Cecilie Hother: “Jeg havde indstillet mig på, at jeg nok ikke kunne få børn”

Q&A med gravide Cecilie Hother

1. Hvordan opdagede du, at du var gravid?

Min krop havde igennem længere tid opført sig lidt anderledes, end den plejer. Jeg tog til lægen, som straks tog en graviditetstest. Men testen var negativ, så lægen og jeg konkluderede, at det måtte være min PCOS (Poly Cystisk Ovarie Syndrom, red.) travlheden på job og projektet med min nystartede virksomhed, som gav træthed. Men min krop blev ved med at være mærkelig, så jeg endte med selv at tage en graviditetstest derhjemme. Den viste sig at være positiv. Jeg skyndte mig til lægen, som undersøgte mig og kunne se, at jeg allerede var knap tre måneder henne, og at alt så fint ud. Det var utroligt.

LÆS OGSÅ: Mette har PCOS: “Det er hårdt at få at vide, at man ikke fungerer som en rigtig kvinde

2. Hvordan reagerede du?

Jeg gik i chok og var helt rundt på gulvet i nogle dage. Jeg vidste virkelig ikke helt, hvordan jeg skulle tackle det. Jeg tror faktisk, jeg var så chokeret, at jeg helt glemte at være glad. Det var så uvirkeligt for mig, for jeg kunne jo ikke blive gravid. Det havde jeg indstillet mig på, at jeg ikke kunne blive på grund af PCO’en, selvom det var et stort ønske for mig at få børn. Jeg tror faktisk, at jeg skød graviditeten lidt hen og fortalte det ikke til nogen de første dage. Det var en meget følelsesladet situation, fordi jeg først havde fået et negativt svar fra lægen. Min kæreste (Thomas Gregers Honore, red.) blev næsten lige så overrasket som mig. Men efter et par dage kom glæden, og så kunne vi selvfølgelig ikke få armene ned. Det var ret fantastisk.

LÆS OGSÅ: Parforhold: Sådan overlever I det første år med bar

3. Hvordan oplevede du nakkefoldsscanningen?

Den kom meget kort tid efter, jeg havde fundet ud af, at jeg var gravid. Jeg hoppede jo den første tid med stor usikkerhed over, fordi jeg var så langt henne, da jeg fandt ud af graviditeten. Jeg havde taget min mor med, og det var virkelig godt, fordi hun sørgede for at spørge ind og huske på alt det lavpraktiske, som jeg slet ikke kunne rumme på det tidspunkt. Jeg begyndte nemlig at græde, så snart jordemoderen lagde scanneren på maven, og jeg kunne se barnet og høre dets hjertelyd. Det var en stor oplevelse, men jeg blev også hurtigt bekymret, da jordemoderen kom tilbage med tallene på, hvor stor sandsynlighed, der var for Downs. Jeg tror, hun sagde, at sandsynligheden var én til 10.000. Og der tænkte jeg straks: Ej, det er jo vildt meget. Godt jeg havde min mor med til at få mig til at forstå, at sandsynligheden var forsvindende lille, og at tallene var rigtig flotte.

4. Har det altid været et ønske at blive mor?

Jeg er den yngste ud af en børneflok på seks, og alle mine søskende har børn, så det har altid været meget naturligt, at jeg også skulle have børn engang. Men der var da en periode, da jeg var yngre, hvor jeg ikke var 100 procent sikker på, om jeg skulle være mor. Mest fordi jeg havde PCO og godt var klar over, at det måske ikke kunne lade sig gøre at få et barn. Men med alderen begyndte mine æggestokke og mit urinstinkt at kalde på mig, og siden da har ønsket været ret stort.

