"Vi har samme skræk for trummerum og hverdag"

Oktober måned 2012 skrev forfatteren Dy Plambeck sin sidste vilje. Ikke på eget initiativ, men på opfordring af Forsvaret. Hun var nemlig på vej til Afghanistan, hvor hun skulle tilbringe to uger med de udsendte danske soldater. Officielt for at skrive en reportage til Weekendavisen. I virkeligheden for at samle historier til sin næste roman; en roman, hvor hun ville nuancere billedet af soldater.

– Jeg synes, der nogle steder er et stereotypt billede af, hvad en soldat er – en machomand, der tager ned for at kæmpe for fædrelandet og leve i en machokultur med nøgne damer hængende på væggen. Min oplevelse var, at de 600 danske soldater, jeg mødte i Afghanistan, var 600 forskellige mennesker ligesom alle andre. Og jeg ville gerne undersøge, hvad det vil sige at være et menneske i krig og være en soldat i krig.

LÆS OGSÅ: Hun fik adgang til en hemmelig mandeverden

I ugerne op til afrejsen kunne Dy godt mærke nervøsiteten og angsten. Men da hun landede i Camp Bastion, den store hovedlejr i Afghanistan, stoppede den ukontrollerede frygt.

– Det overraskede mig, men jeg gik ikke rundt med et bankende hjerte. Jeg havde ikke svært ved at sove, medmindre jeg kunne høre lyden af granater. Jeg indstillede mig på den nye virkelighed, og jeg synes, det er utroligt, hvor hurtigt kroppen og hjernen kan indstille sig på en ny verden: Ok, nu er jeg her, her er kun sand og containere og telte. Her lever og gør vi sådan her. Jeg tror også, det handler om, at jeg blev iklædt vest, briller, hjelm og udstyr. På den måde kunne jeg lukke ned for noget følelsesmæssigt i mig selv. Jeg kunne gå ind i rollen som journalisten, der var med soldaterne ude i felten.

Den manglende angst hang ikke sammen med, at Dy ikke vidste, at der hang en konstant trussel over dem – ikke kun, når de var ude på patrulje, men også når de var i lejren.

– Noget af det interessante ved at være i Camp Bastion var, at den fuldstændig lignede en lille dansk provinsby. Lejren var bare bygget op af telte, containere og sand i stedet for huse. Der var et posthus, en kirke, en politistation, et supermarked, hvor man kunne købe Familie Guf og Cohiba-cigarer. Der var Kuffen, en café drevet af kristne, der bagte kage flere gange om dagen. På den måde var det en absurd verden. Man sidder i lejren og spiser kage, men når man så kører udenfor, er det en helt anden verden, hvor det handler om at nedkæmpe fjenden – at slå fjenden ihjel.

Frygten kan ikke bruges
Dy var med, når soldaterne kørte ud på patrulje. I samme sikkerhedsudstyr som soldaterne, men uden andre forudsætninger end det førstehjælpskursus, hun havde fået i lejren, og en instruks om, at hvis der skete noget, skulle hun kaste sig fladt ned på jorden og blive liggende.

– Jeg var aldrig alene. Der var aldrig mindre end 30 mand med, når vi var uden for lejren. Det gjorde mig på en underlig måde tryg. For at kunne være sådan et sted, som krigen er, handlede det for mig om at give slip og erkende, at alting var ude af min kontrol. Jeg havde ingen forstand på noget som helst. Og jeg kunne jo ikke bruge den ukontrollerede frygt til noget. Men lige så snart, vi kørte ud af lejren, steg min puls. Så var jeg i en slags alarmberedskab, men ikke på en måde, hvor jeg ikke turde gå ud af vognen. Når man bliver inviteret ind i en virkelighed, så skal man også gå med ind i den. Hvis man hellere vil sidde inde på Kuffen og drikke kaffe, så skal man ikke tage til Afghanistan.

Dy ville opleve det hele – på godt og ondt, for hun kan ikke skrive om steder, hun ikke har set og følt på egen krop. Hun gik i starten af sit ophold til kompagnichefen, den øverste chef for kompagniet, og spurgte, om han kunne anbefale en soldat, der havde været udsendt flere gange og som kunne fortælle nogle historier om krigen, som hun kunne bruge som stof til sin næste roman.

De gik sammen ned og bankede på et telt. Ud kom Henrik, der var sergent. Og som senere skulle blive Dys kæreste. Men han var ikke specielt interesseret i den danske forfatter, for han var lige blevet klippet og stod og så sig selv i et lille spejl og brokkede sig over, at hans soldaterkammerat havde klippet ham skævt i siden.

LÆS OGSÅ: Brevveksling med Breivik: "Kære Åsne"

– Kompagnichefen prøvede at præsentere mig og forklare, hvem jeg var: Men det kom han ingen vegne med, og til sidst gav han Henrik en ordre: "Så hende taler du med!" Og så kunne Henrik ikke sige nej. Kompagnichefen var jo hans overordnede. Så jeg skulle interviewe ham – meget mod hans vilje.

