Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Veninder er ægte kærlighed
Foto: Tine Harden Veninder er ægte kærlighed

Veninder er ægte kærlighed

Journalist Maise Njor og illustrator Lisa Grue, som mødte hinanden, da de begge arbejdede på Eurowoman, har skrevet bogen SØD TØS, som er en kærlighedserklæring til veninder. Læs Maises fortælling om den første forelskelse, som mødet med en veninde er.

Da jeg kommer ud til bordet med to kopper kaffe, kan jeg se, at Lisa hurtigt lægger sin mobil i lommen. Vi har ellers lige siddet og talt om, hvor lamt det er, at ingen kan være alene to minutter uden at tjekke den lille firkantede elektronikdims, som åbenbart er så spændende, at den skal ses til oftere, end man ville tjekke sit spædbarn, og så hellig, at det er helt i orden at hive den frem midt i en samtale med rigtige, levende mennesker, der sidder over for én. Jeg er lidt utilfreds med hende, indtil jeg et kvarter senere selv falder i, tjekker mine sms'er og kan se, at grunden til, at hun havde mobilen fremme, var, at hun skulle skrive til mig: "Sidder lige på en café og hygger og får nogle gode ideer." Det syntes jeg var ret sjovt. Og det gik op for mig i løbet af samtalen, at det ikke gjorde nogen forskel, at vi ikke har set hinanden i lang tid, for med nogle mennesker kan man bare fortsætte, hvor man slap.

LÆS OGSÅ: Her er de 5 største trusler mod dit venskab - og hvordan du klarer dem

Jeg kan huske Lisa fra dengang, jeg arbejdede på Eurowoman og så hende første gang, da hun kom ind ad døren og skulle være vikar. Jeg kan huske, at hun sagde sådan ca. det stik modsatte af, hvad man forventede, der ville komme ud af munden på en lille sød, blond pige – og det gav mig lyst til at lære hende bedre at kende. Med årene er det gået op for mig, at mødet med en ny kvinde, som man gerne vil være veninde med, kan være som en slags forelskelse. Det er jo selvfølgelig ikke helt det samme, som når man møder en, man gerne vil være kæreste med. Men det er en form for forelskelse. Sådan har jeg i hvert fald haft det mange gange. Det har ikke været på en måde, hvor jeg fik sommerfugle i maven og ikke kunne sove, og desværre har jeg heller ikke oplevet at blive ude af stand til at spise. Men jeg har oplevet mig selv live op, være sjovere end normalt, mere beleven og ekstra hensynsfuld, når jeg var sammen med en kvinde, som jeg godt kunne lide. Og helt patetisk: gerne ville gøre indtryk på. Jeg taler hurtigere, fortæller min top 10 af sjoveste historier (som alle de gamle veninder kender til bevidstløshed), og jeg kan glæde mig, til jeg skal se hende. Altså glæde mig i en grad, så jeg går og forestiller mig, hvad jeg gerne vil tale med hende om. Det er måske pinligt at indrømme, men sådan er det.

Lang tid før Lisa kom ind ad døren, havde jeg allerede oplevet denne begejstring ved en kollega flere gange. Vi var så heldige, at lige præcis på den arbejdsplads, på det tidspunkt i livet, var vi ni kvinder, der havde et fællesskab så berigende, underholdende og så dejligt, at man ligefrem glædede sig til at komme på arbejde mandag morgen. Det er nok få gange i ens karriere, at man oplever, at man både føler sig som kolleger og veninder med alle dem, der sidder ved bordene omkring én ...

LÆS OGSÅ: "Det virker ikke at pakke dit praleri ind i vattet beklagelse"

Sidste gang, jeg oplevede sådan en magisk synergi, som der kan være, når en masse kvinder er samlet, var, da jeg var til en polterabend. Bruden var helt ærligt ikke sådan decideret dette års model, og det var vi andre heller ikke. Og måske fordi alle tænkte, at der ikke var så mange bryllupper og polterabender tilbage i vores liv, var alle med på at være så platte som muligt. Så der var nøgendragter og weird parykker og morgensjusser og tandemcykling på Strandvejen og champagnesmagning og fitnessstrip. Hvilket normalt ville være ret grænseoverskridende, når man er sammen med en del mennesker, man ikke kender så godt. Ofte når man er til polterabend, er det jo ikke alle, man kender, men de her damer var simpelthen så sjove og opsatte på at give den vordende brud en god dag, at jeg allerede om formiddagen var fuld. Og jeg havde slet ikke drukket noget endnu. Den meget unge lærer med bordeauxfarvet hår og navlepiercing forsøgte desperat at få os til at slange os sexet rundt om en stol og kaste pirrende med håret, men halvdelen af stripperne havde fået sig en praktisk korthårsfrisure, nogle havde dårlige knæ, og vi andre ... Ja, så sexet så det nok heller ikke ud. På et tidspunkt tog jeg tid og kunne se, at vi havde grinet uafbrudt – alle 15 damer – i 25 minutter. Charlotte grinede så meget, at hun faldt om og rullede rundt på græsset – og hvornår har man nogensinde oplevet det med en kæreste?!

