Timm Vladimir
SPONSORERET indhold

Timm Vladimir: “Det bedste ved julen er, at alle har jahatten på”

Der er så mange traditioner og følelser forbundet med julen, og den sætter mange tanker i gang. Vi har bedt Timm Vladimir sætte ord på hans oplevelser med højtiden, vi alle har et forhold til.

Af: Michala Rosendahl
12. dec. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Timm Vladimir, 48, køkkenchef og tv-vært
Jeg vil helst holde jul... hjemme hos mig selv. Min familie og jeg bor i en lejlighed med højt til loftet, så vi har plads til et kæmpe juletræ på næsten tre meter. Det er megafedt!

For mig handler jul, om... ekstra hygge og nærvær. Det er mørkt, og man kryber sammen i sit hjem, tænder stearinlys og ­bruger tid sammen med familien. Og så handler ­julen også rigtig meget om mad! Juleaften æder jeg mig næsten halvt fordærvet.

Min yndlingsjuleret er... and. Det er så ­sjældent, at man får helstegt and, og det er jo egentlig helt åndsvagt, for det smager så godt.

Det bedste ved julen er... at alle har jahatten på. Når vi samles rundt om middagsbordet juleaften, er alle indstillet på, at vi skal hygge os og have en god aften.

LÆS OGSÅ: Anders Matthesen: “Julen begynder og slutter brat den 24. december”

Min bedste juletradition er... al den mad, jeg laver. Jeg elsker at stå i køkkenet, og til jul giver jeg den ofte lidt ekstra gas. Så laver jeg fyldte chokolader, gløgg, rullepølser, gravet laks, medister og selvfølgelig masser af småkager i weekenden.

Mit bedste juleminde er... den jul, hvor min kone og jeg afslørede, at vi skulle være forældre. Vi havde holdt det hemmeligt i tre måneder, og da jeg slog på glasset juleaften og fortalte den gode nyhed, sprang min mor op af stolen af overraskelse. Jeg sværger, at der er et hul i loftet oven over den plads, hvor hun sad. Den der rene glæde var fantastisk.

Min mærkeligste jul var... da min kone og jeg rejste jorden rundt i 2005. Juleaften fejrede vi i Sydney på en bænk, hvor vi spiste skalddyr. Hele byen var øde, og det var lidt underligt at sidde der i shorts og 35 grader. Da savnede jeg altså den danske jul med ­kulde, vamset tøj og ild i pejsen.

LÆS OGSÅ: Gaven til manden, der aldrig ønsker sig noget

LÆS OGSÅ: Sådan tackler I julefrokosterne som par

LÆS OGSÅ: Giv en personlig julegave