Astrid Skov Vanman

Foto: Cathrine Ertmann Astrid har aldrig haft lyst til at blive mor – også selvom folk har fortalt hende, at hun nok vil skifte mening.

Astrid har fravalgt børn: ”Jeg skal ikke være mor, bare fordi det er dét, de fleste gør”

Astrid Skov Vanman har aldrig haft lyst til at blive mor – også selvom folk har fortalt hende, at hun nok vil skifte mening. Børn er nemlig et stort ansvar, som kræver følelsesmæssigt engagement. Altid. Sådan er det ikke med bøger og computerspil. Dem kan man tage en pause fra.

Hvor længe har du vidst, at du ikke vil have børn?

"Lysten til at blive mor har jeg aldrig haft. Da jeg var yngre, var jeg sikker på, at det var et spørgsmål om tid, før jeg ville ændre mening. “Bare vent, Astrid, det skal nok komme”, sagde folk til mig, når jeg stod der som stædig teenager og proklamerede, at det med børn ikke var noget for mig. Men lysten var der ikke dengang, den er ikke kommet, og jeg er helt overbevist om, at den aldrig gør."

Hvilke overvejelser ligger bag din beslutning?

"Uanset om man ønsker sig børn eller ej, synes jeg, det er en beslutning, man skal tage med stor omtanke. Det er jo rigtige, små mennesker, man enten fravælger eller får ind i sit liv. For mig handler det først og fremmest om, at jeg ikke vil være mor bare fordi, det er dét, de fleste gør. I mange år gik jeg og troede, at det at få børn var noget, man skulle: Jeg skulle have en uddannelse, jeg skulle finde en kæreste, et arbejde, et sted at bo – og så skulle jeg vel også have nogle børn. Først senere gik det rigtigt op for mig, at det ikke er noget, man skal. Jeg skal da ikke have børn, når jeg ikke har lyst."

Ved du, hvorfor du ikke har lyst?

"Indimellem kan jeg godt føle, at jeg træder nogen over tæerne, når jeg siger det højt, men jeg sætter virkelig stor pris på min fritid og min frihed. Min kæreste og jeg er nogle værre gamerhoveder, så vi bruger meget tid på at spille videospil sammen. Jeg elsker at læse. Jeg tegner, jeg maler, jeg synger, og jeg danser. Jeg har en masse forskellige interesser, der gør mig glad. Og jeg kan ikke med sikkerhed vide, at jeg stadig ville være glad, hvis jeg ikke havde tid eller overskud til at dyrke dem."

LÆS OGSÅ: Mor og bonusmor: ”Det må ikke definere vores familie, hvem der er biologiske forældre til hvem”

"Jeg elsker at blive god til noget, jeg elsker kampen for at lære noget nyt, og jeg elsker at fordybe mig. Jeg ved godt, at man også kan fordybe sig i børn, der findes et hav af bøger om børn og børneopdragelse, man kan læse og blive klogere på. Det er en hel færdighed at blive mor. Men man skal også være følelsesmæssigt engageret. Altid. Det skal jeg ikke, når jeg læser en bog. Den kan jeg lægge væk, og tage en pause fra, hvis jeg bliver træt af at læse. Man kan ikke tage en pause fra at være mor."

Har det været en beslutning, der var svær at træffe?

"De seneste år har jeg tænkt en del over det, fordi jeg er kommet i en alder, hvor det ville være meget naturligt, at jeg blev mor. Men jeg når altid frem til, at det vil være forkert af mig at bringe et barn til verden, når jeg er helt sikker på, at jeg hellere vil leve mit liv uden. Jeg tænker ind imellem over, om det er fordi, jeg er meget selvisk, at jeg ikke vil undvære en halv time til at læse min bog færdig, når jeg selv har lyst. Men jeg tror simpelthen bare ikke, jeg har det i mig. Og derfor er det ikke svært for mig at sige: “Jeg skal ikke have børn!”

Har du forestillet dig, hvordan det ville være at blive mor?

"Jeg fik en lillesøster, da jeg var 10 år, og jeg elskede hende lige med det samme. Dengang kunne jeg slet ikke lade være med at engagere mig rigtig meget, og jeg tog derfor en meget proaktiv rolle under hendes opvækst. Det endte med, at min mor og min papfar begyndte at kalde mig mini-mor, så det gjorde min lillesøster også."

