"Vores venner har været ret positive over, at vi flytter ud af byen. De ser os som en slags fortrop"

Foto: Alamy

"Vores venner har været ret positive over, at vi flytter ud af byen. De ser os som en slags fortrop"

Pauline tager springer fra lejlighed på Østerbro til stråtækthus på landet.

KLUMME: Jeg sidder og skriver i skyggen uden for Den Franske Café på Østerbro. Jeg drikker kaffe. I skolegården ved siden af spiller børnene basketball. Jeg har udsigt til Sortedamssøens blanke vand, rækken af kastanjetræer langs søen og alle de mennesker, der defilerer forbi: løbere, turister, arbejdsmænd, hundeluftere og den uendelige strøm af cykler. Der er meget københavnsk lige hér og på en måde ret idyllisk.

LÆS OGSÅ: "Vi sagde vores job op og smed alle vores ting ud"

Men man kan også lægge mærke til noget andet: Den konstante larm fra trafikken på Østerbrogade og fra den kæmpemæssige metroudgravning, der har lagt beslag på halvdelen af Sortedamssøen. Alle distraktionerne. Mændene ved nabobordet, der snakker højlydt om deres marathon-træning. Den dårlige popmusik i caféens højtalere.
Byen kan være et opslidende bekendtskab.

Jeg har boet i København i over et årti – med et par afstikkere til Berlin og Buenos Aires – og jeg har virkelig følt mig hjemme og på min rette plads. Ligesom de fleste andre har jeg dagdrømt om at købe en svensk ødegård eller omplante en hel vennegruppe fra Nørrebro til en idyllisk landsby på Sydfyn, hvor vi kunne være selvforsynende, holde fester og passe hinandens børn. Men jeg har aldrig seriøst overvejet at forlade byen. Før nu.

LÆS OGSÅ: "Jeg blev tævet af 20'erne"

Nærmest ved et tilfælde er min kæreste og jeg faldet pladask for stråtækt lille hus lidt uden for Farum. På trods af at København ligger en halv time væk i bil, ligger huset virkelig på landet: Det er en del af en trelænget gård, der i sin tid var et æbelmosteri. Huset har udsigt til en eng, hvor der står heste, og bag engen tårner en skov sig op. Til den anden side ligger en mose. Huset har en stor have med solbærbuske, rododendron, et hasselnøddetræ og en tilhørende hønsegård. Her kunne man leve et andet og roligere liv. Her kunne man dyrke ting og læse mange bøger.

Tror vi.

Derfor greb vi os selv i pludselig at overveje at opgive vores fine, store og billige lejlighed på Østerbro og i stedet skrive under på en toårig lejekontrakt på et hus, der på mange måder er alt, hvad vi drømmer om.

Men det er ikke en let ting at sige farvel til den by, der – udover min familie – har været den mest konstante ting i mit liv, siden jeg flyttede hjemmefra. Mit liv i København har været meget planløst og spontant. Jeg holder af tomme dage i kalenderen, som jeg kan fylde ud alt efter vejr og humør. At bo i hus uden for byen kræver mere planlægning.

Jeg kommer til at tage ind til byen flere gange om ugen for at arbejde. Men jeg kan godt blive nervøs for, at der ville være færre af de tilfældige møder og al den tilfældige inspiration, som byen disker op med hver dag, hvis man ellers er åben overfor det.
Vil jeg f.eks. tage 45 minutter i S-tog for bare at drysse rundt på Nørrebro? Vil mine venner komme et smut forbi det gamle mosteri bare for en kop kaffe? Vil jeg nu komme til at læsse store bæreposer fra Brugsen ind i bagagerummet som en ægte forstadsfrue i stedet for at købe en liter mælk hist og en pose æbler her?

LÆS OGSÅ: 5 situationer, hvor det er okay at lyve

At skifte stenbroen ud med en mose er et stort skridt, en ny fase i mit liv. Det vil betyde mindre take away og flere middagsselskaber. Færre koncerter og flere lp'er. Jeg vil komme til at omgive mig med natur i stedet for en masse mennesker, jeg ikke kender. Jeg ville sylte ting og lære at hugge brænde.

Hvor meget jeg end holder af og inspireres af det planløse og spontane byliv, kan jeg også mærke, at det har en bagside. For mig, i det mindste. Byens lokkende tilbud står og blinker på min nethinde som popup-reklamer, jeg ikke helt kan finde ud af at slukke for. Alle valgmulighederne gør mig vægelsindet. Og det er ikke fordi, jeg tror, at distraktionerne forsvinder, bare fordi jeg flytter ud i en skov. De er vist en ret uomgængeligt vilkår for det moderne og privilegerede velfærdsmenneske. Men jeg tror alt andet lige, at graden af hvid støj mindskes derude. Og jeg er ret spændt på, hvad der så kan ske...

Så vi har valgt at tage springet ud på landet. Vi skal til at varme vores hus op med en brændeovn, vi skal have anskaffet os nogle gummistøvler, vi kan stille i vores bryggers. Måske skal vi have en hund. Vores venner har været ret overraskede, men positive over, at vi flytter ud af byen. De ser os som en slags fortrop, der skal finde ud af, om det er den vej, de også skal. Hvis vi stortrives i vores nye, landlige omgivelser, kan de gøre os kunsten efter. Hvis vi søger tilbage til Københavns trygge favn efter to år i idyllisk isolation, kan de blive i deres andelslejligheder og nøjes med at dyrke tomater på altanen. Og smutte ned i kiosken efter en liter mælk i kiosken ved midnatstid.

LÆS OGSÅ: 7 gode grunde til at du skal besøge Nordvest

LÆS OGSÅ: De 7 bedste film på Netflix der får dig i sommerhumør

LÆS OGSÅ: Seks serier du skal glæde dig til i 2015

Pauline Bendsen

Pauline er 31 år, cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og arbejder som freelanceskribent og medredaktør for det nystartede kulturmagasin Poppel. Hun skriver desuden for medier som Information og Eurowoman.dk. Hun bor med min kæreste, Rune, og hans datter, Edit. 
Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur