne børn råd"

Mor smider sig på gulvet

Livet med de to små børn føltes så frustrerende, at Sarah måtte have antidepressiv medicin for at få hverdagen til at fungere, og en dag, da børnene var fem og to år gamle, besluttede hun, at der måtte ske noget.

– Det var ikke alene den forskellige kærlighed, jeg havde til mine børn, der generede mig. Jeg syntes slet ikke, at mit liv var fedt at være i, siger Sarah.

Hun søgte på nettet for at finde mening og besluttede at uddanne sig til kognitiv coach, fordi uddannelsen ville bringe hende på en rejse ind i sig selv og måske give svaret på, hvad der var galt. Det tog seks måneder og viste sig at være det, Sarah havde brug for. Hun lærte om forskellige personlighedstyper og begyndte at forstå, at Alba er en anden type menneske end hun selv og derfor har andre behov.

– Alba fik voldsomme dramaudbrud, hvor hun kastede sig på gulvet, hvis et eller andet ikke foregik på hendes måde, eksemplificerer Sarah.

– Hvor jeg tidligere gik væk eller bad hende holde op – fordi jeg ikke forstod, at udbruddet skyldtes, at hun var ked af det – prøvede jeg nu at gå ind i følelsen sammen med hende. Jeg kastede mig måske på gulvet ved siden af hende, og så begyndte vi begge at grine af det.

– Der var ikke noget som helst galt med Alba; det var mig, der ikke forstod hende. Ved at lære, hvem hun er inde bagved, blev det nemmere for mig at komme hende i møde – frem for at forvente, at hun skulle tilpasse sig mig, forklarer Sara.

Aha-oplevelsen har ikke alene betydet, at Sarah er begyndt at elske sin datter som den, hun er; også Alba har forandret sig. Hvor hun tidligere havde svært ved at være væk fra Sarah, vil hun i dag gerne overnatte hos sine veninder.

– Jeg tror, det skyldes, at hun har fået mere ro på, fordi hun kan mærke en anden kærlighed og accept fra min side, siger Sarah, som i dag kalder sig selv en glad mor.

Hun er siden blevet skilt og arbejder nu med at hjælpe andre forældre, der ikke forstår deres børn. Og så er hun Alba taknemmelig.

– Hvis ikke jeg havde været så fortvivlet over, at kærligheden til hende ikke kom af sig selv, var jeg næppe taget ud på den rejse, hvor jeg fandt mig selv.