Therese er DNA-detektiv i engelske drabssager: Jeg kan godt få et sug i maven af adrenalin

Er det godt nok?

Da en ung mor i 2017 blev kvalt af sin jaloux eksmand, talte dna-sporet sit tydelige sprog, inden manden nåede at melde sig selv. Og senere samme år kunne dna fra et par joggingbukser afsløre, at ejermanden havde været i kontakt med en afdød, midaldrende mand, der var blevet tævet ihjel i sit hjem i Rotherham, England.

Den seneste sag kan Therese Graversen ikke tale om. Den kører stadig.

Hvad tænkte du, første gang du blev kontaktet af det engelske politi?

– En blanding af at det var sejt og så masser af stress, tror jeg. Der var mange ting, jeg pludselig skulle forholde mig til. At analysere et dna-spor kræver nemlig en lang række tekniske beslutninger, som jeg har i årevis udviklet metoder til at tjekke og argumentere for. Når jeg derfor står med en konkret sag, skal jeg pludselig også forholde mig til hver eneste beslutning og vurdere, om den kan retfærdiggøres via mine metoder. Og det lægger et vist pres på mig, at alle nu kan se kvaliteten af mit arbejde helt sort på hvidt.

For Therese Graversen er målet nemlig at ændre i den måde, der tænkes om komplekse dna-spor på. Tilgangen skal være mere filosofisk, mener hun – vi skal ikke blot fokusere på at få resultater og rapportere dem, men også sikre os, at modellen passer til det konkrete dna-spor, der skal analyseres.

Men desto mere Therese Graversen arbejder på at gøre sit system bedre og klogere, desto mere åben bliver hun også for kritik.

Hun holder en lille tænkepause og sukker så, inden hun fortsætter:

– Jeg har ingen juridisk uddannelse, og det kan godt være lidt nervepirrende at skulle lave alle de ’kvalitetstjek’ af analysen, som jeg mener burde være en del af standardpraksis. For når jeg sidder med en sag, så bliver jeg også tvunget til at forholde mig til, om jeg nu synes, at resultaterne passer godt nok til den konkrete sag, og om resultaterne derfor giver mening. Det er sejt at være i stand til at svare på den slags spørgsmål nu, men jeg åbner også op for muligheden for, at der er nogen, der siger, at de ikke synes, det passer særligt godt. Man åbner sig selv op for meget mere kritik, når man går all in. Men det synes jeg også, at man skal, siger hun og erkender, at der altid er en lille, nagende frygt for, at fejl sniger sig ind.

– Softwaren er lavet, men du skal jo også sætte softwaren i gang, og det kan godt gøre lidt ondt i maven. Jeg er indimellem kommet til at tænke på, om det kunne være forkert, og så får jeg et sug i maven af adrenalin og er nødt til at gå tilbage og tjekke. Og det kan godt ske lang tid efter, når jeg sidder med den næste sag, siger hun.

Sådan ser det ud, når Therese Graversen laver grafer på baggrund af de dna-spor, politiet har indhentet. Foto: Amalie Louise Larsen.

Uendeligt sørgeligt

Ikke desto mindre er Therese Graversens software indrettet således, at det er svært at gå helt galt i byen. Analyserne er forholdsvist strømlinet og lette at retfærdiggøre, ligesom sparsomme informationer fra det engelske politi gør det tæt på umuligt for Therese at lade sine følelser styre resultaterne.

Det store, farlige skyldsspørgsmål ligger hos en anden. Og det gør det nemt at skubbe ansvaret videre, når dagen er omme, og Therese vender hjem til familielivet i lejligheden på Nørrebro.

Alligevel sidder nysgerrigheden som en trold på skulderen, når sagerne skal for retten. Det er svært ikke at engagere sig en lille smule i de detaljer, medierne viderebringer, forklarer Therese Graversen og trækker lidt i mundvigen.

Sensation interesserer de fleste.

