Mumitroldene er langt fra det eneste, Tove Jansson er kendt for
Den finske kunstner Tove Jansson kunne meget mere end at tegne og skrive om de kære hvide Mumitrolde. Hun skabte også store oliemalerier af klipper og hav, karikaturtegninger af Hitler og Stalin og romaner om sin barndom. Hendes eventyrlige værker bliver nu vist på Kunstforeningen Gl. Strand i København.
Mon ikke der har stået en bog med Mumitroldene i barndommens bogreol eller den hvidmalede tallerkenrække, som mange mødre er enige om, er den skønneste måde at opbevare børnebøger på. De hvide dyr med runde maver og muler er nemme at holde af, nuttede og kloge.
Selv har jeg troligt siddet foran skærmen lørdag morgen og set tegnefilm om de bløde figurer. Både da jeg var lille og hundeangst for fyrige Lille My og i gymnasietiden, hvor jeg lå på min boksmadras omgivet af savsmuldstapet med tømmermænd. Nu forstod jeg, at det var muligt at være konstant hidsig uden grund. Der lurer hele tiden en fare under den idylliske overflade i Mumidalen, men den bryder aldrig ud. Som da Mumifar bliver væk, eller kometen nærmer sig jorden. Mumifar kommer hjem igen, og kometen rammer ikke jorden. Phew.
Damen bag Mumitroldene er den finske børnebogsforfatter og illustrator Tove Jansson, som måske ikke vækker helt så stor genklang som sin svenske kollega Astrid Lindgren, som alle, i hvert fald i Danmark, kender som kvinden bag Emil og Pippi. Det skal der laves om på nu. For udover Mumitroldene er Tove Janssons bagkatalog også så tætpakket af også oliemalerier, akvareller, tegninger og romaner, at kunstmuseet Gl. Strand i København har valgt at dedikere en hel udstilling til hende, som du kan opleve fra 10. juni.
– Tove Janssons engagement i kunstens potentiale er udtalt, hvordan den kan skabe mening og sammenhæng i tilværelsen. Kunsten kan kritisere og bryde tabuer, men også indfange det nære, familien, vennerne og den natur, der var så stor en del af hendes liv. Hun havde et drive og en kompromisløshed, der er uforlignelig. Hun levede det liv, hun gerne ville, og lavede de ting, hun gerne ville. Hendes liv var kunsten, og kunsten var hendes liv, siger Anne Kielgast, som er kurator på udstillingen.
I sit voksne liv og helt frem til sin død i 2001 levede Tove Jansson i et forhold med en kvinde, kunstneren Tuulikki Pietilä, og det var ikke hverdagskost dengang for et halvt liv siden i Finland, hvor homoseksualitet var forbudt indtil 1971. Det var Tove Jansson sådan set ligeglad med. Tuulikki gjorde Tove glad og inspirerede hende til figuren Too-ticki, der altid stod klar til at rådgive Mumitroldene, og som boede i Mumitroldenes badehus. Selvfølgelig skulle kærligheden sejre. Ligesom retfærdigheden. Tove Jansson var politisk engageret før, under og efter Anden Verdenskrig, hvor hun tegnede anti-krigs- og anti-fascistiske illustrationer til det finske svensksprogede satiriske tidsskrift Garm. Hitler og Stalin fik alt andet end medvind af Tove Janssons streg.
– Tove var meget ligetil og ærlig og levede ud fra sin egen tro og overbevisning. Hun var en modig kvinde foran for sin tid, som ønskede en fredelig verden, hvor alle ville behandle hinanden retfærdigt og med respekt, siger Tove Janssons niece Sophia Jansson om sin faster. Sophia Jansson er kreativ direktør og formand for Moomin Characters Oy Ltd, der ejer rettighederne til Mumiuniverset.
