Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Amalie Louise Larsen Therese Graversen kan sandsynliggøre en gerningsmand gennem indviklede dna-spor.

Therese er DNA-detektiv i engelske drabssager: Jeg kan godt få et sug i maven af adrenalin

Siden 2016 har den danske statistiker Therese Graversen været involveret i fire engelske drabssager. Hun har udviklet en software, der kan være med til at fælde gerningsmanden gennem indviklede dna-spor.

I 2016 bliver en 17-årig dreng stukket i benet og brystet med en 63 centimeter lang zombiekniv, mens han spiller fodbold med en gruppe venner i en park lidt uden for London.

Tre unge drenge – alle mindreårige – er blevet set køre afsted på en knallert i forbindelse med mordet, der er begået ved højlys dag blot få meter fra en legeplads.

I Danmark tikker en besked ind hos Therese Graversen. Hun er forsker i statistik ved Københavns Universitet og har udviklet en software, der kan skelne informationer fra hinanden i selv de mest komplekse dna-spor. Den slags, hvor flere forskellige menneskers dna er blandet sammen til ét stort miskmask.

Afsenderen er det engelske politi, som vil vide, om et spor fra en sideløbende sag til den dræbte teenagedreng indeholder dna fra den person, de har anklaget.

– Når man analyserer komplekse dna-spor, er man nødt til at teste alle mulige kombinationer af. Og der er helt vanvittigt mange muligheder. Så det er noget, der er meget beregningstungt. For hver af de astronomisk mange kombinationer af dna-profiler, som sporet hypotetisk kunne komme fra, skal systemet afveje, hvor godt kombinationen egentlig passer med sporet, forklarer Therese Graversen til ALT.dk, mens hun forsøger at simplificere sin metode på en tavle i et nøgent klasseværelse på Københavns Universitet.

Som sådan er der ikke noget nyt i computersystemer, som kan beregne komplekse dna-sager, men Therese Graversens model er den første, der kan regne ekstremt effektivt og på mange mennesker på samme tid.

Indtil videre har hun snildt kunnet lave en identifikation ud fra spor, der indeholder dna fra fem forskellige personer.

På blot et døgn kan den 35-årige statistiker sandsynliggøre, hvilken del af dna-sporet, der tilhører hvem, og derefter levere sin vidneerklæring til retten.

– Men det, at ens dna er til stede, betyder jo ikke, at man har begået mordet. Der kan være alle mulige grunde til, at dit dna kan spores. Det er også en af grundene til, at sådan en som mig ikke nødvendigvis skal ind og vidne, konstaterer hun.

Den mistænkte med relationer til Zombie-sagen endte med at blive frikendt, mens en anden teenager blev idømt livstid for mordet på den 17-årige dreng. Men selvom Therese Graversens metode ikke viste sig at være tungen på vægtskålen, blev sagen alligevel afgørende for den 35-årige statistikers karriere.

I dag har hun medvirket i sammenlagt fire engelske drabssager.

DNAmixtures

Therese forklarer sin metode ved at tegne dna-toppe på en tavle. Desto højere toppene er, desto stærkere er dna-signalet. Foto: Amalie Louise Larsen.

Therese Graversens metode, der i faglige kredse er kendt som DNAmixtures, kan hurtigt og effektivt beregne på avancerede grafer og komplekse dna-spor fra gerningssteder.

Helt konkret udregner systemet et tal, der også kaldes en ’likelihood ratio’. Er tallet højt, øger det sandsynligheden for, at personens dna er til stede i sporet.

Systemet er nyskabende, fordi det analyserer på de små bjergtoppe, komplekse dna-sekvenser ligner, når de omdannes til en graf. Højderne på disse toppe siger noget om, hvor stærkt signalet for hver dna-komponent i sporet er, og dermed giver de en masse information om en bestemt persons dna kan findes i det komplekse dna-spor.

Kilde: Therese Graversen, Københavns Universitet

Er det godt nok?

Da en ung mor i 2017 blev kvalt af sin jaloux eksmand, talte dna-sporet sit tydelige sprog, inden manden nåede at melde sig selv. Og senere samme år kunne dna fra et par joggingbukser afsløre, at ejermanden havde været i kontakt med en afdød, midaldrende mand, der var blevet tævet ihjel i sit hjem i Rotherham, England.