For det er jo det: Nogle gange kan ens veninder og gode arbejdskolleger være lige så dejlige som en kæreste. Eller lad mig omformulere: veninder og gode arbejdskolleger er bedre end kærester. Forhold til kærester kan være svære og dumme og krævende, men kærligheden til veninder er af en anden kaliber. Ja, man kan blive virkelig sur på en veninde, og man kan have brug for pauser fra hinanden ... Men de fleste gange vender man jo tilbage. Livet igennem. Og jeg vil vove at påstå, at i en tid, hvor det ikke er normalen, at man bliver gift som 20-årig og bliver sammen resten af livet, er veninder den ægte kærlighed. De er der altid, de er for bestandig, og de tilgiver meget, som man tilgiver dem. Ja, faktisk kan man sige, at veninder lever op til alle de løfter, man ellers giver en mand i kirken, når man bliver gift: "I medgang og modgang, til døden os skiller." Desuden er kvinder meget bedre til at flirte – og så gør det ikke noget, at man bare er venner! Ligegyldigt hvor veltalende eller velskrivende en mand jeg har været kæreste med, har han bare ikke nået mine veninder til sokkeholderne, når det gjaldt en hurtig og sjov oneliner.

For der er så mange lag i kvinders måde at kommunikere på. Og der er så meget, mænd ikke forstår. Ens mandlige venner kan også være sjove og begavede, men dem flirter man bare ikke med, for så bliver det indviklet, og de tilhørende kærester synes som regel heller ikke, at det er i orden. Og det er gået op for mig, at jeg flirter meget mere med kvinder, end jeg gør med mænd. Ikke på en lummer måde eller fordi jeg gerne vil i trussen på dem. Mine veninder er bare hurtigere til at opfange en sjov sætning end de fleste mænd, jeg kender. Så når jeg skriver til Trine og spørger, hvordan det går med parforholdet, og hun sekundet efter sms'er: "Ja, hvem der bare var enke," kan jeg grine af det og ved godt, at hun i bund og grund ikke mener det helt bogstaveligt. Af og til kører sms'erne lystigt frem og tilbage i løbet af dagen, som en slags livline til fornuften og et brud på kedsomheden på en lang arbejdsdag – eller bare som en form for gave til hinanden: Jeg ser dig. Jeg hører dig. Og jeg gider godt bruge tid på at finde på et sjovt svar.

Helt ærligt har de fleste kvinder nok flere hemmeligheder for deres kæreste end for deres veninder. Nogle veninder kan være som en stikling af ens egen hjerne, og en episode er ikke rigtig oplevet, før den har været dissekeret, endevendt og analyseret i samvær med den veninde. Ja, nogle gange har man været så meget inde over en venindes liv og tanker, at man til sidst har svært ved at huske, om man var der selv. Fx fortalte jeg engang min veninde Mette om en rigtig sjov oplevelse. Jeg smurte lidt ekstra på for underholdningens skyld, så hun genkendte ikke historien i starten, men pludselig udbrød hun: "Men ... det var jo mig, der faldt på cyklen iført udklædning!"

Nogle veninder har man fulgtes med siden barndommen, andre er kommet til senere. Og jeg synes, der sker ganske få og små ændringer i, hvad man bruger dem til: Når man er små, leger man sammen, når man er teenagere, har man brug for veninder til at bekræfte, at man er o.k., som man er, og i de første voksenår er de gode at have som støtte. Og så går det faktisk lidt i ring igen, når børnene er større, og man igen har lyst til at lege. Så når man en alder, hvor det er rart, hvis nogen gad bekræfte én i, at man er o.k., og når jeg ser på ældre damer, kan jeg se, at de synes, det er rart med en støtte. Hvis man er heldig, får man måske lov til at tage en tredje runde! Jeg har da i hvert fald set både min farmor og min mormor sjippe, da de var godt over de 70.

Der er snakkene, der er flirten, der er grinene, men veninder kan faktisk også bruges til noget fornuftigt. Fx kom min veninde med egen trailer forbi med en sofa til mig, da jeg var flyttet, en anden fandt et job, som hun syntes, jeg skulle søge, og en tredje tog fri fra arbejde for at hjælpe med at male min lejlighed. Det er kærlighed i kontant, brugbar form. Måske fordi vi alle godt ved, at det er superirriterende altid at skulle spørge en mand om hjælp, og fordi vi efterhånden – efter mange års sidden stille på en stol med et glas rødvin fredag aften – har fundet ud af, at det faktisk kan være enormt sjovt og givende at være sammen om at gøre noget fysisk. Og fordi der har været perioder hos os alle, hvor der bare ikke var en mand i nærheden.

Kærligheden til en veninde kan også blegne. Den kan i perioder have svære kår, eller man kan gå og være tøsefornærmet over noget, som man så til sidst vælger at glemme, fordi venskabet er vigtigere, end at man får ret. For også kærligheden til veninder skal man nogle gange arbejde på. Men fordi man ikke har de samme følelser i klemme som hos en kæreste, bliver udsvingene som regel ikke nær så voldsomme. Og man ved, at de er der. De har ens røv. Også selv om den er blevet lidt større med alderen.


LÆS OGSÅ: "Jeg vil gerne være din ven. Ikke din bøsseven"

LÆS OGSÅ: 19 ting, der vil gøre dig nostalgisk, hvis du voksede op i 90érne

LÆS OGSÅ: Derfor er det blevet sværere at finde kærligheden 

SØD TØS

Journalist Maise Njor og illustrator Lisa Grue har sammen lavet bogen SØD TØS, som er en venindebog for voksne. Den er ment som et kærligt skub til, at man kan få talt lidt mere med sine veninder og måske få talt om nogle andre ting, end man plejer.

SØD TØS udkommer på Lindhardt og Ringhof 17. september.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur og Maise Njor