Mødet med kærligheden
Interviewet gik ikke særlig godt. Dy kunne godt mærke, at det krævede mere tid at åbne op for Henriks historier. Men de talte om alt muligt andet. Og talte lidt mere sammen, når de stødte på hinanden i lejren. På et tidspunkt skulle Dy ud til et område med en anden deling. Da sagde Henrik, at han var ked af, at hun ikke skulle ud med hans deling, for så ville han være sikker på, at der ikke ville ske hende noget.

Det lagde Dy ikke noget i, hun tænkte mest på sin bog. Og tog hjem til Danmark igen med e-mailadresser på de soldater, hun havde interviewet til sin reportage. Da hun sendte avisen ned til Henrik, vedlagde hun et kort og skrev, "Tak for hjælpen, pas på dig selv". Det viste han til en af sine soldaterkammerater. Sammen fandt de ud af, at det måtte betyde noget, at hun havde skrevet sådan, at der var et eller andet i luften.

– Jeg har grint meget af det for mig selv, for jeg havde bare tænkt, at jeg skulle være høflig, nu hvor han havde stillet op til et interview til min reportage. Men det viser noget om de to forskellige rum – krigen og den civile verden – for hvis vi havde været herhjemme, tror jeg ikke, han havde tænkt, at det kort betød noget særligt. Men fordi han befandt sig i det rum, krigen er, og den bevidsthed, så kom det til at betyde noget andet for ham. Han har bagefter fortalt, at han syntes, jeg viste omsorg for ham ved at skrive, at han skulle passe på sig selv.

Henrik skrev tilbage, at de jo aldrig havde fået talt om den bog, men han ville komme hjem på orlov nogle måneder efter, og så kunne de mødes og tale. Da han dukkede op i København, blev det aldrig rigtig til et interview. De mødtes onsdag morgen og skiltes først, da han skulle med toget tilbage til kasernen i Holstebro torsdag aften klokken 01. De var bl.a. i Tivoli, hvor Henrik ville prøve Dæmonen. Dy er ikke begejstret for den slags. Henrik ville sidde i den forreste vogn, og han tog hendes hånd og sagde "Jeg kan se, du ikke har det så godt med det her, så jeg må hellere lige holde dig i hånden". Det var der, kimen blev lagt til, at de skulle være kærester.

– Henrik var et andet menneske i København, end han var i Afghanistan. Da han havde sin uniform på, havde han en særlig måde at bevæge sig og tale på. I Afghanistan kom ordene mere som ordrer, lidt punktligt. Han rømmede sig lidt, og så kom den der soldaterstemme frem. I København kunne jeg mærke, han var mere usikker. Det var jo mig, der var på hjemmebane, og ham, der spurgte "Er der en plan?". Det er interessant, hvordan tøj og funktion påvirker os mennesker og den måde, vi er til stede på.

Krigen lagde afstand
Det forbandede var, at de mødtes i slutningen af hans orlov, og Henrik skulle til Holstebro og holde jul og derefter tilbage til Afghanistan.

– Jeg er ikke så god til det der med mænd. Da vi gik ned mod Hovedbanegården torsdag aften, spurgte Henrik "Hvor går vi hen herfra, Dy?", og jeg svarede: "Ned til Hovedbanegården". Han mente selvfølgelig, hvad der skulle ske med os. Han havde allerede truffet en beslutning om, at han gerne ville se mig igen og spurgte, om han måtte komme og besøge mig, når hans udsendelse var slut.

De begyndte at skrive sammen dagligt, og i korrespondancen udviklede der sig en ret fin forståelse mellem dem, selv om hun over for sine veninder refererede til Henrik som sit "soldatereventyr".

– Krigen lagde sig mellem os som en afstand både konkret, men også i overført betydning, mens Henrik var i Afghanistan. Den blev et bjerg, som vi skulle hen over for at kunne være sammen. Efter at have været udsendt tre gange før, uden at der var sket ham noget, kørte det pansrede køretøj, han sad i, på en IED (vejsidebombe, red.), efter at vi havde mødt hinanden. Heldigvis slap han med skrammer og en tur hos fysioterapeuten. Men det var en voldsom besked at få, selv for mig, der havde været i Afghanistan. Da gik det op for mig, at krigen kan ramme alle.

Miljø-clash
Heldigvis kom Henrik hjem i god behold et par måneder senere og flyttede ind hos Dy i en uge. Dy boede i en stor lejlighed på Frederiksberg og levede et byliv med alt, hvad det indebar. Henrik boede dengang på et lille værelse med en smal enmandsseng på kasernen i Holstebro.

– Det var eksotisk at få et indblik i hans verden; at blive hentet på stationen og kørt op og ind gennem bommen til kasernen. På mange måder er det jo et clash: Forfatteren og soldaten, der bliver kærester. Det havde jeg aldrig forestillet mig. De kærester, jeg har haft tidligere, har lavet noget kreativt eller været humanister. Det passede bedre med det liv, jeg levede. Men det interessante er, at Henrik og jeg interesserer os for mange af de samme ting. Vi har det samme drive, den samme udlængsel og den samme skræk for trummerum og hverdag.

