Tre søstre giftede sig på samme dag for 41 år siden: Vi er stadig lige lykkelige

Hultsjö Kirke i Småland var fyldt til sidste plads, og Lena Ahnstedt var ved at besvime af nervøsitet. Den 8. august 1981 giftede hun sig med sin Ingemar. Og ikke nok med det: Hendes ene storesøster Birgitta Karlsson sagde ja til sin Kenneth, og den anden, Ulla-Britt Isaksson, lovede at elske Rolf i lyst og i nød.

Det var noget så sjældent som et tredobbelt bryllup, og hele landsbyen ville være der, når de unge par blev føjet sammen. Glæden og lykken var stor, og det er den stadig i dag. De tre par holder stadig sammen, og i år kan de fejre 41 års bryllupsdag.

LÆS OGSÅ: Nynne Bjerre: "Det er måske dét, som gjorde, at jeg ikke følte mig tilpas i mit køn"

"Men et ægteskab skal man passe og pleje. Ellers kan der komme noget andet i vejen. Det vedligeholder jo ikke sig selv," siger Lena, 61, og de andre nikker samstemmende.

Ulla-Britt, 65, og Rolf, 70, har holdt sammen i 51 år. Hun var kun 14 et halvt år, da de blev et par. Men de bestemte tidligt, at det skulle være de to, og efter nogle år flyttede de sammen.

En dag ringede telefonen. Det var lillesøster Lena, som fortalte, at hun og Ingemar og Birgitta og Kenneth havde bestemt sig for et dobbeltbryllup og ville høre, om ikke også Ulla-Britt og Rolf skulle være med.

"Jeg kan huske, at jeg råbte til ham og spurgte, om vi ikke også skulle være med til at gifte os," siger hun og griner.

"Han nikkede bekræftende til svar, og vi bestemte os for et tredobbelt bryllup. Ellers havde vi måske aldrig giftet os. Det med at gifte sig var ikke så populært på det tidspunkt."

Mor Alice og far Olof var ligesom to ældre søskende glade for, at døtrene tog det traditionelle valg. De bestemte sig også for lysning – bekendtgørelse af brylluppet – i forældrenes have, og der var ingen ende på lykønskningerne. Gården var fuld af slægtninge, venner og bekendte, som ville lykønske de kommende brudepar.

"Jeg kan huske, at mor var bange for at løbe tør for kager," siger Birgitta, og ler.

"Hun var oppe klokken fire om morgenen for at bage."

Men der var kager nok, og gift blev de, og et liv som ægtefæller kunne tage sin begyndelse.

Lena og Ingemar blev i området og drev et landbrug, hvor de altid har arbejdet side om side. De har om nogen holdt sammen i lyst og nød, for de har tilbragt både arbejdstid og fritid sammen.

I dag har deres yngste søn overtaget gården. For fire år siden lavede de et generationsskifte, hvor de byggede en etplansvilla i forbindelse med gården. I dag har Lena stadig en fod indenfor på gården, men nu som ansat, samtidig med, at hun arbejder med lokal turisme. Og Ingemar, 65, arbejder med husdyrbrug.

Et særligt løfte

Birgitta, 63, og Kenneth, 69, har også boet i Sävsjö kommune hele livet. Han er pensioneret og bruger sin tid på renovering af parrets hus, jagt og fiskeri.

"Det er godt at have servicepersonale derhjemme," siger Birgitta med et grin. Hun arbejder på et socialt bosted og er i lighed med sine søstre et sandt energibundt.

Hun cykler til og fra jobbet, 15 kilometer væk. Og når hun efter fyraften tramper hjem igen, er hun klar til at passe børnebørn, tage på jagt, fiske krebs eller tage en tur med campingvognen.

"Der er altid noget i gang, siger hun med et grin."

Til forskel fra søstrene er Ulla-Britt og Rolf flyttet omkring og har boet forskellige steder. I dag har de hjemme i Varberg, Rolf har været pensionist i nogle år, og de er bl.a. ivrige golfspillere.

"Men jeg har stadig et lille konsulentfirma og har ikke forladt arbejdsmarkedet helt endnu," fortæller hun.

Søstre og svogre kan se tilbage på 41 begivenhedsrige år sammen, og da de giftede sig, gav de hinanden et særligt løfte: Hvert femte år skulle de finde på noget at lave sammen. Og sådan er det blevet. Udrustet med en stor portion rejselyst har de besøgt Madeira, Portugal, USA, Sicilien, Kreta, Trysil, Oman og senest Skagen.

LÆS OGSÅ: Lene Beier: ”Jeg reagerede på alle de dødsfald ved at blive meget vild i skolen”

"Vi fejrede vores 40-års bryllupsdag med at tage til Skagen," fortæller de.

"Vi cyklede, spiste god mad, badede og tog på picnic. Oprindelig havde vi tænkt os at cykle i det nordlige Tyskland, men de planer måtte vi opgive på grund af corona."

De tre par har det tydeligvis hyggeligt sammen og trives i hinandens selskab. Og sådan har det været helt fra starten, da de tilhørte samme vennegruppe i 70’erne.

"De bedste bliver taget først," konstaterer Ulla-Britt og giver Rolf et varmt smil.

Kærligheden består og er både slidstærk og trofast. Og denne sekstet er enige: Alle ville have truffet samme valg i dag.

"Rolf er en fantastisk livskammerat," forsikrer Ulla-Britt. Jeg kan kun se gode sider hos ham. Han er fleksibel, livsglad og generøs.

De har udviklet sig sammen, haft gode job og heldigvis været raske. Hun sammenligner sit liv med en rejemad, og Rolf er ikke sen til at følge trop:

"Ulla-Britt er dygtig, energisk og let at elske. Vi har det sjovt og laver mange ting sammen, og sådan har det også været, når vi har haft arbejde langt fra hinanden."

Fulgte præstens ord

Birgitta og Kenneth er også et fast sammentømret par, som kun har godt at sige om hinanden. De har fælles interesser, og begge har et positivt livssyn.

"Han er altid glad og er både rolig og tålmodig," siger hun og smiler.

Og han svarer:

"Birgitta er klog, sød og betænksom."

Lena og Ingemar har altså været ved hinandens side som ægtefolk, siden hun var 20 år, og regner med at være det resten af livet. De har været sammen døgnet rundt, men bliver aldrig trætte af hinanden.

Vi er vokset sammen, og han er en fantastisk livskammerat, som kan det meste, opsummerer hun.

Ingemar smiler til svar og beskriver så, hvad der er det bedste ved Lene:

"Hun er handlekraftig, sød og smuk."

For de tre søstre og svogre har der aldrig været andre, og det kommer der heller aldrig til at være. De fandt den rette i første forsøg og tog præstens ord alvorligt.

"Jeg kan huske samtalen med præsten før vielsen," siger Rolf. Han ville have, at vi skulle love at holde sammen, men jeg turde ikke give det løfte og svarede, ”Jeg skal forsøge”.

Men nu har både han og de andre klaret det – i 41 år!