Tina Scheftelowitz
Foto: Columbus Leth Tina Scheftelowitz, 55, er kendt for bøgerne om de ”Suveræne Salater”, som hun lavede sammen med Sonja Bock. Hun er medstifter af Floras kaffebar og Amokka og har drevet Bed & Breakfast i Andalusien. Mor til to og bor i Nørre Asmindrup i Odsherred.

Tina Scheftelowitz forlod mand og drømmeliv: "Mit system kunne ikke kapere al den angst"

Tina Scheftelowitz, som vi lærte at kende gennem slut-90’ernes kogebogssucces ”Suveræne Salater”, forlod for to år siden sin mand og deres liv i Spanien med et lille bed & breakfast. Drømmen var ikke hendes, og selvom angsten for fremtiden var ved at æde hende op, måtte hun finde en ny vej – sin egen. Tilbage til Danmark og til sig selv.

Hun har insisteret på at lave frokost, og den er lige så fotogen, som man kan forestille sig, når vi taler om Tina Scheftelowitz – kvinden bag en million solgte bøger om suveræn mad og caféerne Floras Kaffebar og Amokka. Til frokosten har hun anrettet hjertesalat, nye kartofler med smør, salt og lidt kikærter, champignon og ansjoser, som er vendt på panden.

– Ansjoserne giver den der umamismag, som vi gerne vil have. Forstår du, hvad jeg mener?!
Nysgerrigheden er oprigtig, for selvom Tina Scheftelowitz har lavet mad, skrevet om mad og lært andre at lave mad de seneste tyve år, så er hun stadig ydmyg. Over at så mange mennesker har gode minder, der er bundet op på de bøger, som hun og Sonja Bock skrev. Over at deres salater, kager og brillante buffeter har stået på bordene til SÅ mange fester i det her lille land. Ud fra retter, der er blevet til via eksperimenter i de køkkener, som har været hendes gennem årene.

Tina Scheftelowitz
Foto: Columbus Leth.

I dag er Tina Scheftelowitz 55 år, og det køkken, som vi nu står i, deler hun med sin veninde, som bor på førstesalen her i huset uden for landsbyen Nørre Asmindrup i Odsherred.

– Jeg havde jo troet, at jeg skulle bo i en lille, finurlig skurvogn, så da jeg så det her køkken, var det virkelig WAUW, for se lige her… Tina slår ud med armene mod det lækre køkken, som fulgte med lejemålet. Det var en fjer i den turban, som ellers var noget tom, da hun i fjor vendte hjem til Danmark efter seks år i Spanien.

For første gang i 33 år skulle hun ikke dele køkken, forretning eller adresse med Lasse Thielfoldt. Han blev i Spanien og driver det luksuspensionat, som de to sammen gjorde til en succes i den stemningsfulde bjergby Frigiliana. Byen er flere gange præmieret for sin skønhed, og Tina faldt også pladask for den charmerende by i Andalusien.

– Jeg forelskede mig i drømmen og stedet. At flytte til Frigiliana var som at flytte til paradis! Det var mit paradis. Derfor var det også svært for mig at forlade det, erkender hun.

Vendepunkt

I ethvert menneskes liv er der vendepunkter. For Tina var beslutningen tilbage i 2017 om at forlade den mand, der er far til hendes to voksne børn, og drømmen om et liv i Spanien et skelsættende vendepunkt.

– Det er den sværeste beslutning, jeg i mit liv har taget! Jeg elskede manden, men det svingede ikke. VI svingede ikke længere, og jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare det. Det bliver i hvert fald for privat så.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg: Jeg har grædt mig i søvn og haft det ad helvede til

Tina kigger ud over landskabet her i danske Odsherred, som hun nu er kommet til at holde så meget af. Den velsmagende frokost er spist ved terrassebordet i solen, og nu vil hun i skygge. Hun breder et tæppe ud ved et shelter, som er bygget for enden af den enorme have, som grænser op til store, fredede arealer. Blæsten får bladene i bøgetræet over os til at danse i vinden, da vi sætter os. Med benene i skrædderstilling sidder hun her på tæppet og fortæller om at elske et andet, bjergrigt landskab, langt herfra, og om at elske alt, hvad livet i Andalusien gav, men samtidig nå til erkendelsen af, at hun ikke kunne være der.

– Lasse og jeg har altid haft en stor udfordring i at arbejde sammen. Faktisk har vi på den front været som hund og kat, og Amokka var helt klart vores største udfordring som par, men der har også altid været stor kærlighed, understreger hun.

Tina Scheftelowitz
Foto: Columbus Leth.

