Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

Hanne Prien ægdonation
Foto: Sara Skytte Ægdonation blev løsningen for Hanne, der i dag er mor til Maise og Silja.

Hanne blev mor ved hjælp af ægdonation

Hanne Prien, 51, fik sin drøm om at blive mor opfyldt gennem ægdonation fra en ukendt kvinde i Spanien. Læs hendes takkebrev til donoren, der ændrede hendes liv, her.

For to dage siden modtog jeg en mail fra fertilitetsklinikken i Valencia. De skrev til mig, om jeg ville donere de to sidste æg, jeg har liggende hos dem, til en anden kvinde, der har et stort ønske om at blive gravid. Mailen sendte mine tanker tilbage til dig, ukendte kvinde, der på forunderlig vis er medvirkende årsag til, at min verden blev vendt på hovedet.

LÆS OGSÅ: Beregn din fertilitet med vores ægløsningsberegner

Jeg havde gennem flere år haft et stort ønske om at få børn og havde været gennem et langt fertilitetsforløb – uden held. Da jeg fik meldingen om, at det ville være overordentligt svært at blive gravid med mine egne æg, og jeg fik præsenteret muligheden for ægdonation, satte det mange tanker i gang. Jeg vidste, jeg havde så meget kærlighed at give. Jeg havde et brændende ønske om at blive mor, og jeg har en overbevisning om, at kærlighed sidder i hjertet og ikke i generne. Jeg husker, jeg var til en gospelkoncert på tidspunktet omkring, at jeg skulle tage beslutningen om ægdonation. Jeg sad til koncerten med tårerne trillende ned af kinderne og mærkede en form for forløsning, og jeg vidste i mit hjerte, at det var det, jeg skulle gøre. Jeg var single, og på daværende tidspunkt var det ikke lovligt i Danmark med donation af både æg og sæd, så jeg søgte mod udlandet. Jeg har mange gange takket for, at jeg netop kom til klinikken i Valencia, og at det netop var dig, ukendte kvinde, der blev ægdonor til mine to piger. For ellers havde jeg jo ikke fået netop dem – og det kan jeg slet ikke forestille mig, for det er lige netop os, der passer sammen som familie.

LÆS OGSÅ: Når en donor er bedre end en forkert far

Mine to piger kender naturligvis historien om deres tilblivelse. Jeg har fortalt dem, hvordan en sød kvinde og en sød mand kom til klinikken i Spanien og gav verdens bedste gave – to æg og to sædceller, og at en læge lagde æggene op i min mave. Først ægget, som blev til Maise, og to år senere ægget, som blev til Silja. Og at kvinden og manden rejste videre i verden, og at jeg ikke kender mere til, hvem de er. De eneste oplysninger, jeg har om dig, ukendte kvinde, er din alder, da du donerede æg og din blodtype. Mine piger er i dag henholdsvis seks og otte år, og det er vigtigt for mig, de får den rigtige historie. Jeg vil vise dem, at jeg er stolt af deres historie og give dem mulighed for at spørge.

LÆS OGSÅ: Do's and dont's før, under og efter din graviditet

Kære ukendte kvinde, du vil aldrig komme til at læse dette brev, al donation i Spanien er anonym, men jeg sender dig de allervarmeste tanker – en tak for, at du tilbage i 2009 valgte at donere en portion æg, og på den måde gav mig muligheden for at få min drøm om at blive mor til at gå i opfyldelse. Jeg alene er 100 procent mor til mine to piger, men det er dig, som har været med til at give mig muligheden, og ikke mindst til at det lige netop er mine piger, jeg har været heldig at få. Du er medvirkende til, at mit liv forandrede sig fra glad til lykkeligt. Fra et velordnet liv med god tid til et liv med kaos og for få timer i døgnet. Fra et roligt liv med få bekymringer til et liv med mangeartede udfordringer, men også et liv med meget mere leg, sjov og ballade. Fra et almindelig fint forhold til min egen mor og til et tættere forhold, da hun er en stor støtte og tager aktiv del i vores hverdag, og mine piger elsker deres mormor.

Med disse tanker vil jeg nu sætte mig og svare på mailen fra fertilitetsklinikken om de to æg, jeg har tilbage i fryseren i Spanien, og som jeg ikke selv skal bruge. Jeg har fået netop den familie, jeg kunne ønske mig – og måske kan jeg give et lille bidrag til, en anden kvinde også får sit ønske opfyldt.

Kærligst Hanne

LÆS OGSÅ: 10 spørgsmål du ikke tør stille en sæddonor. Nu har vi gjort det for dig

LÆS OGSÅ: Gravid: Kom trætheden til livs ved at trykke på disse 3 punkter

LÆS OGSÅ: Top 100: De mest populære babynavne

Se, hvad vi ellers skriver om: Gravid og Fertilitet