Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Sys Bjerre
Foto: Helle Moos og private Siden sangeren Sys Bjerre lærte at sætte bogstaver sammen, har hun skrevet dagbog for at få styr på sine mange forvirrende tanker.

Sys Bjerre om sin ungdom

Sys Bjerre skrev dagbog som 17-årig: "Jeg havde mange kærester, for jeg var altid interesseret i nogen"

Siden sangeren Sys Bjerre lærte at sætte bogstaver sammen, har hun skrevet dagbog for at få styr på sine mange forvirrende tanker. Her løfter hun sløret for sine skriverier fra ungdomsårene, hvor den ene forelskelse afløste den anden, hvor hun var i konstant krig mod sin krop, og hvor hun følte sig forvirret, forkert og uegnet til livet.

27. oktober 2003, 18 år

Skifter mellem "Jeg-har-ikke-brug-for-den-spasser"-girlpower-like-holdning, og "pis-han-kan-ikke-lide-mig-ergo-må-jeg-tage-mit-eget-liv"-holdningen. Selvfølgelig er den første klart at foretrække, men det er svært at narre sig selv i en sådan grad længere end ½ time ad gangen... Hov, hvad var det? Nu gennemskuede jeg mig selv igen. Hader, når det sker!!! Men måske er det det, dagbøger er til for. For at man først lyver for sig selv for derved, når man ser løgnen og selvbedraget på skrift, at forstå sandheden... Øv! Det gider jeg ikke til.

– Jeg har altid brugt mine dagbøger til at finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. Jeg kan nemt komme til at tænke enormt meget og overbevise mig selv om alt muligt, men når jeg får skrevet ting ned og læser dem igennem, synes jeg, at det bliver lidt nemmere at få styr på det hele, mærke efter og få lidt kontrol over mit liv. Og det er vigtigt. For jeg gider ikke trækkes rundt i managen af mit sind. Jeg vil være den, der styrer, og jeg ved, at jeg har magten til det, for det er jo mig selv, der vælger min tankerække.

– Med årene har jeg lært, at det ikke hjælper at undertrykke sine følelser og forsøge at snyde sig selv. Man er nødt til at være i den følelse, som er dominerende på det tidspunkt – uanset om man kan lide det eller ej. Man må anerkende, hvad der foregår, trække vejret og slutte fred med sig selv og sine følelser – og så kan man bagefter give slip på dem. Det er i hvert fald min oplevelse, og det har jeg øvet mig på i mange år.

– Hvis jeg er rigtig ked af det, er jeg god til at sætte noget tid af til det. Så siger jeg: "Okay, nu er jeg megaked af det indtil i morgen klokken 18 – og så gider jeg ikke det mere". Og det virker faktisk for det meste. Så gør jeg vildt meget ud af det, hører sørgelig musik, græder så meget, jeg kan, og låser mig inde i mig selv – og så er det slut. Selvfølgelig stikker det af og til lidt dybere, men man har ofte meget mere magt i sit liv, end man regner med.

– Hvis ikke jeg var blevet så god til at tage en beslutning om at afgrænse følelserne og være ærlig over for mig selv, ville det hele nok køre lidt i ring for mig. Det gør det rigtig meget i dagbøgerne. De svømmer over med afsnit som de her, hvor jeg skriver om, hvor forelsket jeg er, samtidig med at jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg er pisseligeglad. Det er det samme om og om igen, og når jeg læser i bøgerne og kommer til de afsnit, kan jeg ikke lade være med at tænke: "Åh Gud, ikke igen".

LÆS OGSÅ: Sys Bjerre: "Jeg er blevet en mere behagelig person"

22. juni 2002, 17 år

Men nu er det jo, at jeg ikke ved, hvad jeg vil. Han er vildt sød, men jeg ved ikke lige, om jeg orker et fast forhold. Mia siger, at det skal jeg, for ellers var det klamt, at vi kneppede... Måske, men det var nice.

På vej på spejderlejr og træt af forældre, der absolut skal fotografere en...

– Jeg tror, jeg tog rimelig let på forhold dengang. Jeg havde mange kærester, for jeg var altid interesseret i nogen, og så var det bare meget naturligt at være i et forhold. Men på et tidspunkt i gymnasiet skete der nogle ting, som måske var lidt sjovere end at sidde og se film på værelset og lave kæresteting. Og det var nok det, jeg havde opdaget på det her tidspunkt. For helvede, hvor var jeg... Haha... Lad os bare sige, at jeg i hvert fald havde det rigtig sjovt. Men jeg gjorde helt sikkert mange ting, som ikke var særlig søde. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville med alle de der mænd, så jeg kom nok til at føre dem lidt bag lyset nogle gange og lovede en noget, og en anden noget andet.