LÆS OGSÅ: Maise Njor: "Man skal da ikke ældes med ynde!"

– Det er nærmest håbløst, hvor godt vi passer sammen. Men udefra set er det så mærkeligt. At forholde sig til at være kæreste med en mand, der har været i krig, var i starten også mærkeligt. Henrik har været udsendt fire gange a et halvt år i løbet af sine 20'ere. Når jeg siger det til folk, jeg møder ude i mit kreative netværk, siger de straks: "Hvordan har han det?". Det er, som om der er en opfattelse af, at hvis man har været i krig og oplevet nogle voldsomme ting, så må man også være blevet tosset.

Også Dy skulle finde frem til en forståelse af det liv, Henrik havde levet.

– Ved at møde Henrik blev der skabt et ønske i mig om at forstå ham. Jeg vidste, at hvis vores forhold skulle lykkes, var jeg nødt til at prøve at forstå den verden, han kom fra. Prøve at forstå krigen. Hvad det vil sige at være et menneske i krig. At møde og forelske sig i en mand, der er i en krigsbevidsthed, er meget specielt. Det er ikke en almindelig forelskelse, hvor man kaster sig i armene på hinanden og bor under en dyne i den enes lejlighed i tre uger.

– Vi nærmede os hinanden meget langsomt, hvor vi begge hele tiden prøvede at få adgang til den anden; at se de sprækker, der er ind til mennesket. Senere hen har jeg tænkt over, at det jo egentlig er noget generelt givet for os mennesker, at vi i vores relationer hele tiden forsøger at få adgang til hinanden. På den måde er romanen også en kærlighedshistorie, der ikke kun er gældende i et krigsunivers, men til alle tider.

Hjertet har fundet hvile
Så det blev til lange og mange snakke, og Dys romanprojekt hjalp dem, da hun brugte Henrik som kilde. De tog blandt andet på en ferie til Mallorca, hvor han gav sig til at skrive små optegnelser for at tømme sin hjerne.

– Der har hele tiden været en åbenhed omkring krigen, og vi har talt om det på en meget direkte måde. Det har vi været nødt til at gøre, for at det kunne lykkes at blive kærester. Jeg mødte jo Henrik, mens han var i en krigsbevidsthed. Jeg kan tydeligt mærke forskel på den mand, jeg mødte for snart to år siden i Afghanistan, og den mand, som er der nu. Den mand, som er der nu, er langt mere sårbar og mere omsorgsfuld og kærlig end ham, der kom hjem fra krigen. Jeg kunne godt se, at han var alle de ting, men han havde sværere ved at vise det.

– Der var en reminiscens af krigen og den måde, han agerede der, som fyldte langt mere dengang. Han sagde også til mig på et tidspunkt, at når han tog til Afghanistan, lukkede han ned for nogle rum i sig selv. Når man er i krig, lukker man ned for nogle af sine følelser, for man skal ikke bruge dem. Det er også derfor, det er så svært for soldater at ringe hjem og tale med deres kæreste.

Dys roman har hjulpet til at åbne op for samtalerne og har gjort, at parret er tæt forbundne i dag.

– Det er, som om der er plads til, at alt kan blive sagt. Når man først har haft de samtaler – om død og liv, "har du slået nogen ihjel", "hvordan havde du det, da det skete", så er der næsten ikke noget, man ikke kan tale om, så er der ikke flere tanker tilbage, som ikke kan rummes. Og er det ikke det, man længes efter i en kærlighedsrelation? At blive set og mødt som det hele menneske, man er. At der i den anden er plads til én, som man er. Så den ensomhed, alle mennesker bærer rundt på, kan blive ophævet, i momenter i hvert fald. Så man kan føle sig hjemme. Den romerske filosof Augustin siger det meget fint: "Mit urolige hjerte finder hvile i dig". Det er den følelse, jeg får sammen med min kæreste.

Da Dy blev gravid, fik hun travlt med at skrive bogen færdig. Det var Henrik på en måde glad for. For nu ville han også gerne nå til et punkt, hvor han ikke skulle snakke mere om krigen. Han havde forladt Forsvaret og var i gang med at studere engelsk litteratur på universitetet og var klar til at lægge soldatertiden bag sig – at flytte fokus og komme videre. Det ville Dy også gerne. Lige nu bruger hun tiden på bogudgivelsen og prøver at forberede sig til rollen som mor.

– Én ting er, at det er et underligt match med forfatteren, der møder sergenten, men det er egentlig mere mærkeligt, at krigen i Afghanistan kommer til at blive en del af vores families historie. At vores barn vokser op med en bevidsthed om, at dets far har været i krig. Vi har talt om, hvordan man forholder sig til krig over for et barn og de spørgsmål, der vil komme. Hvad er krig? Hvorfor var du i krig, far? – og hvad hvis barnet selv vil i krig? Det bliver også interessant at se, hvordan samfundet kommer til at se på krigen. Der håber jeg, at min roman kan være med til at brede billedet lidt ud og vise mennesket inden i soldaten.

LÆS OGSÅ: Barselsdepression inspirerede til krimi