Aftensmad: Sådan introducerer I nye retter for børnene

”Der er mange årsager til, at vi laver de samme retter. Det handler dog først og fremmest om, at vi ved, hvad der virker på vores børn. Har vi haft succes med de samme tre-fire retter, så bliver vi ved med at lave dem, hvilket jo er forståeligt. Oplever vi gode resultater og glade børn, der spiser med et smil på læben, så fortsætter vi,” siger ernæringsekspert Charlotte Seeger, der har beskæftiget sig med børn og mad i mere end 14 år.

Vi serverer ofte de retter, vi selv fik, da vi var børn, men det er ikke alle børn, der synes, at fx svensk pølseret er ligeså fantastisk, som mor og far synes. Vi forbinder nemlig de gammeldags retter med hygge og nostalgi, og derfor ligger det til os, at vi gerne vil fortsætte den madtradition.

”De fleste børn kan godt lide spaghetti og kødsauce, så den er naturligvis en klassiker hos langt de fleste børnefamilier. Men der er også børn, der ikke er til mor og fars gode mad-minder, og det kan altså være lidt svært for os at acceptere,” mener Charlotte.

Derudover kan det være lidt af en udfordring at introducere nye smage og retter, hvis vi serverer det samme uge efter uge.

Børn skal føle sig trygge

I har måske prøvet at introducere nye retter på middagsbordet, men har måtte konstatere, at det på ingen måde faldt i barnets smag, og så kan det være svært, måske endda uoverskueligt, at skulle kæmpe kampen igen. Det, der fylder hos os forældre er, at vores børn får noget mad i maven, og derfor hopper vi lynhurtigt tilbage til den kedelige pasta, vi ved, der fungerer.

”Det kræver tid og overskud at skulle introducere nye retter – ja, bare en ny grøntsag kan være en udfordring for rigtig mange børn,” siger Charlotte Seeger.

Ligesom med så meget andet i børns hverdag og i deres generelt daglige trivsel, skal de føle sig trygge, før det bliver taget helt ind. Det er lidt ligesom at skulle lære at cykle. Børnene ser cyklen, får lov til at røre ved den, lære den at kende, og når de er klar, sætter de sig op på sadlen. Når det føles nogenlunde sikkert, er de klar til at træde i pedalerne med eller uden mors eller fars hjælp. Det samme gælder, når det handler om at skulle præsentere barnet for en ny grøntsag.

Ifølge Charlotte Seeger er al ny mad fremmed for barnet, og derfor er det vigtigt at give det tid og have tålmodighed.

”Børnene skal være trygge ved mad, ellers vil de som oftest ikke spise det. Vil du eksempelvis introducere dit barn for broccoli, så start med at vise barnet, hvordan sådan en ser ud, inden du går i gang med at tilberede den. Sådan en broccoli kan serveres og tilberedes på mange måder, og jeg anbefaler altid, at man laver grøntsagen på mange måder. Den kan bages, koges, snittes, hakkes, steges osv. På den måde bliver det ofte også sjovt for børn at se transformationen, og de børn, der har lyst til at være med til at lave maden, får en forståelse af, hvad man kan.”

Derudover råder hun også altid familier til aldrig at portionsanrette, for så tager vi noget af børnenes medbestemmelse fra dem. Når maden står på bordet, er det mere overskueligt for barnet, og de kan selv se, mærke og føle sig frem til, hvad de har lyst til at putte på deres tallerken.

Accepter et nej

Børn er forskellige, og derfor er der ingen opskrift, der virker på alle. Nogle børn har masser af gå-på-mod og er klar på hvad som helst, og så er det bare med at prøve en masse nye retter af. Men der er også børn, hvor maden er en større og måske mere sanselig udfordret oplevelse. Dog gælder de fleste børn, at jo flere gange, de ser og oplever en grøntsag eller en ny ret, jo mere naturligt bliver det for dem.

”Børn skal smage mad en hel del gange, før han eller hun finder ud af, om det er noget. Men der er mange andre ting, der spiller ind,” fortæller Charlotte Seeger:

”Det kan være oralmotorisk, det psykologiske, det pædagogiske, det sanselige eller noget helt femte. Og så er der altså også den mulighed, at børnene ganske enkelt ikke kan lide det, vi serverer, og det kan nogle forældre have svært ved at acceptere.”

Men selv om mor og far kan have svært ved at forstå, at den nye ret ikke er så succesfuld, som forventet, så er det vigtigt, at vi som forældre ikke giver op. Det er op på hesten igen og forsøge nye måder og metoder af. Vil dit barn gerne hjælpe til med at lave mad, er der muligvis en mere naturlig forståelse for ny mad, for de fornemmer maden og visualiserer hurtigt de nye madvarer. Er dit barn derimod ikke interesseret i madlavningen eller middagen generelt, så skal du gå mere pædagogisk og tålmodigt til værks.

”Det er ikke en god idé at stille kogte gulerødder på bordet hver dag i en måned i træk, hvis de kogte gulerødder ikke siger barnet noget. De skal sælges ind og gøres spændende, bl.a. ved at tilberede gulerødderne på forskellig vis, et par gange om ugen og være en del af de andre sager på middagsbordet,” råder Charlotte Seeger.

Kræsen findes ikke

Det er, ifølge Charlotte Seeger, aldrig nogensinde for sent at gøre noget ved kreativiteten på spisebordet. Det er altid muligt at vende bøtten, men det kræver, at I som forældre kigger hinanden i øjnene og giver hånd på, at nu skal der ’andre boller på suppen’.

"Der kan være mange årsager til, at maden og måltiderne kan drille vores børn. Så hvis I oplever udfordringer omkring måltiderne, er der altid en forklaring. Og det er den, I skal finde frem til. Ofte er det en lillebitte ting, I kan forsøge at gøre anderledes. Husk på, at det, der fungerer for det ene barn, måske ikke fungerer for det andet.”

Charlotte Seeger har dog én regel, hun gerne vil give videre til ALLE forældre, og det er, at man aldrig nogensinde bør kalde sit barn for kræsent. Hører vores børn det ord, vil de hurtigt få den overbevisning, at de er kræsne og dermed ikke behøver at være åben over for nye retter – for de kan jo alligevel ikke lide noget.

”Hjemme hos os findes ordet ganske enkelt ikke. Det er en stigmatisering af barnet, og jeg er på ingen måder fortaler for, at vi putter vores børn i kasser. Man kan derimod sige, at vi øver os i at smage ting, men bare fordi, det ikke er et hit lige nu, er det ikke ens betydende med, at vi er kræsne,” siger hun.

”Vi skaber rammerne og måltidet, men vi kan altså ikke bestemme, hvad vores børn putter i munden. Vi kan guide, hjælpe, gøre det lækkert, inspirere – og det skal vi. Det er vores opgave som forældre.”