Børn med angst: ”Det er den psykiatriske lidelse, børn og unge primært lider af”

OBS: Denne artikel er udgivet i Vores Børn, nummer 4/2019.

Det var lige inden Frederiks otte års fødselsdag. Pludselig ville han ikke sove alene på sit værelse, hvilket ellers havde været rutine i flere år. Når han lå dér i sin seng og holdt krampagtigt fast i sin mor, så Christina noget i sønnen, hun ikke havde set før.

"Jeg kunne simpelthen se rædslen i hans øjne. Det var helt tydeligt, at det ikke bare var noget forbipasserende. Han var rædselsslagen for at falde i søvn", fortæller Christina, som i begyndelsen prøvede at berolige med meditationsmusik, sange og en hånd at holde i, indtil han faldt i søvn.

Det tog timevis, og situationen var ikke holdbar. Især fordi frygten for søvnen begyndte at brede sig til andre dele af Frederiks liv. Han trak sig for eksempel fra at lege ude hos venner og have soveaftaler, for hans mor skulle helst være tæt på hele tiden. Christina kunne se, at de var inde i en nedadgående spiral, hvor hendes ellers velfungerende dreng langsomt begyndte at begrænse sig selv mere og mere, og det satte hende i et dilemma.

"Jeg kunne mærke, at når jeg gav ham lov til at gå med angsten og gjorde krumspring for at skærme ham fra de situationer, han frygtede, så bekræftede det ham bare i, at der var noget at være bange for. Det var rigtig svært, for den naturlige reaktion som mor er jo at skærme sit barn fra det ‘farlige’", siger hun.

Frederik er et af de mange danske børn, der hvert år udvikler angst. Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen var 7.189 danske børn i alderen 0-18 år i 2016 diagnosticeret med angst eller depression – et tal, der er tredoblet siden 2006, hvor 2.354 børn og unge havde diagnosen. Eksperter fastslår dog, at tallet i virkeligheden er meget højere, da langt fra alle ramte børn kommer i kontakt med behandlingssystemet og diagnosticeres.

Barbara Esbjørn, som er professor i klinisk børnepsykologi og i 2007 startede Center for Angst på Københavns Universitet, henviser til metastudier, der har vist, at 6,5 procent af børn og unge på verdensplan lider af angst. At tendensen er den samme i Danmark, er hun ikke i tvivl om.

De seneste tre år har centret haft omkring 400 henvendelser, og i en undersøgelse, som Center for Angst har lavet sammen med Børnerådet blandt 12-14 årige børn, svarede seks procent, at de havde alvorlige problemer med angst, mens 11 procent havde nogle problemer.

"Det er et kæmpe problem. Det er dén psykiatriske lidelse, børn og unge primært lider af", siger Barbara Esbjørn.

Læs også: Græder dit barn, når du går? Her er 10 råd til en lettere aflevering

Da angst blev en diagnose

Hvordan er vi kommet her til? Er det noget i den måde, vi lever, i familiernes hverdag eller det moderne samfunds opbygning, der simpelthen får nakkehårene til at rejse sig på de små baghoveder og får ellers velfungerende børn som Frederik til at gå ind i en form for baglæns udvikling og nægte at gøre ting, de før fandt nemme?

I hans tilfælde at sove alene og lege hos venner. For andre kan angsten manifestere sig som en frygt for at blive afleveret i institution eller skole, sige noget højt i timerne, deltage i børnefødselsdage, tage på tur til hovedstaden af frygt for terrorangreb eller låse døren til toilettet. Hverdagssituationer, der måske isoleret set ikke er det store problem, men som nemt griber om sig og resulterer i en undvigelsesadfærd, hvor forældrene accepterer eller ligefrem hjælper barnet med at vige udenom for at komme igennem dagligdagen.

Ifølge Barbara Esbjørn er det dog ikke sådan, at lidelsen er eksploderet i de senere år, selvom tallene viser noget andet. Der er snarere tale om, at vi har fået øjnene op for et problem, der ikke før er blevet taget alvorligt.

"Der er ikke noget forskningsmæssigt belæg for, at der skulle have været en massiv stigning i antallet af børn med angst i de seneste 30 år. Der fandtes også børn med angst for 30 år siden, vi kaldte det bare noget andet.

