Caroline og Frederik Bille Brahe
SPONSORERET indhold

Caroline Bille Brahe: ”Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde ham”

For model og designer Caroline Bille Brahe og hendes mand, kok og restauratør Frederik Bille Brahe, er tempoet skiftet. Alting går langsommere – og det er godt. Hun har startet eget brand, han pønser på endnu en restaurant, og to børn er kommet til. Mød parret her.

Af:: Mette Skjødt Foto: Sascha Oda / Shotview
31. aug. 2022 | Børn | Eurowoman

Caroline om familieliv og morgensang

Hvordan ser en typisk dagligdag ud for jer?

“Hver morgen cykler jeg mine børn til Charlottenlund, hvor de går i børnehave. Jeg har tit en kaffe med fra Atelier September, og børnene får en croissant – det er en af mine yndlingstidspunkter på dagen. Jeg stiller cyklen derude, så børnenes babysitter, Mona, kan overtage, og så løber jeg ind til byen. Jeg kan godt lide at træne, det er godt for min psyke, så det har jeg altid prioriteret. Bagefter går jeg i bad og gør mig klar til at tage på kontoret, hvor jeg er til klokken 16-16.30, og så har Mona hentet, og vi kan gå ned og købe ind, gøre klar til aftensmad, hygge, lege og komme igennem aftenritualerne med bad og bøger, der skal læses. Frederik og jeg laver tit mad og spiser sammen, når børnene er puttet. Vi er gode til at leve i kaos. For selvfølgelig har vi også uger, der er alt for travle. Frederik tager ofte til Berlin, hvor han har et bageri, og så er der lige en lancering i London eller andet, der får os på farten.”

Hvorfor har I valgt, at jeres børn skal gå i Steinerbørnehave?

“Vi har først og fremmest valgt børnehaven, fordi Frederiks søsters børn også har gået der, og fordi der bare er en magisk stemning derude. De har så mange søde ritualer og synger morgensang hver morgen, går rundt i skoven, bruger deres fantasi og fortæller eventyr. Vi opdrager ikke bevidst vores børn efter Steiners værdier, men mange af dem er gode værdier, som vi sætter pris på, at de får med.”

LÆS OGSÅ: Ina og Kim er plejeforældre: "Den dag de slipper min hånd, ved jeg, at vores arbejde er lykkedes"

Frederik og Caroline Bille Brahe
“Han er god til at iscenesætte livet omkring os og gøre det hyggeligt. Det var det, jeg faldt for,” siger Caroline om Frederik

Hvad betyder Frederiks familie for dig?

“Jeg har boet i New York i mange år uden et familieliv, så det betyder meget for mig at have fået så tæt et forhold til familien igen, efter vi har fået børn.”

Hvad er dit forhold til din svigermor?

“Jeg elsker hende og driller hende. Jeg kalder hende svigermonster, men det er hun slet ikke. Hun er vildt skøn. Frederik og jeg mistede vores fædre med et halvt års mellemrum. Han mistede sin, da jeg var gravid med Sonya, og jeg mistede min kort efter, så vi er en klan af kvinder, og det gør, at vi er meget sammen alle sammen. Oftest i min svigermors hus.”

Frederik om måltider, svampe og sin mors hus

Hvad er rutinerne omkring mad hjemme hos jer?

“Det ville være fedt at sige, at vi stod og bagte speltboller derhjemme og hyggede med årstidskassen og så videre. Men sådan er det ikke. Vores børn spiser vegetarisk og biodynamisk i børnehaven, og det er en kæmpe gave. Derhjemme spiser vi tit det samme som mange andre børnefamilier – havregrød, æggesalat, ravioli med salvie og mange andre af de simple og lækre ting, som børn genkender og holder af at spise.”

Hvad serverer du for din familie på weekendmorgener?

“Vi laver pandekager, spejlæg og spinat, spiser ostemadder med syltetøj og hygger. Det skal gå rigtig langsomt, og om søndagen kommer vi tit først ud ad døren ved 13-14-tiden. Så hygger børnene med deres ting, og Caro og jeg går og pusler og rydder op og fordyber os i vores projekter.”

