To kvinder om at savne deres mødre: "Jeg savner hendes humor og fantastiske bemærkninger"
Forholdet til mor er ofte det, der varer længst, ikke mindst i minderne. Mor kan være den bedste i verden, og den værste, men aldrig ubetydelig. To kvinder fortæller om det spor, deres mødre har efterladt i dem.
Eva Rasmussen, 74 år, pensioneret sekretær og datter af Klara Grøn, som blev 98 år
– Min mor var en rigtig dame. Hun var 32, da hun fik mig, så hun var en "gammel" mor dengang i 1940-erne, fortæller Eva Rasmussen om sin mor, Klara, der var sygeplejerske og arbejdede, indtil hun fik sin første datter.
– Da jeg gik i femte klasse, ville jeg ikke have, at hun fulgte mig i skole længere. Hun var sådan en dame i spadseredragter og hat, mens de andres mødre var yngre. Men hun var også en fantastisk mor.
Eva var et ønskebarn. Forældrene blev gift, fem år før hun blev født, og var begyndt at tale om adoption, da Eva meldte sin ankomst. Moren arbejdede ikke længere og kastede alle sine kræfter ind i moderskabet
– Mit første minde er en meget kærlig mor. Jeg husker, at hun badede mig og legede med mig, og jeg kan stadig mærke den følelse af nærhed i kroppen, siger Eva.
– En vinter byggede hun en iglo i haven, og så sad vi derinde med stearinlys, mens hun læste op for mig og min lillesøster. Den blidhed savner jeg stadig.
LÆS OGSÅ: Præst Kathrine Lilleør: "Jeg tror på et liv efter døden"
Dominerende meninger
Der var dog også en anden side af Evas mor: Den handlekraftige, bestemte mor, der stod på sin ret og fyldte meget.
– Engang var vi på ferie på Bornholm og boede tilfældigt på samme hotel som skuespillerinden Asta Nielsen. Hun ville spille bridge i fællesstuen og klagede over, at min søster og jeg legede samme sted. Min mor fortalte hende uden videre, at hun måtte leje et separat lokale, hvis hun ville have ro. Asta Nielsen skulle ikke skælde ud på os, fortæller Eva, der også husker, hvordan hendes mor satte den berygtede skoleinspektør på døtrenes skole på plads, da hun ikke syntes, han levede op til sine forpligtelser.
– Jeg var meget stolt af hende, og jeg savner hendes humor og fantastiske bemærkninger, fortæller Eva, som dog også husker sin mor som én, der fyldte meget og ikke altid levnede plads til andre.
– På min fars 80-års-fødselsdag havde hun bestemt, at han ønskede at besøge et motorcykelmuseum. Det handlede ikke om ham, men om, at hun så kunne fortælle om dengang, hun kørte dameløb på Holbæk Ring på sin Norton motorcykel, og brillere med al sin viden om motorcykler.
Også i forhold til døtrene fyldte Evas mor godt op. De fik frihed og muligheder, men havde også svært ved at gøre sig fri af en mor med mange meninger og en stærk vilje.
Svær at leve op til
– Da jeg selv blev mor, elskede min mor sit første barnebarn. Hun var begyndt at arbejde deltid, men ville nu sige sit job op, så hun kunne passe min søn. Det sagde jeg nej til. Jeg kunne mærke, at hun ville få alt få meget indflydelse i mit liv, hvis hun kom hver dag, fortæller Eva og uddyber:
– Hun var en stærk mor at gøre op med. Faktisk var jeg 50 år, før jeg for alvor fik klippet navlestrengen til hende. Hun skulle nok have givet slip på mig noget før, forklarer hun.
– Jeg er meget min mors datter. Jeg har min retfærdighedssans fra hende; der skal være orden i tingene. Men jeg ved ikke, om jeg kan sige, at jeg har været en lige så god mor selv. Hun var svær at leve op til.
Elisabeth Møller Jensen, 70 år, pensioneret direktør for Kvinfo og datter af Gudrun Borgholm, som blev 53 år
Elisabeth Møller Jensens mor beskrev sig selv som "både den gode mor og den onde mor". Det var hendes måde at sætte ord på den bipolare lidelse, der kastede hende ud i depressioner, selvmordsforsøg og misbrug og gjorde hende til en svær mor at vokse op hos i arbejderhjemmet i Lemvig.
