Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Louise Zeuthen om sit møde med en forfatter, Suzanne Brøgger, der ikke kan sættes i bås.
Foto: Isak hoffmeyer og privatfotos tilhørende Suzanne Brøgger fra Bogen ”Krukke” Louise Zeuthen om sit møde med en forfatter, Suzanne Brøgger, der ikke kan sættes i bås.

Suzanne Brøggers eget liv er vildere end hendes bøger

Da Suzanne Brøgger bad forfatter og lektor Louise Zeuthen om at skrive en biografi om sig, åbnede hun dørene til et kvistværelse, som gemte materialer af så privat karakter, at de færreste villedele det med andre.

Nogle timer inden jeg skal besøge Suzanne Brøgger for første gang i den gamle skole i Løve, bliver Danmark ramt af et jordskælv, og jeg bliver vækket af mystiske rystelser. I min søvnige forvirring aner jeg ikke, hvad der foregår. Først senere, da jeg i radioavisen hører ord som richterskala og epicenter, forstår jeg, hvad der er sket.

Da jeg fem år senere skal aflevere min færdigskrevne bog til forlaget, bliver min nattesøvn forstyrret af det voldsomste tordenvejr i mands minde. Om der er nogen eller noget, der forsøger at give mig og mit biografiprojekt et vink med en vognstang, ved jeg ikke. Men efter fem år i selskab med Suzanne Brøgger er jeg blevet smittet af hendes tendens til at få øje på besynderlige sammentræf, hvor andre kun ser tilfældigheder. Det er en ganske særlig blanding af intellektuelt overskud og spirituelle fornemmelser, der møder en, når man bevæger sig ind på den litterære dronnings enemærker.

Det er da også med en vis ærefrygt, at jeg banker på hos Suzanne Brøgger for første gang. For selvom gud og hvermand i årtier har kunnet følge med i, hvad hun tænker, hvem hun elsker med, og hvordan hendes seksuelle fantasier ser ud, så er det ganske tydeligt, at hun værner om sit privatliv. "Hertil og ikke længere", synes det at lyde fra væggene i de gamle skolestuer, da jeg forsigtigt overskrider tærsklen til fru Brøggers hjem.

Det er lidt af et paradoks. Men dem er der mange af, når det kommer til Suzanne Brøgger. Da vi lidt senere er placeret ved pejsen med mandelformede chokolader og hver vores kop te, står det klart, at hvis jeg skal beskrive den kvinde, som sidder over for mig, kommer jeg ikke uden om en del selvmodsigelser. Det er måden, hun slår en skraldlatter op på, når samtalen bliver allermest alvorlig. Det genkendelige ved hendes helt ekstraordinære liv. Det distancerende ved hendes sitrende nærvær. Hendes jordbundne træsko – som er malet med guldspray! Hver gang jeg prøver at komme en etikette på hende, går det op for mig, at jeg lige så vel kunne have disket op med den stik modsatte betegnelse. Det er det, der karakteriserer hende mere end noget andet. At hun ikke kan sættes i bås.

Det kan hendes hjem heller ikke. Idet jeg ser rundt i hendes stuer, bliver det tydeligt, hvor meget de hjem, jeg normalt kommer i, ligner hinanden. De samme lamper og knagerækker, de samme billeder på væggene. Suzanne Brøggers rum ligner ikke noget, jeg har set før. Udstoppede leoparder. Livagtige voksfigurer. Stoffer og vægge i kraftige farver. Møbler fra eksotiske egne og fremmedartede bøger fra et berejst liv. Om det bunder i en naturgiven evne eller en dybfølt trang til at være anderledes, ved jeg ikke – men det vækker mine sløve sanser til live: "Sådan kan et hjem altså også se ud", tænker jeg. Præcis den samme oplevelse har hendes forfatterskab givet mig og tusind andre læsere. Pludselig er der højere til loftet og nye muligheder i horisonten.

A Room of One's Own
Det er åbenlyst, at Suzanne Brøgger føler sig hjemme i sine stuer. Ifølge Virginia Woolfs essay fra 1929 må en kvinde have "sit eget rum", hvis hun skal gøre sig håb om at blive forfatter. Woolfs ord skal både forstås helt konkret og i overført betydning. Kvinden har brug for et sted, hvor hun kan arbejde, en stol at sidde på, et bord, hvor hun kan lægge sine papirer. Men der må også – mentalt set – skabes rum for, at hun kan blive sig selv. Der skal gøres plads til hendes egne tanker og følelser, før de kan omsættes til skrift. I Virginia Woolfs essay handler det om kvindens mulighed for at løsrive sig fra mandens dominans, ikke kun økonomisk, men også sprogligt. Kvinden må tilegne sig en plads i det sprog, som gennem århundreder er blevet præget af patriarkatet.

