Babyudstyr
SPONSORERET indhold

Billig uld er lige så god som dyr

Uld holder dit barn varm og tør på den naturlige måde – men behøver det være den fine, dyre uld, du klæder dit barn i, eller er det lige så godt med supermarkedets billige model?

Af:: Mette Hovmand-Stilling, Vores Børn, januar 2015
27. jan. 2015 | Børn | Vores Børn

Funktionen er den samme, uanset om det er dyrt eller billigt. Jeg ville til hver en tid købe den billige, så der er råd til mere, siger læge og ph.d. Vibeke Manniche, forfatter til bogen Alt om barnet.

Skal kunne vaskes

Vibeke Manniche anbefaler, at du går efter uldundertøj, der kan tåle en tur i vaskemaskinen, for selv om det i en travl hverdag er fristende at give dit barn den samme uldbody på en uge i træk, er det en dårlig ide, understreger lægen.

– Hvis dit barn har en gammel, snasket undertrøje på med kolibakterier, virus eller råd, fordi der har ligget en halv ostemad i den, er det i sig selv sygdomsfremkaldende, siger Vibeke Manniche.

Hun afliver desuden myten om, at du ikke behøver at vaske uld ret tit:

– Selvfølgelig er der forskel på, hvor snasket det er. Hvis der er tale om undertøj, er det en god ide at vaske det hver eller hver anden dag.

LÆS OGSÅ: Sådan vasker du uld mest hensigtsmæssigt

Holder barnet varmt

Små børn gylper og savler meget, men har dit barn uld på, absorberer ulden væsken, og du er fri for at bekymre dig om, at dit barn bliver gennemblødt på brystet og dermed kold og afkølet.

Hvis dit barn har uld på inderst, er der desuden mindre risiko for, at det bliver afkølet og får infektionssygdomme, hoste, bronkitis og lungesygdomme, siger Vibeke Manniche. Dit barn undgår dog ikke helt sygdomme, selvom I bruger uld.

Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker fremhæver også uld som noget af det bedste til at holde huden varm og tør. Har dit barn uld på yderst eller næsten yderst, regulerer det krops temperaturen.

Dobbeltvævning er godt

Har dit barn uldundertøj på, anbefaler sundhedsplejerskerne en uldbody eller -undertrøje med dobbeltvævning med bomuld ind mod huden, som kan købes i mange dagligvarebutikker.

Bomuld inderst inde er også godt, hvis dit barn har følsom hud, lyder det fra Astma-Allergi Danmark:

– Uld kan genere huden, og især hvis dit barn har særligt følsom hud, for eksempel børneeksem. Hold øje med, om dit barn klør sig på kroppen. Så kan du prøve at skifte til et blødere materiale inderst inde, for eksempel bomuld, siger rådgivningschef hos Astma-Allergi Danmark, Betina Hjorth.

Vibeke Manniche understreger dog, at uld kan være et fornuftigt valg, også for børn med eksem:

– Det er klart, at hvis dit barn er rødt og meget generet, skal du finde en anden løsning, men man kan ikke sige, at et barn med eksem ikke skal have uld på. En smule irritation er måske at foretrække i forhold til, at barnet bliver koldt og vådt, mener hun. 

LÆS OGSÅ: LÆS OGSÅ: Babyudstyr – alt du behøver

LÆS OGSÅ: Test: Her er den bedste babyalarm

LÆS OGSÅ: LÆS OGSÅ: Sygt barn – nej tak