Nynne Bjerre Christensen interview Hjemmet
Foto: Claus Boesen "Min første tanke var: Nu har jeg en faglighed. Nu har jeg råd til en bil, en lejlighed og en skilsmisse, hvis det er det, jeg får brug for," fortæller TV-vært Nynne Bjerre Christensen i dette interview med Hjemmet.

TV-vært Nynne Bjerre: ”Der var mange, der ikke syntes, det var så smart at sige jobbet op i DR”

I mange år var Nynne Bjerre Christensen en fast del af værtsholdet på Deadline. I 2017 sagde hun op og valgte at gå selvstændig, fordi familien skulle prioriteres. I dag trives hun i at dyrke kirken og roen - og i alligevel have et skab med tøj på DR.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Hyldevangen i Sengeløse, hvor mine bedsteforældre flyttede til i 1920’erne og grundlagde et frilandsgartneri. De fik fem børn, som alle boede tæt på, så jeg er vokset op med mine fætre, kusiner og bedsteforældre. Der var masser af heste, hunde, gartnerier og en stor frugtplantage at lege i. Det var et dejligt sted at vokse op. Jeg var det, man dengang kaldte en drengepige – jeg har selv én af den slags i dag – og jeg fornægtede min pigeidentitet i mange år og syntes, at kvinderollen virkede anstrengende. Men det var lettere dengang, hvor alle børn uanset køn havde grydehår og smækbukser på. Da jeg blev teenager, kunne jeg godt se, at man kunne bruge drenge til noget, og så lod jeg håret gro.

LÆS OGSÅ: Rikke Hørlykke om sit parforhold: Dette er nok grunden til, at det holder

– Vi boede på et nedlagt husmandssted, en trelænget stråtækt bondegård. Jeg lærte at bestille noget. Vi blev ikke kørt til noget, så ville man til fest i Hedehusene, var det bare otte kilometer ud af en mørk landevej. Min far er en mand, der har fået meget kærlighed, mens min mor kommer fra noget mere velhavende, men vist ikke var så elsket som barn. Det gav nogle kultursammenstød mellem de to og endte i verdens længste skilsmisse. Det var hårde år, som først sluttede, da jeg var 17 år og min søster 19. Den skilsmisse lærte mig, at der kan ligge mange slanger under gulvtæppet.

Dit livs omvej?

– Da jeg var 18 år og skulle tage kørekort, fortalte min kørelærer, Jan, mig, at han skulle på en Grønlandsekspedition for at lede efter fysiske rester af en ekspedition fra starten af 1900-tallet. Min far havde rejst meget i Grønland, og der stod mange bøger derhjemme om Grønland, så jeg sagde til Jan, at hvis han manglede en til at tage med, meldte jeg mig frivilligt. Jan og jeg var af sted til fods og med kano i en måned, hvor vi afsøgte et stort område for spor efter ekspeditionen. Vi fandt ikke rigtig noget. Vi var virkelig pressede undervejs, for sneen var så blød, at vi hverken kunne sejle eller gå i den, og vores telt stod nærmest på en klippeskråning. Hver dag skulle vi over radioen kalde Station Nord og sige, om vi havde det godt.

– Hjemme i Danmark havde mine forældre åbnet et brev fra Danmarks Journalisthøjskole for mig, og via Forsvaret havde de fået fat i Station Nord, som kunne fortælle mig, at jeg var kommet ind. Der stod jeg med tågen hængende helt nede om ørerne og bjørne overalt og var totalt slidt ned. Jeg kom ind! Min første tanke var: Nu har jeg en faglighed. Nu har jeg råd til en bil, en lejlighed og en skilsmisse, hvis det er det, jeg får brug for. Det var en fed ting. I 80’erne var alle på røven, og for eksempel mine forældre havde ikke råd til at blive skilt, for ingen havde lyst til at bo i en toværelses i Hvidovre. Jeg havde jo også lært hjemmefra at klare mig selv. Min mand synes dog, det er latterligt, at jeg aldrig kan bede om hjælp til noget.