Og hvad er jeres go to på travle dage?

“Farinata (liguriansk pandekage med kikærtemel, red.). Det spiser vi fire-fem gange om ugen!”

Hvilke madværdier vil du gerne give videre til dine børn?

“Jeg har et par meget simple råd: Lav maden selv, og brug gode naturlige råvarer fra sæsonen. Det kommer du langt med.”

Tager du børnene med i skoven og ud at sanke?

“Ja, ofte. Vi følger sæsonen meget tæt og snakker om alt, der kommer op af jorden og er omkring os, så de lærer navnene på blomster, træer, bær og frugter, og vi bruger også sæsonerne til at forstå begrebet tid. Fx kan jeg altid forklare Sonya, at hendes fødselsdag er, når kirsebærblomsterne springer ud, og at jeg har fødselsdag, når der er brombær. Vi samler kastanjer og svampe og bliver begejstrede og forundrede over naturen.”

Er I en gæstfri familie?

“Vi er så gæstfrie som muligt. Vi laver dejlig mad, drikker gode vine og lader det hele flyde i et stort kaos, som tit ender med en kæmpe opvask og en kop kaffe lavet i en gryde eller noget i den stil. Det er bedst, når det er lidt uorganiseret og tilfældigt.”

Holder I store familiemiddage?

“Det har vi hver søndag hos min mor, og det er typisk for både min og Caros familie. Der bliver leget cirkus og hygget, vi danser og spiser mad – grillet fisk eller pasta – som regel ikke noget vildt. Det er dejligt at være sammen og dejligt for børnene, som kan lege sammen. Beate, min søsters yngste, er jævnaldrende med vores to, og hendes store dreng Johan er alles helt. Og så har min søsters partner Jeppe også to skønne drenge, så det er altid sjovt.”

Hvad betyder familie for dig?

“Jeg har haft en dejlig opvækst med en masse familie, tykke labradorhunde og sjove mennesker omkring mig. Min familie er mit hold.”

Frederik og Caroline Bille Brahe
Efter mange år i New York sætter Caroline Bille Brahe stor pris på søndagsmid-dagene i Frederiks mors hus

LÆS OGSÅ: Lader du dit barn udforske selv? Den risikofyldte leg er vigtigere, end du tror

Caroline om Frederik

Hvorfor er du og Frederik stærke sammen?

“Frederiks søster (smykkedesigner Sophie Bille Brahe, red.) plejer at sige, at hun ikke kender nogen, der kan bære over med hinanden, som vi gør. Andre ville have flået hovederne af hinanden for længst. Vi har også en lang line og føler ikke, at vi ejer hinanden og hinandens tid. Vi giver hinanden plads til de ting, vi hver især gerne vil. Og så er vi gode til at snakke om de ting, der ikke fungerer. Vi er gode til at sige til og ikke bare se til. Det gør os stærke.”

Hvad er Frederiks styrke i jeres familie?

“Han er en kæmpe styrke. Hele det med at mødes derhjemme, lave mad og sætte sig ved et bord… Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde ham. Han er god til at iscenesætte livet omkring os og gøre det hyggeligt. Det var det, jeg faldt for, og det er også derfor, han er så god til at drive restaurant. Han er virkelig en god vært, og det kommer os til gode derhjemme.”

Hvem af jer er mest modig?

“Det er nok Frederik. Jeg er ret meget en bangebuks. Jeg har altid været bange for at flyve og for at kaste mig ud i ting, men der er han god til at skubbe til mig.”

Frederik om Caroline

Husker du, hvad du faldt for, da du mødte Caroline?

“Det var alt ved hende. Hun er sjov og sød, enormt smuk og virkelig klog, og så har hun noget helt særligt over sig. Hun er fuldstændig usnobbet og total uimponeret. Hun forstår og rummer folks forskellighed, og samtidig er hun også lidt krukket og neurotisk på den skønneste måde. Jeg kan slet ikke stå for det.”