– Mia var min veninde i gymnasiet, og hun havde en holdning til alt – åbenbart også hvem jeg skulle være kæreste med. Hun var den smukkeste på hele skolen, og alle drengene var vilde med hende. Hun var sådan en latinagtig skønhed med stort, mørkt, krøllet hår – ja, hun var faktisk bare alt det modsatte af mig – og jeg så sindssygt meget op til hende, så jeg endte også med at blive kæreste med ham fyren, jeg skriver om. Det var nok det mest fornuftige, tænkte jeg, men det var da ikke stormende forelskelse og bundløs gæld.

10. august 2003, 18 år

Men XX, den lort, har ikke skrevet.
Not a single fucking word. Er meget sur! Vil derfor lave liste over ting, som er
dårlige ved ham:
1. Han kan ikke lide bøsser
2. Han har lidt uren hud
3. Han har alt for travlt
4. Han kan ikke lide mig nok
5. Han har seriøst dårlig smag i indretningen af sit værelse
6. Han tænker hele tiden på Jesus
7. Han kan ikke lide mig
8. Han har for travlt
9. Han kan ikke lide mig
... Åh piv! Det her hjælper ikke.

– I gymnasiet var jeg på et tidspunkt helt vild med en fyr, som var meget kristen – derfor punkt nummer seks om Jesus – og det var lidt svært. Jeg er nemlig blevet opdraget med, at religion er en krykke for mindre bemidlede mennesker, som har brug for noget at støtte sig til. Sådan har jeg det slet ikke mere. I dag vil jeg betegne mig selv som... hvis ikke direkte religiøs, så i hvert fald spirituel, men dengang så jeg meget ned på folk, der var troende.

– Alligevel faldt jeg for ham her fyren. Og hvorfor gjorde jeg så det? Det er jo et godt spørgsmål. Jeg burde næsten finde den modsatte liste med alle de gode ting – den er her helt sikkert et sted. Men i hvert fald kan jeg huske, at han spillede saxofon, var vildt charmerende og kunne køre bil. Han var nærmest uopnåelig, og det var en god scoring, hvis det lykkedes at score ham. Og det gjorde det. Til dels. Men det var ikke et kønt syn.

– Jeg er af natur sådan en, der forelsker mig hele tiden. I alle mulige – både ting og mad og dyr og mennesker – og sådan noget med at have en drømmemand eller drømmekvinde har jeg aldrig rigtig forstået. Dem, jeg forelsker mig i, er dødforskellige. Okay, der er rigtig mange af dem, der spiller musik – jeg kan rigtig godt lide musikalitet – men hvordan de ser ud, er fuldkommen ligegyldigt.

Sys (t.h.) med sin lillesøster Bolette på en rasteplads på vej på klassisk kør-selv-ferie til Italien.

LÆS OGSÅ: "Jeg hader de søndage, hvor man bare vader rundt derhjemme. Det er spild af liv"

9. september 2003, 18 år

Går i seng nu og har i sinde at vågne op som nyt, forbedret menneske: Frisk og sund. Slut med at være det fede, svede barn. Vil være sund og derved tabe 7 kg!!!

– Der er fandeme meget af præcis det her i mine dagbøger. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg har villet tabe tre kg, fem kg, syv kg, og jeg var virkelig selvstraffende, da jeg var yngre. Flere steder i bøgerne har jeg skrevet om, at jeg ikke måtte spise noget, og min veninde og jeg havde engang en hel sommer, hvor det var "os mod kroppen", som vi sagde. Vi så virkelig kroppen som vores fjende, og hvis den ikke gad makke ret, skulle den bare straffes – enten ved overdreven træning, ved at blive sultet eller ved at få sindssygt meget usund mad.

– Jeg tænkte, at hvis bare jeg blev tynd, så ville alt andet også ordne sig. Så ville alt tøj sidde pænt, alle mennesker ville kunne lide mig, og alting ville blive lettere. Men jeg elskede mad, så det lykkedes mig aldrig rigtig at tabe mig. I stedet brugte jeg bare rigtig lang tid på at hade min krop, og jeg har pisket mig selv hele livet, fordi jeg var sikker på, at jeg ikke var god nok, som jeg var. Det er jo super deprimerende at tænke tilbage på nu, for når jeg ser billeder af mig selv fra dengang, er det tydeligt, at jeg aldrig nogensinde har været i nærheden af at være tyk. Overhovedet. Det var 100 procent noget, der foregik oppe i mit hoved.

