Børnefødselsdagen tog lige pludselig vildt om sig
SPONSORERET indhold

Børnefødselsdagen tog lige pludselig vildt om sig

Hvad skal en god børnefødselsdag anno 2015 indeholde? Flotte fondantkager, temapakker, planlagt underholdning? Børnefødselsdagen var på vej til at blive min platform for selviscenesættelse.

Af:: Rebecca Green Cupido, blogger
08. okt. 2015 | Børn | Vores Børn

Chloe har snart fødselsdag, hun bliver 5 år. Den sidste fødselsdag i børnehaven og den vigtigste dag i Chloes liv. Fødselsdag er den dag, man bliver inviteret eller oftere af-inviteret til, når hun bliver sur: “Mor, hvis ikke jeg må få slik nu – så må du ikke komme til min fødselsdag!” har det lydt mere end én gang.

Sidste år gik vi all-in, Rapunzelkage, moster havde klædt sig ud som Spiderman, og vi havde inviteret hele børnehaven + forældre ned på Aalborg hovedbibliotek. Forventningerne til denne fødselsdag er derfor meget store.

LÆS OGSÅ: Fødselsdagsregler: 1, 2, mange

I sidste uge luftede jeg så småt tanken om, at hun snart havde fødselsdag, og at hun måtte vælge, hvilket tema hun ville have. Her tænkte jeg på dug og engangsservice. Chloe havde åbenbart ikke samme tilgang som jeg. Hun ville have et enhjørningstema inkl. enhjørning, de kunne ride på! Jeg gik straks i gang med at gennemrode pinterest, magasiner osv. for ideer.

Moster mente, at vi sagtens kunne leje en hest, de kunne ride på, og at det da selvfølgelig var nemt at klistre et horn i panden på den. Ikke nok med at jeg kunne se festens budget vokse sig større og større, det samme gjorde sig gældende for Chloes ønskeliste og forventninger. Pigerne skulle pludselig ankomme i kostumer, der skulle tryllestøv i luften, og de skulle alle have vinger (altså rigtige vinger selvfølgelig). Forsøgte at forklare mig ud af det med vingerne, men det med støvet måtte da kunne fixes? Havde jeg ikke set noget på pinterest engang?

LÆS OGSÅ: Guide: Hold fødselsdag for klassen

Manden, der kender mit planlægningsiver, rynkede øjenbrynene og rystede på hovedet. Virkeligheden bankede dog pludselig på døren, da jeg begyndte at tænke over, hvad jeg havde gang i. Pigebarnet er jo bange for heste, vi bor i et lille rækkehus, og gad jeg egentligt bruge tid på regnbuekager og rengøring af glimmer?  Måske dette udstyrstykke af en fest er mit (og mosters) behov frem for Chloes?

Dengang jeg var barn, stod menuen på boller, kakao og kagemand med slik (altså den slags med e-numre og sukker) fra Brugsen. Ikke nogen fondantkager, der forstillede hele Disney juniors univers, ikke nogen temaer som passede til underholdningen, og slet ikke nogen optrædener i form af Spiderman, heste med horn eller prinsesser. 

Temaet var fødselsdag, og underholdningen var stopdans, skattejagt og fri leg. Jeg husker det som sjovt og spændende, mon ikke min datter ville synes det samme? Så har besluttet (ok, manden har besluttet) at den står på skattejagt, boller og kage. Derefter må de selv lege og hygge, til de ikke orker mere. Thats it. Befriende, faktisk.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd: Sådan bliver fødselsdagsfesten en succes
 

LÆS OGSÅ: Hurra, 1 år: Den første fødselsdagsfest

LÆS OGSÅ: Børnefødselsdag: Kager gone wrong!