"Venligboerne var vores vindue ud i det danske samfund. De var jo de eneste, vi mødte"

For seks år siden var Salah Zada i gang med management-studierne på universitetet i Aleppo og spillede professionel fodbold. I Syrien kan man ikke bare nægte, når man indkaldes til militærtjeneste, og Salah måtte forlade familie og venner og flygte for at undgå krigen. I 2015 landede han på et asylcenter i Hjørring, hvor han i seks måneder ventede på svar på sin ansøgning om opholdstilladelse. I den ulidelige ventetid var besøg af Venligboerne et ugentligt lyspunkt.   

– Venligboerne kom og lavede helt almindelige, hyggelige hverdagsting. Det kunne være picnics eller cykelture eller hjælp, hvis man skulle til lægen eller havde fået et brev, som man havde problemer med at forstå. Det kan lyde som småting, men det betød enormt meget for os, der boede på asylcentret. Det gav os mulighed for at tale med nogle andre og tænke på noget andet end vores traumer og frygt for at få afslag. 

LÆS OGSÅ: Mød "Strikkesild"-damerne, der har rejst 300.000 kroner til gode formål

Mens Salah og de andre asylansøgere boede på centret, havde de ikke omgang med andre mennesker end hinanden og personalet, så Venligboernes besøg fik stor betydning for asylansøgerne.

– Venligboerne var vores vindue ud i det danske samfund. De var jo de eneste, vi mødte ud over personalet og hinanden, så de betød virkelig meget for vores forståelse af landet og kulturen. Det var meget betydningsfuldt at mærke, at nogle gerne ville bruge så meget tid på os, fortæller Salah.

En del af familien

Da Salah fik godkendt sin opholdstilladelse, blev han boligplaceret i Faaborg-Midtfyn kommune i den lille by Horne med 500 indbyggere og holdt stadig kontakt med Venligboerne for ikke at føle sig helt alene i verden. 

En af dem var Lene Kohlmetz Robdrup, der er frivillig for Dansk Flygtningehjælp og bor i Faaborg. 

– Jeg bød Salah velkommen til byen og fortalte ham, at jeg sammen med en anden kvinde havde planer om at starte en gruppe af Venligboere her i Faaborg. Salah var hurtig til at give respons på min hilsen, og vi fik aftalt at mødes, siger Lene.  

Lene fortæller, at første møde var lidt svært, men derefter begyndte Salah at komme hjemme hos hende.  

– Jeg kunne jo godt mærke, at han var meget usikker og havde mange spørgsmål til den nye verden, han pludselig befandt sig i, siger Lene.  

– Salah faldt hurtigt godt til i familien, vi havde en rigtig god kemi og forstod hinanden ret godt. Og så fandt vi ud af, at vi havde rigtig meget til fælles. Vores humor blandt andet. Det var en kæmpe fordel, at vi kunne kommunikere på engelsk i starten, tilføjer hun.  

Forholdet mellem Lene og Salah udviklede sig hurtigt, da de begyndte at bruge meget tid sammen. 

– Lene har haft enorm stor betydning for mig og mit liv i Danmark. Jeg kalder hende for min danske mor, fortæller Salah.  

– Salah er vores fjerde barn. Han er en del af familien, og så er han ikke mindst en rigtigt god og dejlig ven, som jeg stoler fuldstændig på. Han er et menneske med et stort hjerte, som jeg er uendelig glad og taknemmelig for at have i mit liv. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden Salah i vores familie, supplerer Lene.  

LÆS OGSÅ: "Efter Zambia var det svært at finde mening i Roskilde"

Med tiden er Salahs eget liv i Danmark blevet så etableret, at han selv er blevet frivillig blandt andet hos Venligboerne, hvor han arbejder for, at andre flygtninge også får en god modtagelse.  

– Min rolle hos Venligboerne er en slags brobygger mellem asylansøgere og frivillige. Jeg mener, at integration går begge veje. Det har krævet meget af mig at nå hertil, og jeg har fra starten haft et stort drive. Men det har også været nødvendigt, at jeg kunne mærke, at nogle i Danmark ville mig det bedste. Hvis jeg falder, og ingen rækker mig en hånd, kan jeg jo ikke komme op og stå igen, forklarer Salah.

– Jeg mærkede selv, da jeg var ny i Danmark, hvor meget det gav mig, at jeg følte, at nogle her i landet gad at bruge tid på mig og hjælpe mig. Derfor vil jeg gerne kunne gøre noget lignende.