Suzanne Brøgger er i midten af 20'erne, da hun finder de rum, som helt konkret bliver hendes fristed – i en gammel skole i Knudstrup lige uden for landsbyen Løve. Som altid, når det gælder forfatterinden Brøgger, har ordene stor betydning. Det gælder stednavne såvel som substantiver. Og Løve passer som fod i hose på Suzanne Brøggers indre billeder. Ikke alene er "løve" hendes første elsker, Philippe Baudes, kælenavn. Hendes mor går under navnet "kat", hendes pels er leopardplettet og hendes bog, "Creme Fraiche", bliver indledt på siderne af en tigerstribet notesbog. Hvis ikke hun skulle bosætte sig i Løve, hvor så, kunne man spørge?

Mens rammerne således er på plads i den gamle, gule murstensbygning på landet, er hun stadig i fuld færd med at lede efter mentale rum, som hun kan skrive ud fra. For disse rum bliver til, forstår jeg, hver gang hun skriver en bog, og tabes igen, når den er færdig. Hvordan orker hun at blive ved med at bygge op og rive ned, spørger jeg mig selv. Det kræver vel mod og mange kræfter at skabe nye verdener – også selvom det bare er på papiret?

Som Suzanne Brøgger tilsyneladende har for vane, besvarer hun straks mine uudtalte spørgsmål. At skrive er for hende en betingelse for at være i live, forklarer hun. De daglige livtag med skriften er således lige dele lyst og nødvendighed. Kan det være rigtigt, er min umiddelbare indskydelse? Kan skriften ligefrem være et spørgsmål om liv eller død? Men de følgende år, da jeg graver mig ned i hendes mange dagbøger og breve, bliver min skepsis gjort til skamme. Hendes udtalelser er ikke krukkeri.

Allerede som førsteårsstuderende på universitetet grubler Suzanne Brøgger over, hvad der dog skal blive af hende. Og løsningen er klar, bekendtgør hun i et brev til sin stedfar. Hun bliver nødt til at skrive. Ellers bliver hun kvalt. I sine dagbøg-er fra 60'erne og 70'erne bekender hun flere gange, at hvis ikke hun skriver, forsvinder virkeligheden. Kun når hun skriver, er hun sikker på, at hendes egne oplevelser og erfaringer er reelle. Hendes mentale overlevelse afhænger af, om det lykkes.

At det er nødvendigt for hende konstant at holde virkeligheden fast med sproget, kan måske undre dem, der har haft en helt normal barndom og ungdom. Men det har Suzanne Brøgger ikke. Jeg har ikke læst mange sider af hendes private papirer, førend det lyser i neon: De mange hårrejsende og spektakulære hændelser, som læsere af hendes bøger præsenteres for, er kun en afbleget udgave af det, der rent faktisk er foregået. Virkeligheden er meget værre. Men det har været nødvendigt at servere det hele med formildende humor, at gøre de dystre erfaringer spiselige med et lag pangfarver. For som hun selv formulerer det i sin dagbog: Hvis hun havde afsløret alt, som det VIRKELIG var fat, ville ingen have troet hende over en dørtærskel.

SE OGSÅ: Se billederne fra Suzanne Brøggers private fotoalbum

En ung prøvekanin
Suzanne Brøgger er kun et barn, da hun bliver trukket ind sin mors forvrængede virkelighedsopfattelse, præget af psykisk sygdom og misbrug. Og da hun som 16-årig indleder et forhold til den franske diplomat, Philippe Baude, som er mere end dobbelt så gammel som hun, bliver hun prøvekanin for hans og hans venners radikale eksperimenter med seksualitet, kærlighed og alternative måder at leve på. Moren og Suzannes elsker gør deres tilværelsesopfattelser til hendes. Og den unge Suzanne Brøgger gør ikke modstand. Det giver på mange måder gevinst. Men også bagslag. Risikoen for helt at forsvinde i de andres verden er stor.

Skriften bliver det sted, hvor Suzanne Brøgger med tiden formår at skabe SIN EGEN version af virkeligheden.

Netop det gør det endnu sværere at forstå, hvorfor hun beder mig om at skrive hendes biografi. En vildfremmed, en kvinde fra en yngre generation – en ANDEN end hende selv. Hvis det er så afgørende for hende igen og igen at afgøre, hvilke ord hendes liv skal beskrives med, hvordan tør hun overhovedet overveje at give pennen til en anden?