Det, der er sket er, at vi har fået et sprog for det, og fra forskningens side har vi kæmpet en brav kamp for at få fokus på en lidelse, der kan få store konsekvenser, hvis man bare lader stå til, siger professoren og tilføjer, at nogle af dem, der er på førtidspension i dag, sandsynligvis er børn, der for 30 år siden fik lov til at gå rundt med en ubehandlet angstlidelse.

Det er dog ikke sådan, at hun slet ikke kan se tendenser i tiden, der kan virke angstfremkaldende. I de seneste 10-15 år har børnesynet ændret sig hen imod mere ligeværd mellem forældre og børn. En positiv udvikling, som indimellem bliver eksekveret på en uhensigtsmæssig måde", mener Barbara Esbjørn.

"Min oplevelse er, at nogle forældre misforstår, hvad det vil sige, at vi skal have respekt for børnene. At vi er ligeværdige som mennesker, er ikke ensbetydende med, at vi har samme forudsætninger for at vurdere, hvad vi vil og ikke vil. Når et barn for eksempel ikke har lyst til at gå i skole og får ubehag i kroppen ved situationen, er det ikke ensbetydende med, at vi skal give efter og sige: “Jamen, så bliver du hjemme”. Det er ikke, fordi vi bare skal kaste vores børn ud på dybt vand, men som forældre forstærker du faktisk angsten, når du giver dit barn lov til at undgå de ting, det frygter", siger Barbara Esbjørn.

Overbeskyttelse virker stik imod hensigten

Hun peger også på overbeskyttelse som et benspænd i tiden, når det kommer til angst. Vi moderne forældre er ikke lige så trygge ved at lade vores børn cykle i skole selv, hente mælk hos købmanden og lege uovervåget, som vores egne forældre var. Og modsat hensigten kan alt vores passen på faktisk skræmme mere end det skærmer.

"Er du eksempelvis bange for at lade dit barn tage bussen selv, så smitter det. Du siger måske med bævende stemme: “Det bliver da spændende at køre i bus selv!” Hvorimod den helt nøgterne kommentar i sådan en situation ville være: “Husk dit rejsekort”. Når vi italesætter tingene på denne lidt tvivlende måde, som om vi ikke helt tror på, at barnet kan klare opgaven, hvorfor skulle barnet så tro på det", lyder det retoriske spørgsmål fra Barbara Esbjørn.

Den privatpraktiserende børne- og ungdomspsykologiske klinik Cool Kids har siden 2012 behandlet flere end 1.000 børn og unge for angst efter den australske behandlingsmetode af samme navn. Psykolog og klinikchef Søren Benedikt forklarer, at der er flere faktorer, det spiller ind på udviklingen af en egentlig angstlidelse.

Dels om barnet har en personlighed, der er mere sårbar og ængstelig af natur, og dels om det er udsat for stressorer, som antænder den sensitive del af personligheden. Og efter hans vurdering er der mange af den slags triggere i den dagligdag, mange børn har i dag.

"Vi lever i et præstations- og forbrugssamfund, hvor vi placerer børn i en institution, så forældrene kan tjene penge. Man kan spørge sig selv, om omsorgen er god nok, og om det er en ordentlig rede for den nye generation at vokse op i. Forældrene har måske nok mere tid sammen med deres børn i dag, men hvis alt den tid går med at sidde med næsen i en skærm, så forsvinder de øjeblikke, hvor forældrene er nærværende og kan hjælpe deres børn med at fortolke de mange indtryk, de får hver dag, og som er nødvendige for at børnene kan vokse op og udvikle sig til robuste mennesker.

I stedet sker der en overeksponering af informationer over for børnene, som kan finde både halshugninger og terrorangreb på nettet. Tidligere havde vi bedre muligheder for at skærme vores børn, men filteret er væk, og de ekstreme ting, der spiller på frygt, er tilgængelige og kommer helt ind på børneværelset. For de lidt ældre børn kan man sige, at nogen er på overarbejde i forhold til at præstere og brande sig selv på de sociale medier", mener Søren Benedikt.