– Nu er jeg 31, og det er faktisk først for relativt nyligt, at jeg har sluttet fred med min krop. Så det har været en lang rejse! Men jeg er simpelthen så glad for, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere føler, at jeg skal tvinge mig selv ind i et træningscenter. For det er jo ikke sjovt! Jeg har indset, at min krop er min ven. Kroppen vil en det bedste, og det er vigtigt, at man tager sig tid til at lytte til den.

8. oktober 2007, 22 år

Mit liv er fucked up! Det er det bare... Har intet overblik. Har fandeme ikke engang et underblik. Hvorfor er det så svært at holde styr på så simple ting som sig selv? Tror slet ikke, jeg er egnet til det her. Nogen burde finde et sted, hvor jeg kunne blive passet. Det ville være bedre for os alle i længden, tror jeg.

– Det her er fra en periode i mit liv, hvor jeg rodede rundt. Mit dankort blev spist i automaten ved Nørrebros Runddel hele tiden, jeg havde aldrig noget rent tøj, og jeg var faktisk bare helt ude at sejle. Jeg havde sindssygt mange jobs – det har jeg altid haft, for jeg har aldrig taget en uddannelse og har aldrig fået SU, så jeg har altid bare arbejdet. Alligevel havde jeg ikke rigtig nogen penge. Jeg boede i et forvirrende bofællesskab på Nørrebro, hvor vi var alt for mange mennesker i en alt for lille lejlighed, og vi drak alkohol hele tiden. Jeg havde ikke styr på noget, og jeg håbede egentlig bare, at der ville komme en voksen og tage over.

– Samtidig forsøgte jeg at komme i gang med at lave noget musik, og det var bare vildt svært! Det har helt sikkert også været en af grundene til min frustration. Jeg var så bange for, at jeg var talentløs. Det er faktisk mærkeligt, for min selvtillid var virkelig svingende dengang. Det var en blanding af fuldstændigt manglende selvværd og storhedsvanvid, for selvom jeg tvivlede på mig selv, havde jeg også perioder, hvor jeg syntes, at jeg var den fedeste i hele verden. Ret tidligt i mit liv havde jeg en fornemmelse af, at jeg ville blive kendt for et eller andet og ville leve et meget stort liv. Men det var ikke noget, jeg sagde til nogen. Jeg tænkte, at det var en skamfuld tanke, og jeg turde ikke rigtig tro på det med musikken.

– Det hjalp for mig at flytte væk fra kollektivet, for når der er kaos omkring en, og det samtidig roder i ens sind, så bliver det hele rigtig forvirrende. Og jeg kan faktisk godt lide at have styr på tingene – i hvert fald på mig selv. Hvis jeg giver for meget slip på kontrollen, får jeg lidt angst, og jeg er nok meget mere struktureret, end de fleste tror. Mine forældre er klassiske musikere og har opdraget mig med aviser under armene og med gaffeløvelser. Hver lørdag skulle vi stå tidligt op og gøre rent, og selvom jeg har brugt meget af min ungdom på at fyre rundt med en støvsuger helt ude af mig selv af raseri, er jeg glad for, at de har lært mig, at der ikke kommer nogen appelsiner og triller ned i min turban – jeg skal selv gøre noget.

LÆS OGSÅ: Ellie Jokar: “For guds skyld lyt til din mor. Hun kan se det, du selv er blind for”

4. december 2007, 22 år

Har jo fået tilbudt kontrakt fra Universal... Har sagt nej, men alle siger, at jeg skulle kigge på det. Vil egentlig helst bare kysse lidt på Toby... Øv. Jeg er en lille abe, som ingen vil ha'. Er ret tynd, men hvad hjælper det? INGENTING!!

– Ja, så har jeg travlt med at være forelsket igen, haha. Og med at tænke på min vægt... I virkeligheden var det et helt vildt vigtigt tidspunkt for mig i forhold til min musik, men jeg havde lidt svært ved at forholde mig til det, og så valgte jeg i stedet at fokusere virkelig meget på denne her altoverskyggende forelskelse.

