Anne Sofie Allarp
SPONSORERET indhold

Anne Sofie Allarp: I Danmark splitter vi familier

Medierne er for tiden fulde af enkeltsager om børn fanget i det danske familiesammenføringssystems vildveje. Og det er rigtigt kedeligt for alle de politikere og politiske partier, der igennem de sidste tre årtier har skabt et monster af en udlændingelov, som tager sig særligt dårligt ud i selskab med rundkindede og jysktalende børn i skolealderen.

Af:: Anne Sofie Allarp Foto: Luis Gaspar
22. nov. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

For udlændingeloven trives bedst ude af søgelyset, når ingen tænker på, hvad de mennesker, der er kommet for skade at forelske sig på tværs af landegrænser skal igennem af kafkaske pinsler udelukkende for at leve et almindeligt familieliv, betale skat og elske og opdrage deres danske børn sammen. Når ingen sætter ansigt på de mange danskere, der chikaneres af staten for deres valg af partner.

"Hvordan man vil bo, er sandelig ikke et privat anliggende."

Se, de gode naboer i Sverige kommer virkelig til kort overfor en formynderstat som den danske. Vores embedsmænd sidder faktisk og opmåler plantegninger for at se, om et dansk-udenlandsk pars bolig lever op til det lovfæstede antal rum og alternativt antal kvadratmeter. Hvordan man vil bo, er sandelig ikke et privat anliggende.

Og embedsmænd skal også tjekke at boligen, hvis den er et lejemål, har en lejekontrakt, som i modsætning til de ordinære lejeregler, er uopsigelig i tre år. Følger lejekontrakten den almindelige lejelov, eller er den, gud forbyde det, fremleje, kan den udenlandske part udvises af landet. Det samme gælder hvis vedkommende skulle have mere end almindeligt svært ved vores tungemål og ikke bestå sine danskprøver.

Ingen af parterne må modtage kontanthjælp og den danske part skal endvidere stille en økonomisk garanti på godt 50.000 kroner til dækning af eventuelle udgifter det offentlige måtte få i fremtiden i forbindelse med den udenlandske part. Det er ikke nok at tilkendegive, at man er villig til at dække disse udgifter, hvis de rent faktisk indtræffer.

" Børn i Danmark har faktisk kun ret til et familieliv med begge deres forældre, hvis disse er skilt."

Og skulle det dansk-udenlandske par have børn, så er det ikke nogen hindring for deportation af den ene forælder, som det så hjerteskærende sås med udsendelsen for nyligt af lille danske Emma fra Bornholm og hendes taiwanske mor. Børn i Danmark har faktisk kun ret til et familieliv med begge deres forældre, hvis disse er skilt. I det tilfælde beskytter man den danske forælder fra at skulle have samvær med barnet hver anden weekend i for eksempel Brasilien, ved at give den udenlandske forælder ophold.

Skulle kærligheden imidlertid bestå mellem mor og far, så antager man, at hele familien bare kan flytte sammen ud af landet. Love skal jo som regel være adfærdsregulerende, så man kan håbe at dette er en undtagelse, ligesom Ims hovsa-lov fra i sidste uge forhåbentligt er det. For den velintegrerede udenlandske ægtefælle og dennes særbarn kan nu blive i Danmark, hvis den danske part skulle være så uheldig at dø i de år der går, før udlændingen får selvstændig opholdstilladelse. Bliver de imidlertid bare mindeligt uvenner og flytter hvert til sit i en periode, så ryger udlændingen ud, uanset hvor velintegreret og pligtopfyldende vedkommende er.

Befolkningen støtter normalt op om den danske udlændingelovgivning. Den skal være fast og fair hedder det sig, og det er folk som regel enige i, særligt når alle de voksne og børn, der fanges i reglerne forbliver usete, dele af en statistik og vi kan bilde os ind, at de er nogle af dem, vi alligevel ikke vil være naboer med. Udlændingeloven trives nemlig rigtigt godt hånd i hånd med vores egne fordomme. Men vores fordomme får sværere vilkår i takt med globaliseringen.


"Behandlingen af de ramte par bliver stadigt sværere at forsvare."

Den ene af ægtefællerne er nu udlænding i hvert syvende ægteskab, der indgås i Danmark. Det er efterhånden de færreste, der ikke er i familie med nogen, arbejder sammen med nogen eller har en nabo eller ven, der er ramt af reglerne. Behandlingen af de ramte par bliver stadigt sværere at forsvare, ligesom formynderiet og det næsten fantasifulde bureaukrati bliver stadigt sværere bortforklare for de ansvarlige partier og politikere.

Jeg har selv en søster, som sammen med sin afrikanske mand lever i evig angst for at skulle blive skilt ad på grund af sygdom, arbejdsløshed eller pludselige og uforudsigelige ændringer i boligforhold. Frygten for hvad livet skulle spille af puds i forbindelse med deres ansøgninger om forlængelse af hans ophold er faktisk den mest belastende i en dagligdag, der går med at passe to jobs, to små børn, gå til danskundervisning om aftenen, bestå danskprøverne og ellers leve op til alle de krav, som lovgivningen stiller.


"Statens ressourcer kunne bruges til noget bedre."

Jeg tror ikke på åbne grænser og fri indvandring, og der skal stilles rimelige krav forud for familiesammenføring. Men efter en lovlig sammenføring har fundet sted, og så længe folk forsørger sig selv og opfører sig ordentligt i Danmark, så burde statens ressourcer kunne bruges til noget bedre end at bestemme over deres boligforhold og privatøkonomiske dispositioner. Og danske børn skal naturligvis have ret til et familieliv med begge deres forældre.

At mange af de gældende regler er skabt som betaling for Dansk Folkepartis stemmer til den tidligere VK-regering, gør det bare så meget mere interessant, at den nuværende regering ikke som det første og i rimelighedens navn har afskaffet statschikanen af et udsnit af den danske befolkning. I stedet har den i det store hele bare samlet tråden op, hvor den tidligere regering slap. Og det er virkeligt trist.