Den seneste sag kan Therese Graversen ikke tale om. Den kører stadig.

Hvad tænkte du, første gang du blev kontaktet af det engelske politi?

– En blanding af at det var sejt og så masser af stress, tror jeg. Der var mange ting, jeg pludselig skulle forholde mig til. At analysere et dna-spor kræver nemlig en lang række tekniske beslutninger, som jeg har i årevis udviklet metoder til at tjekke og argumentere for. Når jeg derfor står med en konkret sag, skal jeg pludselig også forholde mig til hver eneste beslutning og vurdere, om den kan retfærdiggøres via mine metoder. Og det lægger et vist pres på mig, at alle nu kan se kvaliteten af mit arbejde helt sort på hvidt.

For Therese Graversen er målet nemlig at ændre i den måde, der tænkes om komplekse dna-spor på. Tilgangen skal være mere filosofisk, mener hun – vi skal ikke blot fokusere på at få resultater og rapportere dem, men også sikre os, at modellen passer til det konkrete dna-spor, der skal analyseres.

Men desto mere Therese Graversen arbejder på at gøre sit system bedre og klogere, desto mere åben bliver hun også for kritik.

Hun holder en lille tænkepause og sukker så, inden hun fortsætter:

– Jeg har ingen juridisk uddannelse, og det kan godt være lidt nervepirrende at skulle lave alle de ’kvalitetstjek’ af analysen, som jeg mener burde være en del af standardpraksis. For når jeg sidder med en sag, så bliver jeg også tvunget til at forholde mig til, om jeg nu synes, at resultaterne passer godt nok til den konkrete sag, og om resultaterne derfor giver mening. Det er sejt at være i stand til at svare på den slags spørgsmål nu, men jeg åbner også op for muligheden for, at der er nogen, der siger, at de ikke synes, det passer særligt godt. Man åbner sig selv op for meget mere kritik, når man går all in. Men det synes jeg også, at man skal, siger hun og erkender, at der altid er en lille, nagende frygt for, at fejl sniger sig ind.

– Softwaren er lavet, men du skal jo også sætte softwaren i gang, og det kan godt gøre lidt ondt i maven. Jeg er indimellem kommet til at tænke på, om det kunne være forkert, og så får jeg et sug i maven af adrenalin og er nødt til at gå tilbage og tjekke. Og det kan godt ske lang tid efter, når jeg sidder med den næste sag, siger hun.


Sådan ser det ud, når Therese Graversen laver grafer på baggrund af de dna-spor, politiet har indhentet. Foto: Amalie Louise Larsen.

Uendeligt sørgeligt

Ikke desto mindre er Therese Graversens software indrettet således, at det er svært at gå helt galt i byen. Analyserne er forholdsvist strømlinet og lette at retfærdiggøre, ligesom sparsomme informationer fra det engelske politi gør det tæt på umuligt for Therese at lade sine følelser styre resultaterne.

Det store, farlige skyldsspørgsmål ligger hos en anden. Og det gør det nemt at skubbe ansvaret videre, når dagen er omme, og Therese vender hjem til familielivet i lejligheden på Nørrebro.

Alligevel sidder nysgerrigheden som en trold på skulderen, når sagerne skal for retten. Det er svært ikke at engagere sig en lille smule i de detaljer, medierne viderebringer, forklarer Therese Graversen og trækker lidt i mundvigen.

Sensation interesserer de fleste.

– Det er klart, at når du læser om det og ser et mugshot af en gut, og du læser om, at han har fire ugers binge på stoffer og jalousi bag sig, så danner man sig da helt klart et billede af det hele, siger hun og henviser til sagen om den dræbte mor til to.

Den har sat sig lidt i følelsesregistret.

– Jeg kunne godt se, at hun havde to døtre, og det er jo uendeligt sørgeligt, at nogen er blevet dræbt, og at hendes to små børn er i huset imens. Den ene var bare fem måneder, og de var begge mandens piger. Der er bare noget helt utroligt sørgeligt over familieforhold, der går så skævt, siger hun og drejer hurtigt snakken tilbage til håndgribelige fakta.

