Trine fejrede jul på hospice: "Det var ægte. Det handlede om kærlighed og ikke om gaver"
Mød Trine, der fejrede jul på hospice med sin mor.
Trine vidste, at det ville blive den sidste juleaften med hendes mor. Hun ønskede, at hun kunne stoppe tiden, for så snart hun trådte ud af døren til Sct. Maria Hospice i Vejle, var der ingen vej tilbage. Der var ikke en ny jul at se frem til. Trines mor ville ikke være der, når træet blev tændt året efter.
I dag, syv år senere, tænker Trine Louise Jensen tilbage på netop denne juleaften som både den værste og den bedste. Den værste, fordi hun vidste, at det var den sidste med hendes mor. Den bedste, fordi aftenen havde fokus på alt det, som julen egentlig handler om.
– Vi var sammen, fordi vi ville være sammen. Det var ægte. Det handlede om kærlighed og ikke om gaver, siger hun.
Trines mor var erklæret uhelbredeligt syg af kræft. Metastaserne havde bredt sig til hjernen, der var ikke mere at gøre, og 21. december blev hun indlagt på hospice.
En engel i rummet
Tre dage efter sad Trine med sin mor og resten af familien sammen med 11 døende og deres pårørende omkring et langbord og fejrede juleaften. De var sammen med mennesker, de aldrig havde mødt tidligere og aldrig har mødt siden. Men alle delte samme skæbne: Et nært familiemedlem var uhelbredeligt sygt, og de ville alle have det bedste ud af den sidste juleaften.
– Jeg kan huske den særlige stemning. Det var smukt på en måde, der næsten ikke var til at rumme, husker Trine.
– Efter den oplevelse har jeg forstået betydningen, når folk siger, at der "går en engel gennem lokalet". Der var en ro og fred, man sjældent finder, fortæller Trine og fortsætter:
– Alle sugede hvert et øjeblik til sig. Normalt har vi alle vores mere eller mindre overfladiske traditioner og vaner, som skal opfyldes, for at juleaften føles rigtig. Sådan var det ikke den jul. Her var der tale om et dybere fællesskab.
Mors nisse
Julemiddagen på Sct. Maria Hospice var klassisk, og der var gemt en mandel i risalamanden. Selv om ingen dansede om det store juletræ, blev der sunget salmer, som hver enkelt deltager fik lov at vælge.
– Min mor fik mandelgaven, og jeg ser stadig hendes ansigt for mig. Hun var så glad og smilede. Jeg var ikke i tvivl om, at hun nød, selv om hun vidste, at hun var uhelbredeligt syg og skulle dø, siger Trine.
– Jeg var faktisk heller ikke ked af det i situationen, men det var jeg, da vi kørte hjem. Da jeg sad i bilen, vidste jeg, at julen efter denne aften aldrig ville blive den samme igen.
Trines mor døde i februar 2011. I en alder af 57 år sov hun stille ind på Sct. Maria Hospice med Trine og hendes bror ved sin side.
– Det har taget mig mange år at finde glæden ved julen igen. Også selv om jeg har mine piger og resten af min familie omkring mig. Men min mor mangler, og sådan vil det altid være, siger Trine.
Derfor er det også blevet en tradition, at den lille nisse, som Trine havde med til sin mor på hospice, bliver hængt på en særlig plads på juletræet.
– Den har en speciel betydning. Hver gang jeg sætter den på en gren, mindes jeg den sidste juleaften med min mor. Heldigvis er det minder fyldt med glæde og varme.