Endnu en gang synes hun at kunne gætte de tanker, som jeg gør mig dér foran pejsen, inden jeg selv har tænkt dem til ende. Jeg når ikke engang at formulere mit spørgsmål, før hun forklarer: "Jeg har selv i årevis forsøgt at skrive en selvbiografi. Men jeg kan ikke. Det må være en anden, en udefrakommende, der gør det." Og den udefrakommende er altså mig. At jeg hverken er journalist eller forfatter men litterat, er kun en del af forklaringen på, hvorfor hun har valgt mig. Resten, fornemmer jeg, beror på hendes intuition. "Det er en tillidssag", siger hun, og jeg kan mærke, at der i det ord ligger både et krav og et håb.

Guldtråde og påfuglefjer
"Har du lyst til at se det hele?", spørger hun og nikker op mod værelset på kvisten, hvor hun gemmer alt det materiale, hendes bøger bygger på. Det kan jeg ikke sige nej til, og vi forlader vores tekopper for at forcere den stejle loftstrappe, som fører ovenpå. Under spærene møder der mig et overvældende syn.

Selvfølgelig vidste jeg godt, hvad vores møde skulle dreje sig om, inden jeg kørte tværs over Sjælland. Men det er først, da jeg ser det enorme materiale, hun ligger inde med, at det går op for mig, hvor tæt på hun vil lade mig komme. De fleste, som får skrevet en biografi, mens de stadig er lyslevende, stiller gerne op til interview, ligesom de også videregiver kontaktoplysninger på andre i omgangskredsen, som kunne være relevante at tale med. Suzanne Brøgger gør alt det og mere til. Jeg må få adgang ALT, hvad hun har skrevet og modtaget de første 40 år af sit liv. Og det er ikke så lidt.

Hyldevis af dagbøger, breve i ringbind, manuskripter og avisudklip står klar til at blive endevendt. Hun har ført dagbog, siden hun var 13, og sendt utallige breve af sted til utallige mennesker lige så længe. Selv hendes første alvorlige kærlighedsaffære med diplomaten Philippe Baude er vokset frem og senere afviklet per brev. Det har resulteret i en brevkorrespondance, der strækker sig over 24 år. Her på loftet ligger tusinde historier gemt. Om forelskelse, kærlighed, håb og had. Om de første seksuelle oplevelser og om senere, vildere eksperimenter. Glimt af lykke og smertefulde erfaringer.

Materiale af en så privat art er der ikke mange, der ønsker at dele med offentligheden. Men Suzanne Brøgger vil. Hun ønsker, at de historier, der ligger i dette materiale, skal lægges frem for hendes læsere. Først efter nogle års arbejde finder jeg en forklaring på den selvmodsigelse, der ligger her: at hun på en og samme tid vil bestemme enerådigt over sin egen virkelighedsfremstilling og give den fra sig, betingelsesløst. "I bund og grund handler det om kommunikation", skriver hun i et brev i begyndelsen af 70'erne, da hun skal forklare for en ven, hvorfor hun vil være forfatter. Hvis ikke hun er i stand til at kommunikere med andre, forbliver hun uopfyldt, som hun formulerer det. Når hun nødvendigvis MÅ skrive, er det altså ikke kun for sin egen overlevelses skyld. Med skriften skaber hun mentale rum for sig selv. Men hun ønsker også at invitere andre indenfor. At mødes med nogen dér.

Nogle uger efter mit besøg i Suzanne Brøggers private gemakker får jeg en sms fra hende. Varevognen, som skal flytte hendes store arkiv ind til Det Kongelige Bibliotek, så jeg kan påbegynde mit arbejde, er lige kørt. Reolerne på hendes kvistværelse står tomme, kun støvet efter de mange tons papir ligger tilbage – sammen med en enkelt guldtråd, skriver hun. Selvfølgelig må det være en guldtråd, tænker jeg. Hos andre ville et sådant flytterod allerhøjst åbenbare en gammel papirklips eller en mørnet elastik. Men ikke hos Suzanne Brøgger. Guldtråde og påfuglefjer. Mindst. Det er, forstår jeg på hendes besked, både skræmmende og befriende at skille sig af med det store læs af minder. Men det bliver spændende at se, hvad der kan komme ud af et sådant mentalt tomrum, indrømmer hun, idet hun overlader læsset til mig. Jeg håber, jeg kan løfte det, tænker jeg og lægger mobilen.

Louise Zeuthens biografi om Suzanne Brøgger, "Krukke", udkommer 29. september (Gyldendal, 456 sider, 349,95 kr.)

LÆS OGSÅ: "Rowling har taget sin sans for magi med sig over i voksengenren"

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger