SPONSORERET indhold

Baby i sommervarmen

Af:: Frida Paustian, Vores Børn
05. jan. 2009 | Børn | Vores Børn

Vi voksne elsker at sætte os ud i solen eller dyppe kroppen i det kølende hav. Men hvordan reagerer små babyer på varmen og sandet mellem tæerne?


Vi voksne elsker at sætte os ud i solen eller dyppe kroppen i det kølende hav. Men hvordan reagerer små babyer på varmen og sandet mellem tæerne?

Hvad enten I har ferie eller bare et par dage sammen i sommersolen, skal I tænke over, hvor meget varme, lys og luft jeres lille baby kan klare. Små børn nyder også at få mindre tøj på og mærke den lune luft på huden, men de skal beskyttes mod direkte sol og har brug for oaser til at hvile i.Babyer er ligeglade med, om stranden ligger ved Vesterhavet eller Frankrigs kyst. Det afgørende er, at I er tæt på og lytter efter behovene for tryghed og ro. Så forvent ikke, at I både får set det skæve tårn i Pisa, kigget hinanden dybt i øjnene på romantiske restauranter og daset ved poolen med en stak gode bøger. Nyd i stedet, at I kan hellige jer den lille uden alle hverdagens afbrydelser, når I holder fri.Vi har samlet eksperternes råd om babys tilstand i sommervarmen. Med dem under armen, kan I trygt begive jer ud i det danske sommerland – eller tage til endnu varmere himmelstrøg.

Varme

Man hører ofte, at små børn har svært ved at regulere kulde og varme. Det gælder kun helt nyfødte. Allerede når babyer er nogle måneder gamle, kan de regulere varme og kulde lige som voksne. Kunsten er at finde ud af, om barnet har det for koldt eller for varmt.Det gamle fif om at mærke baby i nakken for at tjekke temperaturen gælder stadig. Mærkes nakken varm, har baby det for varmt. Mærkes baby kold, ja, så har hun det for koldt.Lyst og løstsiddende bomuldstøj, der dækker hele kroppen, er godt at ånde i, og samtidig skærmer det godt for sol og vind. Vær især opmærksom på vinden, som hurtigt kan afkøle en baby, der er i skyggen og ikke får varmen fra solen.Lader I baby sove uden for i barnevogn, så vær hele tiden opmærksom på, at solen ikke rammer vognen og udvikler den til en bageovn. Stil altid barnevognen på et skyggefuldt sted og gerne i en svag brise.Måske har baby svært ved at sove i varmen. På ferier kan det derfor være en god idé at bestille en bolig med aircondition. Så kan I sidde ude og nyde solen, mens baby sover indenfor. Skru kun lidt op for airconditionen. Er det meget køligt indenfor, bliver omvæltningen for stor, når den lille igen skal ud i varmen.

Mad og drikke

Ammer du, vil barnet måske gerne ammes mere i varmen for at få mere væske. For det meste vil amning kunne dække barnets behov. Drikker barnet modermælkserstatning, er det en god idé at tage erstatningen med hjemmefra, da kravene til indholdet ikke er ens over hele verdenen.

Hvis I skal ud at rejse, bliver det lidt mere besværligt, når ammetiden er forbi, for så skal du undgå, at din baby får maveforgiftning af maden. Som hovedregel er det vandet, du skal være opmærksom på, når I er i udlandet.
Det betyder, at du skal købe eller koge det vand, som baby skal drikke. Undgå desuden at give baby mad, som er skyllet i det lokale vand.

Skal I ud at spise, så kog grøntsagerne inden og tag dem med på restauranten i en lille beholder, hvis det er muligt. Husk også at skrælle frugten, da bakterierne sidder i skrællen.
Nogle børn har mindre appetit i varmen. Det er okay, så længe din baby får væske nok.

Sand og vand

Badevandet skal være varmt! Minimum 26 grader før baby synes, det er rart. Er I ikke så heldige at være omgivet af lunt vand, kan I i stedet tage et lille oppusteligt soppebassin med og lade solen varme vandet op.
Når vandet er varmt nok, kan baby komme ned og plaske, mens en parasol sørger for skygge over bassinet.
Sidder baby i sandet (i skyggen), så skyl numsen godt, når I kommer hjem. Det er ikke rart at have sandkorn siddende og kradse.

Sol

Babyer skal ikke have sol. Overhovedet. Sundhedsstyrelsen fraråder i det hele taget, at såvel børn som voksne er udendørs mellem kl. 12 og 15, og det gælder især i udlandet.

Hav altid en parasol med, f.eks. den fra barnevognen, så der altid er skygge over baby. Derudover er det en god idé at give baby en tynd bomuldshat med skygge på. For sollys er skarpt, og små børneøjne er ikke vant til det, så de bliver hurtigt generet af det.

Kilder: Sundhedsplejerske Anette Schou-Jensen, Børnelæge Anita Hansen, Børnepsykolog Rikke Yde Tordrup og Statens Serum Institut