"Selvom det ikke rigtig kan sammenlignes med at få et barn selv, så har det alligevel givet mig en god forståelse for, hvor meget det kræver at få et barn. Og så bekræfter det mig i, at min beslutning ikke hænger sammen med, at jeg ikke tror, jeg vil være en god mor. Eller at jeg ikke vil holde af mine børn, hvis jeg endelig fik dem. Men jeg brænder ikke for det, og derfor ville det være helt forkert for mig at bringe børn til verden."

LÆS OGSÅ: Katrine er solomor: ”Jeg mangler én, der giver mig et kram og en high five”

Hvordan mener din kæreste om det?

"Min kæreste og jeg er begge nogle sludrechatoller – vi snakker hele tiden, og vi snakker om alt. Derfor var det meget tidligt i vores forhold, at det med børn kom op at vende en aften hen over opvasken. Jeg ønsker mig ikke børn, og det gør han heller ikke. Han vil gerne steriliseres, og det synes jeg er en god idé – så for at mindske risikoen for uønsket graviditet, har vi besluttet, at det er dét, vi gør. For os har det aldrig været en drastisk beslutning, for vi har altid været enige om, at vi ikke skal have børn. Og vi er slet ikke i tvivl om, at det er sådan, det skal være. Når vi taler om vores drømme for fremtiden, handler det om, hvornår vi skal giftes, og hvornår vi skal købe lejlighed – men det med børn har dårligt nok være et hvis."

Hvordan er din beslutning blevet modtaget af din familie?

"Jeg har altid været åben om, at jeg ikke har ønsket mig børn, og det har aldrig været en hemmelighed. Heller ikke noget, jeg har haft svært ved at sige højt. Alligevel er det først nu, hvor jeg er blevet rigtig voksen, at mine nærmeste har forstået, at jeg faktisk mener det. Da min kæreste blev præsenteret for min familie første gang, gik der ikke mange minutter, før spørgsmålet kom: “Hvad så med børnebørnene?” Og jeg kan godt sætte mig ind i, at det må være hårdt at få at vide, at der ikke kommer nogle børnebørn, hvis man går med et ønske om at blive bedsteforælder. Men det er bare sådan, det er."

Er der nogen, der har haft svært ved at forstå dit valg?

"De fleste forstår udmærket mit ræsonnement, når jeg fortæller hvorfor, jeg ikke vil have børn. Men de færreste forstår min følelse. Og det kan jeg faktisk godt sætte mig ind i – jeg forstår heller ikke selv, hvorfor jeg ikke har lyst til at få børn. Når det er sagt, så vil der altid være nogle, der har svært ved at forstå det, når man går mod normen. Det, der går mod normen, er altid lidt mærkeligt, og så kommer der nogle spørgsmål. Det kan jeg godt forstå, og det har jeg ikke noget imod. I min situation er det mit eget valg, at jeg ikke vil have børn, og derfor er det ikke svært for mig at gå mod strømmen. Det tror jeg, det kan være, hvis man ikke gør det af egen fri vilje."

LÆS OGSÅ: ”Det vigtigste for os er plads og tid til at være sammen”

Er der noget, du ville ønske, der var større forståelse for?

"Jeg går ind i mellem med en følelse af, at mange tror, at vi, der ikke ønsker at få børn, ikke kan lide børn. Sådan er det ikke for mig. Min kæreste og jeg har to små niecer, som vi elsker meget højt. Jeg kan også godt se en lille gut i en flyverfragt med sut i munden, der griner og stikker af fra sin mor, og tænke “aaaw, hvor er han sød”. Jeg kan godt lide børn, jeg synes, de er dejlige – jeg har bare ikke lyst til selv at blive mor."

Er du bange for at fortryde dit valg senere i livet?

"De er nemt for mig at sige nu, og jeg kan selvfølgelig ikke med sikkerhed vide, at jeg ikke bliver ked af det, når jeg er 50 – men jeg er ikke bange for at fortryde. Det kan godt være, der kommer fem minutter her og der, hvor skoene trykker, og hvor jeg kommer til at tænke på, hvordan det havde været at blive mor. Jeg forestiller mig tiden med en lille ny som et eventyr, og jeg kan godt fange mig selv i en tanke, hvor jeg ærgrer mig over, at det ikke er noget, jeg kommer til at opleve. Og hvor jeg spekulerer på, om det mon alligevel bliver hårdt for mig, når det først er for sent. Men er frygten for at fortryde en god motivation for at få et barn? Det synes jeg ikke."

Astrid Skov Vanman

28 år. Læser en bachelor i Software ved Aalborg Universitet. Bosat i Aalborg med kæresten Ahmad.

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv