"Jeg er bekymret for mine venners børn"

Spørgsmål om børn og skilsmisse

Jeg skriver til dig med afsæt i en bekymring for to små børn. Den ene går i børnehave og den anden i første klasse. For et år siden blev deres forældre efter morens ønske skilt. Siden foråret har deres skilsmisse været rigtig grim. En overgang kommunikerede de på morens foranledning kun via en advokat, hvilket formentlig ophørte af økonomiske grunde.

Det er tydeligt, at såvel moren som faren oplever, at konflikterne er modpartens skyld. Lige nu kommunikerer de, efter morens ønske, kun på skrift, hvilket jeg har fået et indblik i. Men heraf fremgår det tydeligt for mig, hvordan de begge understøtter og fastholder konflikten.

Jeg kender kun farens oplevelse af konflikten, da moren har trukket sig helt fra vores vennegruppe. Hun kan have sine gode grunde til at handle, som hun gør, grunde, som jeg ikke kender til. Men uanset hvad, så går min bekymring mest på de her to små, skønne børn, hvis forældre ikke kan enes.

Læs også: Brevkasse: Mine børn vil ikke acceptere min kæreste

Nu har konflikten varet i snart et år, og jeg ser ingen ende på den. Jeg har sådan lyst til at blande mig og skælde forældrene ud. Det er så grimt at være vidne til det, der sker. Jeg har lyst til at forsøge at presse dem til at opsøge en uvildig tredjepart, en terapeut af en slags, som måske kan hjælpe dem.

Ikke med at genfinde kærligheden, men med at genfinde sympati og respekt for hinanden, lægge stridsøksen og samarbejde om deres fælles børn. Kan jeg tillade mig det? Eller skal man blande sig udenom i den type kriser? Jeg har bare så ondt af børnene, der lider i alt det her.

Vibeke Dorph råder til at tale med forældrene 

Det er hæsligt at stå på sidelinjen og se på, mens skilte forældre opfører sig som de børn, de burde bruge alle deres kræfter på at tage sig af. Jeg ved det, for jeg har stået der selv, og jeg har et par gange ikke tøvet med at fortælle min mening om forældrenes opførsel.

For ligegyldigt hvilke tåbelige begrundelser, skilte forældre kan diske op med – og de kan diske op med mange – så er det mental mishandling af børn, når forældre skændes og ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt over for hinanden. Her må vi som ansvarlige voksne påtage os rollen som børnenes advokat og få dem til at forstå, at de er i gang med at ødelægge deres børn psykisk, så det må holde op.

Brevkasse: Brevkasse: Har min søn ikke ret til at kende sine bedsteforældre?

Nu har jeg selv desværre et svært temperament, og netop selvoptagede forældre er typer, der tænder mig aldeles af. Erfaringen har dog lært mig, at jeg aldrig når langt ved at råbe op og skælde ud, selvom det tit har været på sin plads. Problemet er nemlig, at råber og anklager man folk, så går de i forsvarsposition og lytter ikke til det budskab, der gemmer sig i vreden.

Så i stedet for at skælde ud, så vil jeg foreslå dig, at du samler de stridende og roligt sætter dem ind i de iagttagelser, du så fint har beskrevet i din mail. Fortæl dem, at vil de virkelig deres børn det bedste, så stopper de skænderierne og søger mod enigheden og samarbejdet, for det er det eneste, som deres børn har brug for.

Nu er det held i uheld, at der i det her land findes alt for mange selvoptagede forældre a lá dine venner. Der er derfor også oprettet forskellige former for familie-rådgivning til skilte forældre – de kan findes på nettet. Det kan også være, de vil noget andet, vigtigst er det, at du får dem til at indse, at det, de har gang i nu, kun skader deres børn, så det skal stoppe.