"Hvis jeg ikke havde sprunget den cola over, var jeg kommet ti minutter senere"

Oprindeligt var Vicky Brix' planer, at hun skulle være jurist. Hun skulle også have to børn, men da hun som ung fik en alvorlig kronisk tarmsygdom, faldt begge ting på jorden. I stedet levede hun af at have aflastningsbørn, og så fotograferede hun under navnet "Hobbyfotografen". Hvis nogen på Djursland skulle have taget et børnebillede eller bryllupsbillede, ringede de gerne til Vicky.

– Det var da jeg fik en plejedatter på syv uger, at jeg for alvor begyndte at fotografere. Jeg begyndte at bruge alle mine penge på kameraer, linser og kurser i fotografi.

Til sidst var det så meget, at Vicky ikke kunne være derhjemme med alt sit udstyr, men hun havde heller ikke overvejet at gøre en rigtig forretning ud af det og få et lokale.

– En septemberaften sidste år var jeg vidne til en trafikulykke. Jeg kom kørende med min veninde, som jeg havde været til pistolskydning med. Vi plejede altid at køre ind omkring tanken og købe en cola til hjemturen, men lige den aften havde vi travlt med at komme hjem, husker hun.

Pludselig bliver de to kvinder overhalet af en anden bil, som kører meget hurtigt. Kort tid efter kan de se, at den samme bil ligger smadret på vejen foran dem.

– Der var en anden bil, som stoppede lige foran os, og føreren gik hen og kiggede. Hun råbte tilbage til os: "Det her er rigtig slemt".

Det viste sig, at det var tre mænd i bilen. Føreren var død på stedet. En af passagererne var slynget ud gennem forruden og fik allerede førstehjælp, mens en tredje stadig sad i bilen og havde hårdt brug for det.

Men det skulle blive et helt andet menneske, som endte med at få al Vickys hjælp og opmærksomhed.

– Der lå et hus, lige hvor ulykken var sket. Ejeren var kommet ud, og pludselig fandt han en motor på modsatte side af den mørke vej, men den stammede ikke fra bilen med de tre unge mænd. Det gik op for os, at der var endnu en bil involveret i ulykken.

Sammen med nogle andre gik Vicky ned ad en skrænt, og her fandt de en smadret bil, som lå på taget.

– Det var en bil med sådan nogle børnesolskærme og to autostole bagi, fortæller Vicky med en kuldegysning.

Hun blev dog hurtigt klar over, at der ikke var børn i bilen, men en mand, der var kommet meget slemt til skade. Først senere den nat gik det op for hende, at manden var Kasper, som hun havde gået i folkeskole med. Kasper som var blevet far fire uger tidligere og i forvejen boede sammen med sin kæreste og hendes to børn. Kasper var meget slemt tilredt.

– I tiden efter følte jeg, at jeg måtte gøre noget. Det var i slutningen af september, og julen nærmede sig jo. Jeg ville lave en indsamling til Kaspers familie, som kunne forsøde deres liv lidt. Jeg troede bare, jeg skulle ind i Toys'R Us og købe nogle gaver til dem, men det gik helt amok.

LÆS OGSÅ: "Tænk hvis jeg ikke havde ædt mig til en livsstilssygdom”

"Så kan du godt få din røv herned"

I løbet af de næste dage væltede pengene ind på Vickys konto fra hele lokalområdet. Da indsamlingen var slut, stod hun med penge og gaver for over 50.000 kroner.

Men fordi Kaspers kæreste ikke måtte modtage rede pengene uden at skulle betale skat, besluttede Vicky at omsætte alle kontanterne til gaver, den nybagte mor kunne bruge. Det var udstyr til babyen, gavekort til aftensmad hos slagteren, benzinkort og meget andet.

– Vi fik blandt andet lavet nogle fodboldtrøjer til hendes drenge. På et tidspunkt var der en, der foreslog, at vi fik trykt navn på. Jeg kørte ned på et grafisk trykkeri, og her stod Thomas, siger hun og kigger ud i produktionen, hvor Thomas i dag står og trykker, skærer til og printer.

– Da jeg mødte Thomas, faldt vi i snak. Jeg spurgte ham bare for sjov, om han ikke manglede en til at lave kontorarbejde.

Vicky er lykkelig for sit samarbejde med Thomas, som hun aldrig havde mødt uden den grimme ulykke.

Allerede senere samme dag kontaktede Thomas Vicky og spurgte, om der ikke var noget om, at hun kunne fotografere. "Så kan du godt få din røv herned," lød det, da hun bekræftede.

– Kort tid efter havde jeg et lokale til fotostudie og et skrivebord på kontoret, siger hun og viser ind i sit lille fotostudie med lamper, baggrunde og legetøj til de børn, der kommer og bliver fotograferet hos Vicky.

Det er lige netop den arbejdsplads, hun havde drømt om. Her kan hun dyrke sin hobby, som i dag er blevet til en fuldtidsforretning, hvor hun samarbejder med Thomas. Han henviser nemlig mange kunder til hende, og når hendes kunder skal have trykt deres billeder, så peger hun ind på døren til Thomas.
Der er endda mange, der kalder Vicky for Thomas' kone, for selvom det kun er et års tid siden de mødtes, lyder de som et gammelt ægtepar.

– Hvis jeg ikke havde sprunget den cola over, var jeg nok kommet ti minutter senere til ulykken, og så havde redningsmandskabet ledt mig uden om. I dag har jeg et arbejde og nogen at sige godmorgen og god weekend til, siger Vicky taknemmeligt.

Hun har også stadig kontakt til Kaspers familie, men Kasper kan på grund af skaderne efter ulykken i dag ikke bo hjemme hos dem.