Dér befinder hun sig tilsyneladende bedst.

Når Therese ikke udregner komplekse dna-spor, er hun forsker og underviser på Københavns Universitet. Privat bor hun med sin mand og datter på Nørrebro. Foto: Amalie Louise Larsen. 

En konkret trussel

Hemmeligheden bag Therese Graversens dna-metode er slet ikke så hemmelig, som man måske skulle tro. Den ligger frit tilgængelig på nettet, hvor alle og enhver med lidt faglig snilde kan tilgå den.

Alligevel er metoden indtil videre hovedsageligt blevet anvendt i engelske drabssager. Kun enkelte gange har softwaren været benyttet i en dansk sag.

– Min metode er blevet brugt i Danmark, men selve udregningen blev lavet af en anden. Det var lige, imens jeg var på barsel. Satans også. De kunne godt lige have ringet. Jeg havde gerne afbrudt min barsel, siger hun ærgerligt. 

At det danske retsvæsen ikke i samme grad efterspørger metoder som Thereses, er der imidlertid en helt simpel grund til, forklarer statistikeren.

– Der kommer helt naturligt ikke lige så mange sager i Danmark, fordi dna bliver håndteret centralt af retsmedicinsk institut her i landet. Så det er kun, hvis der er noget ekstraordinært, og hvis nogen i politiet i øvrigt får den ide at kontakte os. I England er der flere laboratorier, der håndterer dna, og derfor er der nok også lidt mere konkurrence, forklarer hun og tilføjer, at praksis forhåbentlig bliver mere strømlinet i fremtiden, ligesom der forhåbentlig forsat vil være efterspørgsel på hendes ekspertise.

Men for den 35-årige statistiker er fremtiden endnu ikke hugget i sten. Om et par måneder skal hun på barsel igen, og der er kun penge til at finansiere endnu et års forskning, før hendes bevilling fra Det Frie Forskningsråd er brugt op. Derefter står hun reelt uden job.

”Kaos” og ”dårlig timing” erkender Therese, men det må gå, som det går. Hun skal jo have børn på et tidspunkt.

Hvad tænker du, når du tænker på dit arbejde og fremtiden?

– Når jeg tænker over det, er det hele en blanding af ”shit, det er kaos” og ”det går egentlig meget godt”. I min branche skal man blive ved med at præstere og komme med nye præstationer og udmærkelser, men jeg vil også gerne have tid til andre ting, forklarer hun og fortsætter så:

– Nu har jeg lavet alle de her gode ting. Jeg er 35 år, men jeg har stadig ikke et fast job. Det er klart, at det fylder noget, og om et år er der ikke flere penge og intet job, og så skal der gøres noget. Det er lidt en frustrerende situation at stå i, for det er en helt konkret trussel.

Fremtidig trussel eller ej, så synes Therese Graversen at have en befriende evne til at holde fokus i nuet. Og nuet – det er egentlig helt okay, konstaterer hun.

– Jeg har investeret rigtig meget i det her, og jeg kan i bund og grund godt lide at snakke om det. Så det, at der er en interesse omkring det lige nu, er megafedt i sig selv. Det er utroligt rart at få den anerkendelse, lyder det.

Sådan bruger politiet dna

Siden 2005 har dna været ligestillet med fingeraftryk, hvad angår indsamling og registrering, og enhver efterforskning i straffesager indeholder således indsamling af dna fra et gerningssted. Enkelte gange kan dna-spor også bruges ved ulykker, hvor den forulykkede er umulig at identificere.

Dna kan findes i et menneskes spyt, hudceller, hår, blod og sæd, og enhver betjent kan i dag indsamle dna, ligesom dna-udstyret er standardudstyr i alle patruljevogne.

Når politiet tager dna-profiler, bliver de registreret i dna-registeret, hvor man forsøger at matche det med tidligere profiler. Siden 2000, hvor dna-registeret blev oprettet, har politiet fundet over 30.000 match.

For at dna-profilen registreres, skal personen have været sigtet for en forbrydelse, der kan give fængsel i et år og seks måneder eller derover.

Kilde: Politiet

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Samfund og Karriere