“Aura skal omfavnes, ikke hærdes”

Sonja Malev blev født i Bosnien og flygtede som otteårig til Danmark sammen med sin mor, far og søster. Familien blev i en årrække flyttet rundt mellem forskellige asylcentre, og rejsen endte i et hus i Kalundborg.

Med sig i bagagen havde de en autoritær og hård opdragelsesform, men i dag har Sonja fundet sin egen måde at være mor på: Hun lytter til sit barn og til sit hjerte. Her er hendes historie:

Holdepunkt

Når jeg tænker tilbage på den første del af min barndom, husker jeg ikke mine forældre særlig godt. Min lillesøster og jeg blev ofte blev passet hos vores mormor og morfar, og der var bedre at være end hjemme. Vi løb rundt i naturen og hjalp til med hønsene, og når vi skulle sove, varmede mormor et tæppe til os på radiatoren og svøbte os i det. Hun var den primære person i min barndom, men sådan synes jeg ikke, det skal være. Jeg vil være den primære person i Auras barndom, sammen med Kasper.

Autoritet

Jeg fornemmer i dag, at især min far var meget autoritær. Hvis jeg for eksempel havde mareridt eller svært ved at sove, blev jeg sendt tilbage på mit værelse, når jeg kom ind i stuen. ‘Hun skal hærdes!’ sagde han. Eller ‘man får stærkere lunger af at græde’. I lejligheden under vores boede min farmor, så min mor har sikkert skullet stå model til mange råd om gammeldags bosnisk børneopdragelse fra den kant.Bliv abonnent på Vores Børn, og læs meget mere om forældrerollen og opdragelse. Se de gode tilbud her! Hvis man ikke kunne lide maden, var det bare ærgerligt, for det skulle ned. Sammenlignet med det, vi giver Aura, lyder det frygteligt, men der er også en generation og en kultur til forskel.

Tryghed

Selvfølgelig skal Aura vokse op og blive stærk og få selvtillid, men vejen derhen er vi uenige om. Aura skal ikke hærdes, hun skal omfavnes, så hun bliver en tillidsfuld pige med masser af selvværd, der selv kan mærke sult, træthed og andre behov. Vi skal respektere hendes tegn og lytte til hende, når hun får et sprog. Når hun klør sig bag øret mellem klokken 18 og 19, ved vi, at hun er træt, og så går en af os ind og putter hende i smørhullet, lægger sig ved siden af hende og aer hende, mens vi synger den samme sang igen og igen, og øjenlågene glider ned. Det tager ikke særlig lang tid, og hvis hun piber i løbet af aftenen, går vi ind til hende med det samme.

Nærvær

Jeg har fået fortalt, at jeg blev taget fra min mor, i samme øjeblik jeg var født. Jeg skulle vaskes, vejes, måles og svøbes som en pæn og ren baby. Det var helt anderledes end det snaskede lille mirakel, jeg fik op på brystet, da Aura blev født. Vi valgte en hjemmefødsel, fordi det gav optimale betingelser for, at Kasper kunne være med. Vi fik en dejlig, nærværende oplevelse ud af det, og efterforløbet blev roligt og stressfrit.

Inspiration

Det har kostet personlig udvikling at komme hertil. Jeg har læst om attachment parenting og martemeo, som handler om anerkendende samspil mellem barn og voksne. Det – og at lytte til mit hjerte – har inspireret mig til min egen måde at være mor på. Vi respekterer Auras behov, og det har vi fået en fantastisk nem lille pige ud af. Min mor siger tit: ‘Jeg har aldrig set en pige blive elsket så meget!’ Jeg håber, at Aura selv vil føle, at hun er blevet elsket helt ufatteligt højt.

Sårbarhed

Det, der udadtil adskiller min livsstil fra mine forældres, er, at vi sover i samme rum som Aura og siger nej tak til tilbud om pasning. Vi har planer om, at jeg fortsat skal gå hjemme med begge børnene, mens de er små.

Det giver en del løftede øjenbryn, og den kritik gør mig sårbar. Indimellem tager jeg en pause fra de velmente råd om børneopdragelse og minder mig selv om, hvorfor jeg har valgt, som jeg har.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!

LÆS OGSÅ: Forældreværdier: Hvilken mor vil du være?

LÆS OGSÅ: “Min mor var misbruger og forsvandt, da jeg var syv år”

Bliv abonnent på Vores Børn, og læs meget mere om forældrerollen og opdragelse. Se de gode tilbud her!