– Det er klart, at når du læser om det og ser et mugshot af en gut, og du læser om, at han har fire ugers binge på stoffer og jalousi bag sig, så danner man sig da helt klart et billede af det hele, siger hun og henviser til sagen om den dræbte mor til to.

Den har sat sig lidt i følelsesregistret.

– Jeg kunne godt se, at hun havde to døtre, og det er jo uendeligt sørgeligt, at nogen er blevet dræbt, og at hendes to små børn er i huset imens. Den ene var bare fem måneder, og de var begge mandens piger. Der er bare noget helt utroligt sørgeligt over familieforhold, der går så skævt, siger hun og drejer hurtigt snakken tilbage til håndgribelige fakta.

Dér befinder hun sig tilsyneladende bedst.

Når Therese ikke udregner komplekse dna-spor, er hun forsker og underviser på Københavns Universitet. Privat bor hun med sin mand og datter på Nørrebro. Foto: Amalie Louise Larsen. 

En konkret trussel

Hemmeligheden bag Therese Graversens dna-metode er slet ikke så hemmelig, som man måske skulle tro. Den ligger frit tilgængelig på nettet, hvor alle og enhver med lidt faglig snilde kan tilgå den.

Alligevel er metoden indtil videre hovedsageligt blevet anvendt i engelske drabssager. Kun enkelte gange har softwaren været benyttet i en dansk sag.

– Min metode er blevet brugt i Danmark, men selve udregningen blev lavet af en anden. Det var lige, imens jeg var på barsel. Satans også. De kunne godt lige have ringet. Jeg havde gerne afbrudt min barsel, siger hun ærgerligt. 

At det danske retsvæsen ikke i samme grad efterspørger metoder som Thereses, er der imidlertid en helt simpel grund til, forklarer statistikeren.

– Der kommer helt naturligt ikke lige så mange sager i Danmark, fordi dna bliver håndteret centralt af retsmedicinsk institut her i landet. Så det er kun, hvis der er noget ekstraordinært, og hvis nogen i politiet i øvrigt får den ide at kontakte os. I England er der flere laboratorier, der håndterer dna, og derfor er der nok også lidt mere konkurrence, forklarer hun og tilføjer, at praksis forhåbentlig bliver mere strømlinet i fremtiden, ligesom der forhåbentlig forsat vil være efterspørgsel på hendes ekspertise.

Men for den 35-årige statistiker er fremtiden endnu ikke hugget i sten. Om et par måneder skal hun på barsel igen, og der er kun penge til at finansiere endnu et års forskning, før hendes bevilling fra Det Frie Forskningsråd er brugt op. Derefter står hun reelt uden job.

”Kaos” og ”dårlig timing” erkender Therese, men det må gå, som det går. Hun skal jo have børn på et tidspunkt.

Hvad tænker du, når du tænker på dit arbejde og fremtiden?

– Når jeg tænker over det, er det hele en blanding af ”shit, det er kaos” og ”det går egentlig meget godt”. I min branche skal man blive ved med at præstere og komme med nye præstationer og udmærkelser, men jeg vil også gerne have tid til andre ting, forklarer hun og fortsætter så:

– Nu har jeg lavet alle de her gode ting. Jeg er 35 år, men jeg har stadig ikke et fast job. Det er klart, at det fylder noget, og om et år er der ikke flere penge og intet job, og så skal der gøres noget. Det er lidt en frustrerende situation at stå i, for det er en helt konkret trussel.

Fremtidig trussel eller ej, så synes Therese Graversen at have en befriende evne til at holde fokus i nuet. Og nuet – det er egentlig helt okay, konstaterer hun.

– Jeg har investeret rigtig meget i det her, og jeg kan i bund og grund godt lide at snakke om det. Så det, at der er en interesse omkring det lige nu, er megafedt i sig selv. Det er utroligt rart at få den anerkendelse, lyder det.