LÆS OGSÅ: Sådan gik ikonisk modehus fra sorte kjoler til pink pvc-bukser
Mumilivet
Første gang et dyr fra Mumiuniverset stak sin snude frem var i 1943, da Snork pludselig stillede sig op ved siden af Garms logo på forsiden af det satiriske tidsskrift. Så stod han og lænede sig op af Tove Janssons signatur, og nogle gange havde Tove endda givet ham lov til at optræde i hendes små tegneserier. Og hvem var nu det? En tyk hvid trold begyndte også at optræde jævnligt i tegningerne i Garm. Mumitrolden var født. Det engelske dagblad The Evening News faldt også for dyrene, og fra 1952-1959 forfattede og tegnede Tove Jansson en Mumistribe til avisen hver dag undtagen søndag. I 1959 overtog og tegnede hendes bror Lars Jansson den daglige stribe. Tove Jansson havde nogle år tidligere regnet ud, at Mumi ville blive elsket. I 1945 udkom hendes første Mumibog ud af ni. Den sidste kom i 1970.
– Mumitroldene er udtryk for et nuanceret og sympatisk univers. De er umiddelbart nuttede og imødekommende i deres streg, men de er så meget mere. Tove Jansson insisterede på, at børn kan forholde sig til store og umiddelbart svære emner og følelser som melankoli, utryghed og uhygge. Det møder vi ikke så tit i børnekultur. Kompleksiteten i universet giver mulighed for at vende tilbage til historierne og tegningerne livet igennem. En voksen får nuancer i historierne med, som en seksårig helt naturlig ikke opfanger, siger Anne Kielgast.
Persongalleriet afspejler den virkelige verden, og det er for de flestes vedkommende muligt at spejle sig i en af figurerne. Filifjonken, der lider af ordensvanvid, Mumrikken, den introverte kunstner, og de egoistiske Hermuler. Og så er der noget med køn. Eller mangel på samme. Tal om at Tove Jansson er gender-equality-aktuel. Så kan det godt være, at Mumifar har en høj hat, og Mumimor har forklæde på, og de er gift med hinanden. Men klassiske kønsrollemønstre er der intet af. Ligesom de to kjoleklædte trynedyr Tiuhti og Viuhti går rundt med hinanden i hånden og bærer på en kuffert med hemmeligt indhold, deres hemmelige kærlighed?
– Trods det, at Mumifamilien tilsyneladende er en kernefamilie med far, mor og barn, så har der også været opmærksomhed omkring familiens åbenhed over for det nye og det fremmede. Og hvordan Mumifar ikke nødvendigvis er den, der har overblikket og styringen i familien. Man skal huske på, at Tove Jansson skabte sine fortællinger i midten af 1900-tallet i et frisindet kunstnerisk miljø, men også i et traditionsbundet land, hvor homoseksualitet først i 1981 ikke længere blev defineret som en psykisk sygdom, siger Anne Kielgast.
LÆS OGSÅ: Her boede Coco Chanel
Kunstnerblod
Det var pænt nærliggende, at Tove Jansson skulle blive kunstner. Faderen, Viktor Jansson, var billedhugger og moderen, Signe Jammarsten-Jansson, var illustrator.
Tove Jansson voksede op i Helsinki, og som 16-årig læste hun kunststudier på en teknisk skole i Stockholm, et par år senere læste hun videre i Helsinki og sluttede sine studier af på kunstskoler i Paris. Udover Mumitroldene og de satiriske tegninger malede Tove Jansson en masse selvportrætter, illustrationer til andre børnebøger og store vægmalerier.
– Tove Jansson insisterede på at male, også da Mumitroldene blev så populære, at hun uden problemer alene kunne dedikere sin tid til dem. Senere i livet kastede hun sig over skønlitteraturen og skrev en række bøger med afsæt i egne oplevelser, siger Anne Kielgast.
– Det, der mest af alt gjorde Tove særlig, var hendes evne til at skrive om eviggyldige temaer som venskab, familie, ensomhed, lykke og naturen på en meget personlig og alligevel universel måde, siger Sophia Jansson.
Den nordiske natur havde Tove Jansson helt tæt på, når hun hver sommer pakkede sin taske med badedragter og -kåber for sammen med Tuulikki Pietilä at tage i sit sommerhus på den lille klippeø Klovharu, hvor hun bandt blomsterkranse og malede havet, træerne, solen og klipperne.