Baby afviser mad
SPONSORERET indhold

"Grøntsager er totalt no-go for mit barn. Hvad gør jeg?"

Udfordret ved spisetid? Læs med her, hvor læserne deler frustrationer, når det kommer til børnenes spisevaner, og eksperterne kvitterer med nyttige svar.

Af:: Katrine Krøjby Foto: Getty Images
30. sep. 2022 | Børn | Vores Børn

Q: “Jeg bliver så utålmodig, når mit barn skal have mad. Det tager 1.000 år, og der kommer næsten ingenting ned. Hvad kan jeg gøre?"

A: “Det tager tid at lære at spise. Det er sådan et instinkt for os, at barnet skal have noget at spise, men det bedste er at bevare roen og tålmodigheden, for det skal nok komme. Jo mere vi presser på med at made som en flyvemaskine, jo mere presset bliver baby.

Tålmodighed er noget af det vigtigste. Man kan også se på, hvad handler det om? Du gider ikke skeen? Hvad hvis jeg har en ske, og du har en ske? Så du har følelsen af medbestemmelse? Og hvis det slet ikke fungerer med skeen, så kan man gå en anden vej og prøve med fingermad.” – Charlotte Seeger

Q: “Jeg gør mig sådan umage, men føler ikke, at min baby får noget ned?”

A: “Undersøg om det har noget med sanserne at gøre. Har baby svært ved at spise, hvis der er forstyrrelser? Hvis baby overhovedet ikke vil spise noget, efter man har prøvet i et par måneder, kan man få tjekket, at tungebånd og læbebånd er OK.

LÆS OGSÅ: BLW: Sådan lærer du din baby at spise selv

Men det er normalt, at det ikke er store mængder, der ryger ind og meget ofte bliver der spist mere, end man lige tror.” – Charlotte Seeger

Q: “Jeg er så bange for, at baby kløjes i maden.”

A: “Man skal respektere sin egen frygt. Det er en reel ting, man kan være bange for, og det er OK og helt normalt. Man kan starte med at tage et førstehjælpskursus, så føler man sig stærkere og mere klædt på, når man sætter sig ved bordet. Og så det vigtigt at vide, at det sker helt ekstremt sjældent, at noget sætter sig fast, men det sker ofte, at babys brækrefleks bliver udløst.

Når den bliver aktiveret, er det vigtigt, at man bevarer roen. Hvis man flyver op og hiver baby op ad stolen, bliver baby også utryg. Så man skal forsøge at hvile i det, selv om det er svært. Hvis maden kommer i den gale hals, kan baby ikke græde, fordi maden blokerer for luftvejene, og barnet vil skifte farve i hovedet. Det er vigtigt at kende til forskellen.” – Charlotte Seeger

Q: “Min baby sviner meget med maden. Har I nogle tips til at begrænse det?”

A: “Jeg håber, at man som forælder tillader det. Det er det vigtigste overhovedet for at gøre barnet tryg, at det får lov til at undersøge det med alt, hvad det indebærer. Man skal sige til sig selv, at det styrker ens baby, og rent lavpraktisk, så kan man udstyre sig ordentligt. Tag forklæde, spisetrøje eller gammelt tøj på, og når vejret er til det, kan man sætte baby i ble.

LÆS OGSÅ: Madvaner: Derfor er dit barn kræsent

Køb et underlag til under højstolen, så det er nemt at gøre rent – og vælg et du kan holde ud af se på. Man kan også time det med barnets bad, så barnet for eksempel kommer i bad efter frokost, hvor det har givet den fuld skrue. Og så kan man måske splatte lidt mindre ved de andre måltider, hvis man ikke kan holde det ud." – Charlotte Seeger

Q: “Mit barn er ikke interesseret i maden og afviser den. Er det normalt?”

A: “Det er helt OK at afvise måltider. Det kan skyldes, at barnet er træt, eller der er sket noget, som har ændret på appetitten. Vi vil vores børn det så godt, at vi kan blive overoptagede af, hvad der bliver spist, hvordan og hvor meget. Men hvis man koncentrerer sig om sin egen oplevelse med maden, kan det gøre det lidt nemmere for barnet.

Det er vores ansvar at beslutte, hvad der skal på bordet, men det er barnet selv, der beslutter, hvad og hvor meget, der skal i munden (hvis noget overhovedet). Det er en svær øvelse, som kræver meget af os. For de fleste forældre i dag er selv er vokset op med, at der har været meget fokus på vores tallerken, og om vi har spist for meget eller for lidt. Og så bekymrer vi os jo også for vores børns ve og vel – det er helt naturligt. Det kommer af kærlighed.” – Signe Severin

Q: “Grøntsager er totalt no go for mit barn – hvad gør jeg?”

A: “Vi er mange, der har fået at vide, at man er god, hvis man spiser broccoli og dårlig, hvis man spiser pasta med ketchup. Så vi bliver fyldt med skyld og skam, når vores børn ikke spiser grøntsager, men hey: Man kan leve længe på pølser, frikadeller og brød med smør, hvis det er det eneste, der glider ned. Jo mere vi gør opmærksom på, hvad vi gerne vil have, at børnene skal spise, jo mindre får de ofte lyst til det.

LÆS OGSÅ: Gør det let for dig selv: Derfor kan du roligt give dit barn mere convenience mad

Man skal som forælder blive ved med at servere den varierede kost og så acceptere, hvis det grønne bliver liggende. Det hjælper nogle gange at tænke over, at servere noget tryghedsmad som pasta, brød med smør eller blåbær (altså det ens barn finder trygt at spise – det er forskelligt fra barn til barn). Så der altid er noget på tallerkenen, som barnet har mulighed for at vælge.” – Signe Severin

Q: “Vi døjer meget med forstoppelse, er der noget vi bør undgå eller gøre anderledes?”

A: “For det første skal man være opmærksom på væskeindtaget. Babyer får meget væske via mælken, men det er også vigtigt, at de får tilbudt vand regelmæssigt, når de begynder at spise. Der er også nogle børn, der oplever forstoppelse ved nogle fødevarer som eksempelvis banan.

Så skal man måske holde igen med det. Og så kan man bruge nogle af de kendte kneb som at servere sveskemos. Jeg har brugt det i grød, bagt det i muffins og vafler og smurt det på brødet. Kiwi, blommer og pære kan også virke godt på forstoppelse.” – Signe Severin

Anbefalet til dig