Terese Damsholt om knivoverfald mod Tom McEwan: ”Vi skulle alle genfinde tilliden til verden”
SPONSORERET indhold

En aften stillede Terese Damsholt sig i haven, vendte ansigtet mod himlen og kaldte ud i universet…

Familien oplevede en svær og utryg tid, efter hendes mand, skuespiller Tom McEwan, blev stukket ned på gaden i 1991 og var tæt på at miste livet. Det fortæller Terese Damsholt i stort interview med Hendes Verden.

Af:: Freja Bech-Jessen og Susanne Baden Jensen Foto: Trine Bukh
23. maj. 2022 | Livsstil | Hendes Verden

Det var kærlighed ved første blik, da den unge skuespillerelev, Terese Damsholt, efter en julefrokost på Statens Teaterskole mødte Tom McEwan til en fest.

De to kendte ikke hinanden inden, men hun faldt med det samme for den unge dansk-britiske musiker og autodidakt skuespiller.

LÆS OGSÅ: Christine Antorini: ”Det var kærlighed ved første blik”

”Det sagde bare bang. Jeg forelskede mig på stedet. I dag ved jeg, at det er, fordi han er et helt igennem ordentligt, kærligt og anstændigt menneske. Han er afsindigt sjov uden nogensinde at være ondskabsfuld. Men alt det forstod jeg selvfølgelig ikke, da jeg lige havde mødt ham. Der syntes jeg bare, han var dejlig,” fortæller Terese Damsholt i et stort interview til Hendes Verden.

Skuespiller-parret har holdt sammen lige siden – også når livet har vist sin fra sin ubarmhjertige side, fortæller hun til ugebladet.

Da deres anden søn, Oliver, kom til verden i 1984, blev han født med en alvorlig sygdom, og i en uge svævede han mellem liv og død. I det næste år var Terese Damsholt konstant bange for at miste ham.

I 1991 blev familien hårdt ramt igen, da Tom McEwan var tæt på at miste livet i et røverisk overfald ved højlys dag. Han var ved at hæve penge i en automat, da en dengang 20-årige mand stak ham syv gange med en kniv.

”Pludselig, uden varsel, blev Tom stukket ned. Midt på gaden og i dagslys. Blomsterne væltede ind, og hans ansigt var på spisesedler i hele landet. Det var, som om alle var i sorg, og det var rørende og så varmende at opleve. Men sorgen var jo først og fremmest vores sønners og min, og det var fuldstændig rædselsfuldt igen at være rædselsslagen for at miste en, du elsker højt,” husker Terese Damsholt.

De barske oplevelser forandrede noget inden i hende – og det førte til, at hun en aften kaldte ud i universet. Og fik et svar, fortæller hun.

Kaldte ud i nattehimlen

For helt tilbage i sine barndomsår husker Terese Damsholt, at hun oplevede en spirituel vækkelse. En længsel mod noget, som hun dengang ikke havde ord for.

Efter oplevelsen med hendes mands kamp for livet følte hun derfor en trang til at arbejde med sit indre.

”Det var en meget svær og utryg tid, efter at Tom blev overfaldet. Vi skulle alle sammen genfinde tilliden til verden. De to oplevelser – frygten for at miste min søn og min mand – lagde på mange måder en ny dimension til den spirituelle søgen, jeg har mærket hele mit liv. Kimen blev lagt til, at jeg begyndte at arbejde meget seriøst med mig selv,” siger den i dag 74-årige skuespiller til Hendes Verden.

Hun valgte at handle på en meget konkret måde en sen aftentime, da hun var hjemme i huset i Søborg.

”En aften stillede jeg mig ud på græsplænen foran huset og vendte ansigtet mod nattehimlen og kaldte på en lærer. Jeg krævede simpelthen at få en underviser af universet. Kort tid efter mødte jeg ved et rent lykketræf menneskene bag Black Lodge Training, en gren inden for indiansk livsfilosofi. Jeg mødte simpelthen de vidunderlige lærere, jeg havde kaldt på i haven i Søborg, da de gjorde stop i Danmark på gennemrejse i Europa fra USA,” fortæller Terese Damsholt.

Hendes egne oplevelser og den indianske livsvisdom lærte hende, at der findes en vækst i alting. Også i det svære. Ved siden af sit erhverv som skuespiller arbejder hun i dag også som coach og holder udviklingssamtaler på baggrund af indianer-filosofien Earth Wisdom.

”Siden har jeg forstået, at du selv vælger, hvad du stiller op med den skæbne, du får. Du kan forblive bitter og bange over det, livet kræver eller tager, men du kan også vælge at værdsætte alt det, du trods alt har fået. Og lade taknemmeligheden vokse. Jeg har altid valgt det sidste,” forklarer hun til Hendes Verden.

Læs hele interviewet med Terese Damsholt i ugens Hendes Verden.

Køb Hendes Verden i butikkerne fra mandag 23. maj

Anbefalet til dig