– Der var to versioner af min mor, som jeg skulle huske, men i mange år var det den mørke side, der fyldte, fortæller Elisabeth.
– De værste år var, fra jeg var 14, til jeg afsluttede gymnasiet. Det fylder meget at have en mor, der er forfærdeligt deprimeret, græder hele tiden og på alle måder kommunikerer, at livet ikke er værd at leve. Hun appellerede til, at jeg skulle gøre noget, men det kan man jo ikke, når man kun er et barn.
LÆS OGSÅ: Lotte er hospitalspræst: "Vi ved, at kærligheden ender ulykkeligt. Alligevel tør vi elske"
Glemte kærligheden
Det var ikke, fordi Elisabeth ikke vidste, at der også gemte sig en anden mor et sted i erindringen, og hun har også lyse barndomsminder.
– Jeg husker tydeligt, da jeg var tre-fire år og sad bag på min mors cykel, mens vi kørte op over Lemvigs bakker. Vi sang hele vejen. Hun havde en lys, glad side, som kunne løftet én, fortæller Elisabeth.
Det var dog ikke, før Elisabeth begyndte at skrive sit eget erindringsværk, at hun for alvor kom på sporet af "den gode mor".
– Jeg startede med at skrive om hendes barndom og forudsætninger. Jeg læste alle hendes breve til hendes mor, hvor hun blandt andet fortalte om sin kærlighed til os børn, og jeg læste brevene mellem mine forældre, da de som unge skrev om deres drømme for livet. Her kom jeg på sporet af en mor, jeg godt vidste var der, men som jeg næsten havde glemt. Jeg havde mistet fornemmelsen af både hendes kærlighed til mig og min kærlighed til hende, siger Elisabeth.
– Det er ikke helt løgn, når man siger, at man vælger sin egen barndom. Hvad er det for en version, man tager til sig? Der er stor forskel på at leve med den smerte, min mor repræsenterede, og at leve i glæden over, at man også fik en masse kærlighed. Jeg skrev mig tilbage til den kærlighed, pointerer hun.
Ligheder dukker op
Elisabeth kom også på sporet af en mor, der var glad for at skrive og læse, som formulerede sig fantastisk og fandt glæde ved sproget. Ligesom hun selv.
– Min mor sagde tit, for at drille mig, at jeg lignede hende. Det brød jeg mig ikke om, men jeg er begyndt at sætte pris på det. Mit sprog, min glæde ved litteratur og at skrive, har jeg fra hende. Hun var fantastisk til at holde taler; alle sad og ventede på, at det blev hendes tur. Jeg syntes, det var pinligt, og sneg mig altid ud, men i dag kan jeg genkende glæden ved at have noget at sige til andre og skabe kontakt.
Elisabeth blev som den ældste datter sin mors fortrolige. I tilbageblik kan hun se, at hun fik for meget at vide, og selv har hun været meget privat i forhold til sine børn. Generelt er meget i hendes personlighed blevet til i modsætning til morens person.
– Hvis der var noget, jeg ikke ville, så var det at blive som hende. I en alder af 12-13 år lagde jeg afstand til hende. Vi skal alle trække os ud af symbiosen og blive os selv, men for mig handlede det om ren og skær overlevelse. Jeg forstod, at jeg skulle stå af, passe på mig selv og klare mig selv derfra, fortæller Elisabeth.
Hun kan i dag se sin mors liv i et større perspektiv, og med forståelsen er kommet en tilgivelse, som har givet hende fred med mindet om moren.
– Hendes skæbne hang også sammen med hendes vilkår som kvinde. Hun var højt begavet, men fik aldrig mulighed for at udfolde den, hun var. Hvis hun havde fået afløb for sit indre liv, tror jeg, det ville være gået hende anderledes. Hun ville stadig have haft psykiske problemer, men med andre muligheder for at udfolde den, hun var, kunne hun måske have fundet en anden styrke.
Artiklen er opdateret den 2. oktober 2017.