Hvordan fandt du din levevej?

– Min mor var sygeplejerske, og min far var ufaglært gartner men startede senere et rejsebureau med eventyrrejser. På trods af at ingen af mine forældre havde en studentereksamen, var der tårnhøje forventninger til mig, og jeg klarede mig ikke dårligt. Min farbror var journalist, og min fars fætter var redaktør på Morsø Folkeblad, hvor vi børn indimellem var på sommerferie, og så sad onkel Jens og fortalte om problemerne i kommunalbestyrelsen og lokale trafikuheld. Der var noget ved de to mænd, der var meget tiltrækkende, blandt andet at man kunne rejse og skrive, og det kunne jeg godt se for mig. Jeg var dog ikke den type – som min mand er – der ville omstyrte systemet. Jeg ville bare have stort kørekort til at stille alle mulige spørgsmål.

– Jeg havde egentlig ingen tv-ambitioner, men mens jeg arbejdede på månedsbladet Press, ringede Jens Gaardbo til mig og spurgte, om jeg ville prøvefilmes til TV2. Jeg fik dog aldrig jobbet, så jeg skrev bare videre. Bagefter læste jeg i England og tog en master i europæisk politik. Jeg tænkte, at jeg nok skulle noget med enten udland eller Christiansborg. Men en af mine veninder anbefalede mig på DR som den nye kvindelige Deadline-vært. Jeg troede ikke, hun var seriøs. Skulle jeg sidde sammen med Breum, Krasnik og Strand? Jeg var lige kommet ud af skolen og havde ingen tv-erfaring. Men jeg søgte og fik det, og det blev 12 gode år, selv om der ikke blev andet udland til mig end det, jeg lavede fra TV-Byen. Min udlandsdrøm er aldrig blevet forløst. I det hele taget er mit liv blevet meget anderledes, end jeg forestillede mig – men jeg trives med det.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: ”Det er skørt, hvordan noget så tilfældigt kan være så livsafgørende”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det var ret dramatisk. Simon blev redaktionssekretær på Deadline, mens jeg var vært. Jeg var 30, og han var 35 år. Det eneste, der var lidt uhensigtsmæssigt, var, at han var gift i forvejen, omend i et anstrengt forhold, som ventede på at finde sin afslutning. Og det gjorde det, for vi var ikke i tvivl om, at det var det, vi skulle, men der fulgte nogle komplicerede år med mange diskussioner om deres datter.

– I bakspejlet kan jeg se, at der også blev brugt for meget energi på skænderier om gymnastiktøj og hvem, der skulle have hvilke dage. Jeg blev lidt af en mediator, for Anna Sofies mor havde tillid til mig. I dag har hun en ny mand, og faktisk tager vi alle sammen på skiferie sammen en gang om året og har også fejret jul sammen. Alle er gode venner, og alt er tilgivet. Jeg kan kun anbefale, at man dropper slagsmålene og taler hinanden op foran børnene i stedet for ned. I dag er Anna Sofie 23, og jeg kan se, at glæden ved at have glade forældre, som trives sammen, aldrig stopper.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det sker ikke så tit, fordi jeg har været på DR2, som er mere segmenteret. Men jo, nogle gange i Føtex kan jeg godt se, at folk står og kigger lidt. Jeg bliver vist heller ikke genkendt så meget, fordi jeg ser meget forskellig ud, alt efter om jeg er hjemme eller på skærmen – du får altså en ordentlig omgang makeup på, når du er på tv. Men når jeg så går en tur på Bogforum, så skal jeg love for, at jeg møder mine seere. I flere år lavede Klaus Bundgaard (vært på TV Avisen, red.) og jeg en konference sammen i Jylland, så en gang om året fløj vi sammen fra Kastrup, og så gik jeg gennem lufthavnen i hælene på Klaus Bundgaard, og dér kunne jeg virkelig mærke forskellen på DR1 og DR2. Der var jeg bare hende, der gik ved siden af Klaus Bundgaard.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Mine bedsteforældre kom i valgmenigheden Vartov, som har en mere grundtvigiansk, kritisk tilgang til kristendommen. Findes Gud og i hvilken skikkelse? Det passer mig ret godt, at det er lidt skeptisk. Den menighed er et gennemgående tema i mit liv – på en meget diskret måde. Jeg er kommet der hele mit liv, men det er nok kun sket en enkelt gang siden i sommer. Jeg sidder der ikke hver søndag klokken ti, men indimellem tvinger jeg ungerne derind. Hvis mine børn vil konfirmeres, skal det også foregå derinde. Simon er heldigvis også blevet glad for at komme der, for han kan godt lide konservatismen og tilhørsforholdet. Han havde nok ikke købt det, hvis jeg var Jehovas Vidne.