Trods deres udfordringer har Tina Scheftelowitz og hendes eksmand sat meget succesfulde skibe i søen. De åbnede Floras Kaffebar i København tilbage i 1991, siden blev Amokka både navnet på den café, som de drev i syv år, og navnet på deres eget kaffemærke og tilhørende merchandise med dansende kvinder, som de havde stor succes med frem til 2005.

Siden har Tina Scheftelowitz skrevet adskillige bøger om grøntsager, hverdagsmad og de suveræne salater, som vi kender så godt. Opskrifter og bøger blev til i samarbejde med veninden Sonja Bock, som også var køkkenchef på Floras Kaffebar i København.

Selvom der er 320 (!) solskinsdage om året i Frigiliana, så udviklede livet sig ikke helt så lyst, som Tina havde håbet. Når hun kunne komme afsted, søgte hun ud på stierne i den nærliggende Nationalpark og vandrede rundt i bjergene for at dæmpe den uro, som hun følte.

– Jeg kunne sætte mig på en sten undervejs og bare mærke: ”Hold kæft, hvor er jeg stresset”. Jeg skulle gå i lang tid for at falde ned. Jeg følte mig afkoblet fra mit liv, men når jeg gik i naturen lige uden for døren, fandt jeg en følelse af samhørighed – at jeg blev tilkoblet for at blive i samme billede, fortæller Tina.

I sæsonen var der masser af gæster på pensionatet, som fyldte Tinas dage med madkurser, indkøb og den daglige drift, men i vinterhalvåret blev der mere stille.

– Jeg elskede gæsterne og madkurserne, og jeg blev så glad for vintrene i Andalusien, for selvom det blev koldere, var himlen stadig blå, og det savner jeg meget herhjemme på de grå dage. Jeg gik i bjergene året rundt og nød solen og naturen, siger Tina.

Ny begyndelse

Tina kunne mærke, hvordan hendes desperation voksede. Hun følte sig slidt i sit forhold, mærkede, hvordan det ikke fungerede længere, men kunne samtidig ikke overskue at forlade den mand, som hun blev voksen sammen med.

– Vi lærte hinanden at kende, da jeg var 20, og han var 23. Det er mange år, og måske skal man have været igennem en skilsmisse for helt at forstå, hvor hårdt det er at sige farvel.

Alligevel var det det, hun endte med at gøre. Planen var, at hun ville bo for sig selv i Spanien, indtil hun vidste, hvad hun skulle, men da det kom til stykket, kunne hun ikke overskue det.

LÆS OGSÅ: Mette Lindberg om at føle frygt: ”Det er så irriterende at skulle være begrænset af det”

– Jeg fejlede alle mulige ting. Mit system kunne ikke kapere al den angst, som hobede sig op i min krop. Jeg lå i min seng med den smukkeste udsigt og talte i telefon med veninder, mens jeg arbejdede på højtryk indeni for at finde hoved og hale i alting. En dag sagde en af mine veninder: ”Nu kommer du hjem!” Og det var så godt, for det gjorde jeg – og det var også det, jeg skulle. Mine børn, min familie og mit netværk er her, så jeg ville også gerne hjem, men det var en stor omvæltning at tage den beslutning.

Tina kom tilbage til Danmark i maj 2018 og boede i en periode på en drømmeseng hos den veninde, som fik hende hjem, og senere boede hun i et anneks hos en familie. Begge dele i Odsherred, fordi hun havde opsagt sin lejlighed i København for at spare huslejen.

– Jeg fandt mig selv uden en bolig, uden et arbejdsliv og uden et kærlighedsliv! Jeg havde ikke overlevet det seneste år uden mine tætteste veninder, venner og min nære familie. Jeg har også mødt en meget dygtig healer og shaman, som balancerede min energi i hele den periode, og det har helt sikkert også hjulpet mig, fortæller Tina.

Tina Scheftelowitz
Foto: Columbus Leth.

Hun kalder de seneste år for ”en sindssyg helingsproces” – og undervejs har hun fundet ind til en kerne af angst, som hun i dag mener har defineret hendes liv.

– Det går generationer tilbage, for jeg er af jødisk afstamning, og mine forældre flygtede med deres forældre til Sverige, da de var børn under krigen. Den jødiske historie, frygten for holocaust og udryddelse, er en dødsangst, som også har siddet i min krop. Ikke bevidst, men ubevidst. Det har ført til så meget uro, og jeg tror, at årsagen til de mange konflikter og den vrede, som var mellem min eksmand og mig, også kan føres tilbage til den følelse, siger hun eftertænksomt.

