Bofællesskab: Sådan føles det at bo 26 mennesker sammen

Hvad er det bedste ved jeres bofællesskab?

Menneskene. Vi har haft det godt med hinanden lige fra starten, og grundlæggende er vi altid glade for at se hinanden. Vi passer på hinanden alle sammen. Det har vi ikke mindst kunnet mærke alle de mange gange, der har været folk på barsel og med små børn. Så hjælper vi hinanden med f.eks. at købe ind og se efter de små. Vi behøver ikke aftale eller planlægge alt, for der er et fællesskab, vi kan stemple ind og ud af. Og på den måde er der en masse af de situationer, som godt kunne blive småstressende, som ikke bliver det. Et for mig rørende eksempel var, da vi lige havde fået vores søn, Erik. Vi var netop kommet hjem efter nogle udmattende dage på hospitalet, da min mand skulle afsted til Frankrig til et cykelløb, han havde trænet til længe. Inden afgang havde han fået hele fælleskabet til at være med i en vagtplan de fem dage, han var væk, hvor alle skiftedes til at komme med mad og andre forsyninger. Det var vildt grænseoverskridende for mig at være alene med en lille nyfødt, og jeg havde svært ved at lukke et øje. Min nabo Susanne tilbød at overnatte i vores seng i to nætter, hvilket betød, at jeg kunne slappe af og sove. Det er noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet, og det tror jeg ikke, man ville gøre i en helt almindelig opgang i et lejlighedskompleks.

Hvorfor fungerer jeres fællesskab så godt?

Vi har alle sammen stor respekt for, at vi ikke er ens. Børnene ved godt, at der er forskel på reglerne i de forskellige hjem. Nogle steder skal man måske have et ærinde for at gå ind, andre steder står døren altid åben. De har alle sammen lært at håndtere, at folk ikke er helt ens. Det tror jeg er en god forståelse at tage med sig i andre sammenhænge. Jeg synes også, at vi er gode til at bakke op, hvis nogen tager teten omkring noget. Så respekterer og værdsætter de andre initiativet og den enkeltes måde at gøre tingene på. Og det tror jeg er vigtigt i et fællesskab. Som da nogle af de voksne byggede Kaninbjerget til vores kaniner i haven - dem, der byggede det, fik lov til at bestemme, hvordan det skulle se ud, og der var ikke nogen, der kom bagefter og syntes, at det skulle være anderledes. Noget af det værste i et fællesskab som vores er de perioder, hvor alle har travlt og ingen gør noget for det fælles. Derfor er det også supergodt, at vi har vores faste fællesspisning ”onsdagsgryden” og vores arbejdsweekender. Alle børnene elsker arbejdsweekenderne, hvor vi er der alle sammen. Vi får ting til at ske, hygger os og spiser pizza. Det giver energi til fællesskabet.

LÆS OGSÅ: 2 familier under ét tag: Sådan føles det at flytte sammen med sine venner

Har I husregler?

Vi har helt almindelige vedtægter, som i de fleste andelsforeninger. Man skal for eksempel spørge om lov, før man får husdyr. Man må heller ikke bruge tørretumbleren efter kl. 20 – det er helt almindelige regler og ikke noget, der fylder noget i hverdagen.

Bliver I nogensinde trætte af fælleskabet?

Aldrig. Jeg kan med fuld overbevisning sige, at vi har mere bo- og livskvalitet her i fællesskabet, end vi kunne have alene. Vi er tæt på gode venner i hverdagen. Vores børn er en del af et stærkt fællesskab. Vi kunne aldrig have lige så meget sjov eller have lige så meget have, gæsteværelse eller legeudstyr for den sag skyld, hvis vi boede alene. Vi har alle sammen en rigtig god privatbolig - og oven i det har vi nærheden til vores venner og adgang til alle de fælles ting.

Er det vigtigt at kunne være sig selv en gang imellem?

Ja, og det prioriterer vi alle i forskelligt omfang. Grundlæggende kan man jo gå ind i sin lejlighed og være privat. Fællesskabet er mange gange noget, vi aktivt opsøger, eksempelvis ved at gå ud i haven om aftenen i sommerhalvåret, hvor det sociale liv virkelig blomstrer med fodboldkampe og snak over aftenkaffen.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at bo 4 generationer under ét tag

Hvilke konflikter kan I opleve i fællesskabet?

Ligesom i alle gode forhold er der en gang imellem et skænderi. Det er sjovt nok tit om små ting, som hvorvidt børnene må kravle på muren ind til vores naboer. Men vi har altid været ret gode til at håndtere konflikterne, og det har aldrig udviklet sig til noget videre. Det tror jeg grundlæggende skyldes folks generøsitet; der er ikke nogen, der ikke er generøse over for fællesskabet. Det lyder lidt vildt, men det er faktisk rigtigt. Det er nok noget, vi alle sammen øver os på og fremmer hos hinanden.

Hvordan mærker børnene fællesskabet?

Børnene ved, at alle i fællesskabet er deres venner. Det giver en stor tryghed og mange gode oplevelser, på kryds og tværs. Det er som at bo tæt på en udvidet familie.

Er der nogensinde nogen, der undrer sig over, at I har valgt at bo som I gør?

Nej, snarere omvendt. Gennem årene er der mange, der har reageret på vores fællesskab med ønsket om at gøre noget tilsvarende. Det kan være svært at tage springet, få købt en ejendom sammen med andre, bygget om og stiftet en ejer- eller andelsforening, og det holder nogen tilbage. Men i virkeligheden er det ikke så svært, og jeg vil bestemt anbefale folk, der går og leger med tanken, at gøre alvor af det.