– Religion er et værdigrundlag og tryghed for mig. Kulturkristendommen ligger i alt, hvad vi laver, men alligevel er det så akavet, når vi skal til nadver eller gudstjeneste, og folk træder næsten to skridt tilbage, når jeg siger, at jeg kommer i en valgmenighed, men for mig er det en kulturbærer og et socialt tilhørssted. Mine bedsteforældre fik der et værdigrundlag, som jeg har bragt videre. Når jeg har modtaget nadver, og præsten siger: ”Fred være med jer”, så falder skuldrene på plads.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Der var mange, der ikke syntes, det var så smart at sige jobbet op i DR i 2017 for at lave et eller andet uklart. Men jeg havde ikke energien til at fortsætte, så jeg blev selvstændig. I dag modererer jeg konferencer og debatter. Derudover vikarierer jeg stadig på både radio og tv, og jeg har stadig et skab med tøj på DR. En dag skal jeg nok vende tilbage og lave mere tv, men jeg kommer hele tiden til at tage et år til. Det var jo også fordi, jeg gerne ville være hjemme i de år, hvor børnene er her. Klara er 13 år, og jeg ved ikke hvor længe endnu, hun har brug for mig. Og så ville jeg gerne flytte mit arbejdsliv fra aftener, weekender, pinsen og fucking juledag og i stedet arbejde som normale mennesker.

LÆS OGSÅ: Camilla og Martha fra Alene i Vildmarken: ”Det er vores forhold, der har båret os igennem det”

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Jeg købte det her hus, uden at Simon havde set det, for han hader ejendomsmæglere. Jeg kom fra Vesterbro, men Simon nægtede at bo i København, og så blev det her i Dyssegaard. Simon syntes, det var for dyrt, men huset kunne han godt lide. Engang drømte jeg om at bo på landet, og på en måde er jeg kommet til det, for her er otte høns, to hunde, to kaniner, fire børn og to voksne.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er mig, der bestemmer. Undtagen over aftensmad og rengøring, som Simon står for. Han kan for eksempel godt få at vide ”Skat, vi har købt et sommerhus”. Jeg køber også ret ofte biler, så Simon tager bare den, der holder ved fortovet. Men altså han synes aldrig, vi skal gøre noget eller købe noget, så jeg bestemmer. Da jeg sagde, vi skulle have et sommerhus, sagde han ”åh nej”, men jeg kan høre på ham, om det er et tøvende nej eller et kategorisk nej.

Hvem er Nynne Bjerre Christensen?

Nynne fakta.jpg

  • Født i 1974.
  • Uddannet journalist og har en master i European Studies fra King's College i London.
  • Var i praktik på Berlingske Tidende og senere freelancer på blandt andet Press, inden hun blev vært på Deadline, hvor hun stoppede i 2017.
  • Gift med nyhedschef Simon Andersen, som hun har tre børn og en bonus-datter med.
Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Karriere og Interview