Tinas tidligere svigerfar blev taget til fange af Gestapo, da han var ung frihedskæmper. Var det ikke for befrielsen, som kom få dage senere, var han blevet henrettet af det hemmelige, tyske statspoliti.

– Det har naturligvis sat sine spor, sådan som jeg ser det. Både min mand og jeg havde noget med os, som gav os nogle mønstre, vi ikke forstod omfanget af, mener Tina.

Den selvudvikling, som hun har gennemgået og stadig er i gang med, begyndte i virkeligheden for 10 år siden, kan hun se i dag. Dengang døde en af hendes nære veninder, og det slog den dengang 45-årige Tina helt omkuld.

– Hun døde bare. BUM! Jeg fik en total nedsmeltning og var nødt til at tage en meget lang pause fra mit arbejde, for jeg kunne slet ikke noget. Jeg har altid knoklet, og dengang kørte jeg derudaf med 500 kilometer i timen, men hendes død rørte ved noget så dybt i mig, at jeg følte, at jeg var nødt til at åbne mit hjerte for at overleve. Hvad det betød, kunne jeg ikke sætte ord på dengang, men i dag kan jeg se, at det var der, jeg begyndte at ændre på mine prioriteter i livet, og måske var det begyndelsen på den beslutning, jeg tog i Frigiliana.

Tina taler langsomt og vejer sine ord. Hun holder pauser og ser på et fjernt punkt. Nogle gange skal hun snakke sig ”ind til kernen”, som hun siger.

– Jeg var bange for at gå alene, men jeg måtte jo gå vejen væk. Skridt for skridt. Jeg var bange for, hvordan jeg skulle klare det økonomisk, hvad jeg skulle finde på at lave, om jeg nogensinde ville finde en partner igen. Det var ren dødsangst, for hele min eksistens føltes flydende, men jeg valgte at åbne døren ind til min angst og gå igennem den. Jeg kunne ikke længere pakke det væk.

Frygt og kærlighed

Da Tina opdagede, at hun kunne overvinde sin angst ved at udfordre den, blev hun mere modig. Hun har investeret i at give sig selv en international lederuddannelse, som er baseret på indiansk visdom.

– Jeg har fået uddybet min forståelse af den dybe sammenhængskraft, der er mellem naturen og mig. Jeg har indset, at jeg er et væsen på den her planet sammen med andre væsener. For mig har det været helt særligt at mærke den forbundethed, der er både mellem os mennesker og mellem mennesker og naturen, siger hun og klapper let på græsset med håndfladen, før hun fortsætter:

– Det er svært at forklare, men jeg er nået til et sted, hvor jeg føler mig forbundet og koblet til! Før følte jeg mig mest frakoblet i den forstand, at jeg ligesom ikke så det, som jeg var i. Jeg mærkede det ikke, men at gå i skoven og åbne sanserne for naturens kræfter og helende virkning har hjulpet mig derhen.

LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund: "Urimeligt nok føles ulykken langtrukken, mens lykken kommer i glimt"

Nu går Tina hver dag en tur i skoven, som ligger lige overfor hendes hjem. Vi går derind. Herinde, blandt bøg, eg og grantræer kan hun finde ind til sin kerne, hvis den forsvinder af syne, men hun kan også bare lade batterierne op.

– Jeg kan bedst lide at gå alene, for når man går og snakker, bliver naturen bare en kulisse. Jeg går også med en god veninde, som jeg kan være tavs sammen med, eller vi kan beundre og sætte ord på det, vi ser og mærker, forklarer Tina.

Tina Scheftelowitz
Foto: Columbus Leth.

Sollyset skaber et spil mellem lys og skygge mellem træerne, som danner en hvælving over grusvejen.

– Jeg får altid følelsen af, at jeg går gennem en katedral, når jeg går lige her, siger Tina.

Hendes stemme er rolig, og stenene knaser under fødderne og bryder stilheden. Hun stiller sig mellem to træstammer, som tilsyneladende er vokset ud af samme rod. Den ene er en bøg med glat stamme, og den anden er en birk, hvis bark er tyk og på vej til at krakelere.

– Her står man godt, siger hun med et smil.

Tina Scheftelowitz er på vej til at finde balancen igen. Hun er ikke i mål, og det kommer hun måske aldrig, ”for hvem gør det?” Men hun er på vej.

– Det er en lang, lang proces at forlade det, som jeg elskede, og der er stadig en smerte, men jeg vil holde mit hjerte åbent. Jeg er helt klart ved at orientere mig på ny i livet, og jeg er på en rejse væk fra frygten og ind i mine længsler og kærligheden. Mit liv skal være smukt, let og sjovt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Bøger