– Jeg kan huske, at mine venner og familie sagde, at jeg blev nødt til at mødes med Universal, men jeg turde ikke rigtig. Inden Universal kontaktede mig, havde jeg lagt noget musik op på Myspace og var blevet kontaktet af musikdirektøren på P3, som spurgte, om jeg ikke snart havde noget, der var klar til at blive spillet i radioen. Det havde jeg overhovedet ikke, men det var en ret powerful ting at blive anerkendt på den måde.

– Pludselig var der alle mulige, der ringede. Jeg havde allerede en aftale med et lille pladeselskab, der ville udgive min musik – men så kontaktede Universal mig. Det var jo en del større, men jeg sagde nej, fordi jeg havde den anden aftale og ikke ville gøre nogen sure. Men også fordi det virkede så stort og skræmmende, og hvad nu, hvis jeg ikke kunne leve op til det? Jeg var så bange for, at jeg ikke kunne slå til.

– Det endte faktisk med, at ham Tobias, jeg var forelsket i på det tidspunkt, sagde, at han gerne ville tage med mig til mødet med Universal. Og så turde jeg pludselig godt. Det var virkelig sødt af ham, og så tænkte jeg bare: "Okay nu tager jeg chancen" – og så skrev jeg under. I dag er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde det, for det hele gik jo godt. Altså bortset fra det med Tobias.

– Tobias og jeg var sammen i en periode, men så fandt jeg ud af, at han også så en anden pige. Faktisk mødte jeg hende til en af mine koncerter, hvor han havde taget hende med. Jeg syntes, at hun virkede sindssygt sød og sjov, så bagefter spurgte jeg ham, om jeg ikke måtte få hendes nummer, men han var jo ikke rigtig interesseret i, at vi mødtes, for han havde noget kørende med os begge, så han gav mig aldrig nummeret. En dag mødte jeg hende tilfældigt, og så snakkede vi en hel aften. Efterfølgende skrev vi en masse sammen, og da vi begyndte at snakke om, hvem vi var vilde med, fandt vi jo så ud af, at vi var vilde med den samme... Den efterfølgende tid var lidt forvirrende, men det endte med, at hun og jeg blev bedste venner, og det er vi stadig i dag. Tobias er vi også venner med, og vi har tit snakket om, at vi er ham meget taknemmelige. Heldigvis kan man jo grine af det meste, når det kommer lidt på afstand.

Derfor skriver jeg dagbog

– Jeg startede med at skrive dagbog, næsten lige så snart jeg kunne skrive. Jeg kan ikke huske, hvem der har fortalt mig, at det var en god idé at gøre, men der må næsten være en eller anden, der har gjort det, for jeg var så lille, at jeg ikke tror, at jeg selv fandt på det.

– I begyndelsen var det nærmest en tvangshandling. Jeg SKULLE skrive hver dag – bare for lige at markere. Det var mest bare en dato og så et resumé af, hvad jeg havde lavet, og det var lidt af en kraftanstrengelse, for jeg var hverken specielt god til at skrive eller stave, og jeg syntes ikke, at det var særlig sjovt.

– I dag skriver jeg dagbog på en anden måde. Nu er det for at samle mine tanker, og det er et godt redskab til at regne mig selv ud. For så snart jeg skriver mine tanker ned, kan jeg se lige igennem mig selv.

– Jeg har nok 15-16 dagbøger, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle stoppe med at skrive. Det fungerer jo godt for mig. Men i de perioder, hvor jeg skriver mange sange, skriver jeg ikke så meget dagbog. Det er, som om det udfylder lidt den samme rolle.

– Det er fedt at læse i de gamle bøger, og jeg har flere steder kommenteret på nogle ting, fordi jeg ikke har kunnet lade være. Så har jeg skrevet "(red.)" og ladet, som om der var en redaktion. Når jeg læser bøgerne, tænker jeg altid: "Nej, hvor er jeg meget klogere nu! Haha hvor var jeg pattet og fjollet og pinlig dengang". Man tror jo altid, at NU har man regnet den ud, men om et par år griner jeg helt sikkert også af det, jeg skriver nu.

Sys Bjerre, 31

Sanger og sangskriver.

Bor i øjeblikket hos sine forældre i sit barndomshjem i Vanløse.

Udkommer med ny musik til efteråret, hvor hun også tager med koncert-konceptet HUN SOLO på tour i hele Danmark.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Ungdomsliv