Hvornår er Caroline stærkest?

“Caroline er generelt et stærkt menneske, men som alle kvinder har hun har superkræfter, når det kommer til sine børn.”

Hvorfor er I stærke sammen?

“Vi forventer ikke, at vi er fejlfri, vi er gode til at vælge hinanden til, og så hygger vi os bare vildt meget sammen.”

På hvilke punkter er jeres parforhold anderledes, efter I har fået børn?

“Vi har ikke penge til alle mulige rejser og ting og sager, og det er sådan set skønt, men derudover tror jeg, at jeg er blevet et mindre egoistisk menneske og har lettere ved at se ud over mine egne ambitioner. Jeg tænker mere på de små ting i hverdagen, som gør livet forunderligt.”

Frederik og Caroline Bille Brahe

Caroline om nye veje og kunsten at få noget fra hånden

Hvad er tankerne bag dit nye brand Caro Editions?

“Jeg har arbejdet som model, siden jeg var 13 år, og har rejst hele verden rundt, men har skruet ned for det de seneste år. Jeg har haft en vintageforretning og har arbejdet som influencer, men har ledt efter mit rette element. Frederik og jeg har længe talt om at starte et brand, og en dag besluttede vi os for at bruge vores sparepenge og få det sat i gang. Jeg har altid været interesseret i tøj og styling, men jeg har aldrig designet før. Heldigvis har den ene idé taget den anden, og den første kollektion foldede sig ret naturligt ud.”

Hvad består kollektionen af?

“Den første kollektion på 25 items – bukser, shorts, kjoler, strik og jakker – kan købes på engelske Matchesfashion.com, og vi arbejder på at få flere forhandlere. Vi har også en lille denimserie med vintage Levi’s-jakker og -bukser, der har fået påsyet et stykke af vores silkeprint eller et stykke gammelt Saint Laurent- eller Dries Van Noten-stof.”

Hvad er jeres signatur?

“Kollektionen er rimelig playful, der er mange farver, og så har jeg gået meget op i, at tøjet skal være rart at have på. Jeg hader ting, der strammer, og jeg synes, kvinder ser bedst ud, når de føler sig veltilpasse. Så det har jeg haft fokus på. Tøjet skal være klædeligt og sidde godt, så du kan slappe af og have det dejligt, men jeg vil hverken sætte label på stilen eller kvinden, der skal bære det. Min svigermor har en stor del af kollektionen, og det, synes jeg, siger det hele.”

Hvordan føles det at gå en ny vej?

“For mig er det en mental ændring bare at have et arbejde, jeg skal møde på hver dag. Det har jeg nærmest aldrig haft før, og det sætter jeg enormt meget pris på. Før arbejdede jeg freelance og havde masser af ekstra tid for mig selv, og det har ikke altid været godt for mig. Det har været ensomt. Om morgenen gik jeg op og trænede, men bagefter kunne jeg godt gå lidt rundt uden mål. Det er vildt fedt at have et projekt, som jeg virkelig gerne vil have skal lykkes, og som vi er flere, der arbejder sammen om.”

Hvilken betydning har Frederik haft i projektet?

“Frederik er god til at se på arbejdet som noget, der bare skal gøres, og så får du det hele til at fungere rundt om det, for det skal du jo. Han har lært mig vigtigheden af at arbejde, at gøre noget ud af livet og tingene og ikke bare gå og pille mig i navlen, for det kunne jeg som sagt godt have tendens til, når jeg havde fri. Så gik dagene bare med at lave ingenting. Han har lært mig at holde hjulene kørende, få noget ud af tiden og selv skubbe på, hvis jeg vil udrette noget.”

LÆS OGSÅ: Abdel Aziz Mahmoud deler glædelig nyhed: ”Nu giver alt lidt mere mening”

Frederik og Caroline Bille Brahe
Frederik tager gerne børnene med i skoven og bruger tid på at tale med dem om sæsoner, planter og bær

Frederik om ambitioner, arbejdsforhold og nye tider

Hvad optager dig for tiden?

