Vicki Berlin
SPONSORERET indhold

Vicki Berlin: "Det koster mange tårer at ville hjælpe andre"

Skuespiller Vicki Berlin om at være ”powered by plants”, om en gruopvækkende mellemlanding i Moskva og om at være en vaskeægte grubler.

Af:: Julie Dorthea Bøge Foto: Jacqueline Fluri
22. maj. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

Hvilket træk holder du mest af hos dig selv?

– Jeg synes, min største force også er min største svaghed. Jeg er enormt empatisk og vil helst hjælpe alle – både dyr og mennesker – hvis jeg på nogen måde kan. Hvis jeg overhører nogen i toget eller i en butik med et problem, så får jeg lyst til at hjælpe. Ligesom når jeg ser dyr lide, så kan jeg slet ikke holde det ud. Jeg VIL bare stoppe det. Det, synes jeg, er et ret positivt træk, men det er også enormt opslidende og koster mange tårer.

Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?

– Jeg havde en frygtelig tur til Moskva, hvor russerne i lufthavnen behandlede mig virkelig skidt. Jeg strandede på en mellemlanding fra Indien, og jeg var ung og bange. Da jeg brød sammen i lugen af fortvivlelse, grinede personalet af mig. Jeg fik nogle madbilletter, som jeg havde svært ved at få brugt, da flere af restauranterne i lufthavnen ikke ville servere for mig, fordi jeg ikke var russer. Jeg ventede i 14 timer med frygt for at blive sendt et andet sted hen, da man ikke må opholde sig i Moskvas lufthavn i mere end 24 timer. En halv time inden flyet lettede, fik jeg endelig mit boarding- card – da jeg kom op i flyet, var det ikke engang halvt fyldt. Så de havde helt tiden vidst, at jeg kom med, men lod mig lide i uvidenhed. Jeg er sikker på, at der er mange skønne russere, men den oplevelse sidder så meget i mig, at jeg ikke ser mig selv rejse til Rusland nogensinde.

LÆS OGSÅ: Josephine Park: Jeg synes virkelig, at det er en disciplin at være i et parforhold

Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?

– Der er selvfølgelig min brudekjole. Den vil jeg aldrig af med. Men jeg har også en rigtig 90’er-T-shirt, jeg har arvet efter min søster. Den er hvid med lyserøde, bulede streger på, og så står der ”Voksen og følsom” med sort. Den vil jeg aldrig skille mig af med – selvom jeg ikke bruger den, så indeholder den så mange minder. Jeg har også en kjole fra ”Vild med dans”. Normalt får man ikke sine kjoler, men jeg fyldte 30 år den dag, der var finale, og derfor forærede TV2 mig min tangokjole. Den kunne jeg heller ikke skille mig af med – især fordi Grith Deleuran, som syede den, også syede min brudekjole, og den var inspireret af min tango-kjole.

Hvilke ord/vendinger bruger du lidt for ofte?

– Jeg elsker at blive begejstret – I’m a celebrator – så hvis der er noget, jeg siger meget, så er det nok ”fantastisk” eller ”jeg elsker…”. Generelt bevæger jeg mig mest i ekstremerne og bruger mere ”jeg hader” og ”jeg elsker” end: ”det der synes jeg er nogenlunde”. Ellers er det for fesent til mit temperament.

LÆS OGSÅ: Magnus Millang: "Folk, der er uærlige over for sig selv, er latterlige"

Hvilken ret elsker du, og hvad siger det om dig?

– Jeg elsker asiatisk mad. Friske krydderurter, varme supper, sprøde grøntsager. Når jeg har spist den slags mad, så har jeg masser af energi bagefter. Jeg føler ikke, jeg har spist en kanonkugle og sidder tilbage i sofaen med opknappede bukser. Det er benzin på motoren på den mest velsmagende måde. Jeg spiser kun plantebaseret af empati for dyrene og vil ikke støtte den måde, vi behandler dyrene på i fødevareindustrien. Derudover er det sundt for min krop, det har fået mit kolesteroltal ned fra højt til helt i bund. Så jeg er powered by plants, og det elsker jeg. Det er win-win hele vejen.

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at besidde?

– Mænd har tit en evne til at kunne lægge ting fra sig. De kan ”slukke for computeren” og lade tingene ligge. Det kan jeg ikke. Jeg er i den grad en grubler. Det kører rundt i hovedet på mig – ting, som jeg ikke kan gøre noget ved. Det kan holde mig vågen, og det er enormt irriterende. Den egenskab ville jeg gerne have fra mænd.

Anbefalet til dig