5. Hvilke symptomer har du haft og har?

Det er meget få symptomer, jeg har haft – og har. En anelse mere træthed og et par dage med lidt kvalme, det er stort set det eneste. Da jeg var et par måneder henne, fik jeg nogle mærkelige fornemmelser i mit ene lår – nogle gange føltes det som om, at en symaskine prikkede og hakkede ned i låret. Det var virkelig ikke rart. Indimellem blev huden følelsesløs, men det gik alt sammen over, da jeg var cirka fem måneder henne. Det var formentlig en nerve, som sad og drillede, og det gjorde faktisk, at jeg måtte gå til fysioterapi i en periode. Nu puster og stønner jeg mest bare.

6. Har du fået nogle sære vaner?

Jeg har altid haft en enormt sød tand og elsker slik og kager – den trang har nok fået et lille hak opad, men jeg har ikke decideret cravings. Jeg har dog oplevet det meget mærkelige, at jeg ikke har så stor en lyst til kaffe og cola mere, og kød har heller ikke sagt mig det store, efter jeg er blevet gravid. Og det er meget mærkeligt, for jeg plejer virkelig at være en kødpige – altså til store fede bøffer med sovs. Det spiser jeg nærmest aldrig nu.

7. Hvordan er det at være gravid?

Jeg nyder virkelig at være gravid og kniber mig selv i armen over, at det er så nemt for mig indtil videre. Jeg har det fremragende og kan gøre alt det, jeg plejer, uden at skulle tage de store hensyn. Jeg var lidt spændt på, om jeg måtte drosle lidt ned på mine mange foredrag og optagelser, men det er gået helt upåklageligt. Selvfølgelig bliver jeg lidt træt ind imellem – men så tager jeg mig bare en morfar. Og det er egentlig bare hyggeligt.

8. Hvad er det bedste og det værste ved at være gravid?

Det bedste er at se maven vokse og mærke den lille derinde, som er aktiv. Det er meget livsbekræftende.Det værste er helt klart, at jeg ikke har noget tøj, der passer.  Jeg har to par ventebukser, som jeg bruger, men grundlæggende synes jeg bare, jeg ser lidt mærkelig ud med den her mave. Derudover kan jeg godt have det meget svært med, at jeg ikke helt kan styre min krop, som jeg ellers plejer at kunne. For nogle dage siden holdt jeg et foredrag, og midt i det hele kom jeg til at bøvse – altså med mikrofon og hele udstyret på. Det var enormt pinligt. Men der er ikke andet for end at grine af sig selv og så komme videre. Men altså, sexet, det er det jo ikke.

9. Hvilke tanker gør du dig om fødslen?  

Jeg gør mig en masse tanker, men har på ingen måde besluttet mig for, hvordan og hvorledes det skal foregå. Jeg ved bare, at jeg ikke har nogen romantisk drøm om, at det skal være så naturligt som muligt. Jeg ønsker bare en så smertefri fødsel som overhovedet muligt, og at barnet kommer ud sundt og raskt. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at ligge og lide, hvis vi kan smertelindre. 

10. Hvilke forventninger har du til det at være mor og blive en familie?

Jeg tror, jeg er meget realistisk. Jeg har jo set mine veninder og familie blive mødre, og hvordan det forandrer dem, selvom de inden fødslen har forsvoret, at de vil forblive den samme. Men faktum er bare, at det at blive mor gør noget ved en. Også ved mig.

Jeg tror, jeg bliver en ret bekymret mor. Allerede nu er jeg meget bekymret for, hvordan hun har det inde i maven –  hvis ikke jeg har spist gulerødder nok, eller spist for usundt, så bliver jeg straks bekymret. Det bliver nok ikke bedre, når hun kommer ud.

Min kæreste og jeg har talt meget om den første tid efter fødslen. Og jeg har en kæmpe fordel i, at Thomas allerede har børn og ved, hvordan det er. Så jeg trækker alt det, jeg kan, på hans erfaringer.

Psssst. Hun venter en pige.

LÆS OGSÅ: Gravid med dit første barn?

LÆS OGSÅ: Fra sexbombe til rugekasse

LÆS OGSÅ: "Det har været et kæmpe tabu for mig hver eneste dag"