Min kæreste er gået fra mig og vores nyfødte søn

Spørgsmål om familieliv og faderrollen

Jeg har kendt min kæreste i knap tre år. Jeg er 44 og har i forvejen to teenagebørn, mens han er 30 år. Sidste forår besluttede vi at få et fælles barn og at flytte sammen. Vi nåede kun lige at købe et hus sammen, så blev jeg gravid.

Der gik ikke mere end et par måneder, så kunne min kæreste pludselig ikke holde ud, at der hele tiden var støj og larm omkring ham, sådan som det jo er i en familie. Han havde, indtil vi flyttede sammen, boet alene. Der gik så et par uger, så blev han decideret deprimeret og sagde, at han ikke længere kunne mærke sig selv.

Han flyttede og opfordrede mig samtidig til at få en abort. Et par måneder efter kom han så retur og vil os igen, alt gik godt, og jeg fødte kort tid efter vores lille søn. I starten var min kæreste virkelig på og meget hjælpsom, men pludselig stak han af igen med en bemærkning om, at jeg skulle passe godt på vores barn.

Læs også: Brevkasse: Har min søn ikke ret til at kende sine bedsteforældre?

Min (eks)kæreste har siden da kun vist sporadisk interesse for vores søn, og jeg føler mig så meget bedraget og svigtet. Jeg forsøger dog at have fokus på vores søn, mine store børn og mit dejlige hus, som jeg heldigvis har råd til at blive i uden ham. Jeg går dog hele tiden og tænker på, hvad der dog er sket for min kæreste. Er han syg? Eller er han virkelig bare fuld af fup og løgn? N.N.

Vibeke Dorph råder til at give plads

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det hele er gået meget stærkt for både dig og nok især din kæreste. Nu er det ikke for at forsvare ham, men fra at være en ung fyr, der har boet alene, har han meget pludseligt skulle omstille sig til at leve i en familie med børn, og så ovenikøbet selv skulle være far.

Jeg tænker, at især fødslen af jeres fælles barn har udløst en form for panik hos ham og måske en decideret fødselsreaktion. Han har ikke kunnet rumme den virkelighed, han pludselig stod midt i, derfor flygter han fra den.

Det er selvfølgelig uansvarligt og umodent, det er han sikkert selv pinagtig klar over, men måske har han ikke følt sig i stand til at kunne agere anderledes. Var jeg dig, ville jeg derfor koncentrere mig om at få hverdagen til at fungere for dig selv og for dine børn og så lade din (eks)kæreste passe sit eget.

Læs også: Brevkasse: Jeg er bekymret for mine venners børn

Prøv at give ham plads. Opfordre ham eventuelt til at søge hjælp, man er heldigvis blevet mere opmærksomme på, at også mænd rammes af fødselsreaktioner. Lad ham komme og være sammen med jeres barn, når han magter det og lad være med at forvente for meget af ham, for det tror jeg alligevel ikke, at han kan håndtere.

Lad så tiden gå. Ændrer han ikke adfærd, så er han alligevel ikke klar til at være far i en familie, han vil kun blive en plage at leve sammen med, og I må så finde en anden måde at løse tingene på. Men står han pludselig med hatten i hånden og vil dig og jer, så giv ham chancen.

For jeg kan ikke lade være med at tænke, at din kærestes umodne adfærd ikke skyldes rå egoisme, men snare en pinefuld desperation.