“Jeg står over for nogle vigtige skridt i min karriere, men lige nu er det vigtigst for mig at støtte og hjælpe Caroline bedst muligt med Caro Editions. Jeg er enormt stolt over hendes dedikation, og jeg har stor forståelse for, at hun gerne vil skabe noget selv. Det har også altid været vigtigt for mig. Derudover arbejder jeg på at åbne en ny Atelier September, noget jeg ikke kan uddybe så meget, men det er et superspændende projekt, som betyder meget for mig. Jeg arbejder også på et par bogprojekter sammen med min gode ven Jeni Porter.”

Hvor vil du gerne bevæge dig hen?

“Jeg vil meget gerne se mig selv, mine dygtige kolleger og min familie vokse. Jeg elsker at se mit hold blive bedre. Det er vigtigt for mig, at min organisation er stabil, og at det er sjovt at arbejde. Det gør mig glad og skaber livsenergi, og det gør så igen, at jeg kan være en god far og en god partner. Derudover prøver jeg at holde fast i og samtidig uddybe mit gastronomiske sprog.”

Hvor ser du mad- og restaurantscenen bevæge sig hen?

“Det er ikke nogen hemmelighed, at branchen er presset. Af flere årsager. Der er mange, der ikke gider at arbejde i vores sektor, fordi det er hårdt og dårligt betalt. Branchen skal ændre nogle grundlæggende vilkår, og det håber jeg, at vi får løst sammen. Rent gastronomisk ser jeg en by, hvor niveauet er ret højt, men jeg kunne godt drømme om, at der også skete nye og spændende ting på den mindre fine scene. Jeg drømmer om gode etniske restauranter, der laver mad på gode råvarer, og det kunne være dejligt med flere steder, der laver sund mad, du kan spise til hverdag. Og så glæder jeg mig altid til at se, hvad de nye kids finder på.”

Hungrer du efter nye projekter, eller er du mæt lige nu?

“Jeg har altid en naiv lyst til at udvikle nye ting og prøve ting af, men når jeg så har sat noget i gang, synes jeg, det er total uoverskueligt. Jeg har heldigvis en masse dygtige folk omkring mig, der altid hjælper mig med at få projekterne trukket i land.”

LÆS OGSÅ: Familien Fisker har været Danmark rundt på gåben og cykel: ”Det skal være på børnenes præmisser”

Frederik og Caroline Bille Brahe
Caroline laver ikke mad, men elsker, når Frederik gør det. Farinata, grillet laks med salvie og lækre salater

Sommertid

Hvordan skal I bruge sommeren?

Frederik: “Vi skal arbejde, bygge lidt på et projekt, og så skal vi måske på bilferie til Italien med vores venner og deres børn. Og så skal vi nok bare bade en del, hygge med ungerne, nyde at solen skinner, og at vi ikke behøver have så meget tøj på. Vi skal drikke vin og masser af kaffe, spise bær og is i hobevis, farinata med salvie fra haven, artiskokker i alle mulige afskygninger, omeletter med zucchini og gedeost og spaghetti med kantareller, som vi har fundet i skoven.”

Caroline: “Vi skal nok også bare lave ingenting. Både Frederik og jeg er kommet ved Charlottenlund Søbad hele vores barndom, så vi skal også bare være der, bade med børnene og slappe af.”

Hvis I fik 24 timer uden børn, hvordan ville I så bruge dem?

Caroline: “Hvis vi var i New York, skulle vi spise på vores yndlingsrestaurant Estela og sidde i baren og drikke champagne. Det gjorde vi, da jeg boede i byen, når Frederik kom, og det ville jeg elske at gøre igen.”

Frederik: “Vi ville nok bare hygge os – gå en dejlig tur, spise en god middag og drikke vin og snakke og gå hjem og lægge os i vores seng og grine over, hvor skønt det er at have benene udstrakt, uden der ligger en lille unge og hiver i dig.”

Anbefalet til dig