Forvirret om ”nødpasning”: Jeg KAN jo sagtens have alle mine børn hjemme, men…

Da corona for alvor ramte os første gang tilbage i marts, var linjerne meget tydelige: ALLE, der ikke havde absolut kritiske funktioner, skulle blive hjemme. Arbejdspladser, skoler og institutioner blev lagt øde, og der blev indført ”nødpasning”, der kunne benyttes af dem, der skulle passe på os andre.

Vi viste alle samfundssind og ”stod sammen, hver for sig” – og tog alle de konsekvenser, det medbragte. For nogle betød det, at de ikke skulle/kunne udføre deres arbejde. For andre medførte det, at de måtte arbejde – blot i en meget anden setting. Og for en tredje gruppe medførte det desværre, at deres arbejde ikke længere eksisterede.

Personligt anså vi os selv som heldige, da min mand kunne blive i sit arbejde, og jeg ”kun” var studerende og dermed havde en ret fleksibel hverdag. Mit ”arbejde” kunne derfor nemt udføres hjemmefra, om end det blev meget mere besværligt at komme igennem med tre børn ved min side. Det virkede dog som et lille offer i kampen mod en global pandemi.

Eftersom ugerne og månederne gik, og smittetallene faldt, kunne vi vende tilbage til noget, der lignede en normal hverdag. Det er dog ikke gået nogens næse forbi, at vi igennem de sidste mange uger er tilbage i en mere udtalt undtagelsestilstand. Så mange som muligt er igen hjemsendte, og skolerne er gået tilbage til hjemmeundervisning og ”nødpasning”. Denne gang betyder ordet ”nødpasning” dog noget andet, end det gjorde i foråret.

LÆS OGSÅ: Her er 30 ting, du kan lave med dine børn indenfor

Skal man ”kvalificeres” til nødpasning?

Helt konkret står der på undervisningsministeriets hjemmeside, at ”elever i grundskolen sendes midlertidigt hjem til fjernundervisning" og at "SFO, klubtilbud m.v. også er omfattet af hjemsendelsen." De skriver desuden, at de nuværende regler for nødpasning fortsætter. Det betyder, at der er adgang til nødpasning for de yngste elever, hvis forældre har behov for pasning for at kunne varetage deres arbejde, men dette kan og bliver åbenbart læst på mange forskellige måder.

Jeg kan se, at både i min bekendtskabskreds, på de sociale medier og i mine børns klasser, er der RIGTIG mange børn, der bliver hjemmeskolet. Jeg kan kun formode, at en hel del af de forældre, der nu har børn i hjemmepasning eller hjemmeskole, har et arbejde, de skal varetage, hvilket fører mig frem til tanken om, at selvom betydningen af ordet ”nødpasning” nu, rent officielt, ikke betyder det samme, som det gjorde i foråret, så opfører vi os som om, at det gjorde.

På den ene side synes jeg, at det er rigtig godt. Vi står trods alt overfor en pandemi, og det er helt nødvendigt, at vi holder os så meget fra hinanden som muligt. På den anden side er jeg oprigtig ret forvirret. Ikke bare fordi ordet ”nødpasning” nu har en anden betydning end for et halvt år siden. Men også fordi jeg – og mange andre – har svært ved at vurdere, hvad der kvalificerer sig til ”behov for pasning for at kunne varetage arbejde”. Som jeg har forstået det, indebærer det, at hvis man har et arbejde (eller studie), man skal opretholde, så er man ”kvalificeret”.

Men så får man at vide, at man skal søge om nødpasning, hvis ens barn er i skolealderen. Og hvis man har børn i institution, bliver man opfordret til at holde dem hjemme. Såfremt man kan, naturligvis. Men rigtig meget kan jo lade sig gøre. Jeg kan sagtens have alle mine børn hjemme, selvom jeg er i gang med at skrive mit speciale. Det er ikke til at komme udenom, at kvaliteten af det arbejde, jeg får lavet, er lavere, end hvis det blev udført uden, at jeg samtidig skulle assistere to børn med hjemmeskole og have en treårig ved min side. Og det er mest mig selv, det går ud over, idet jeg har lidt for meget, jeg skal nå, på lidt for kort tid… men det går. Og vorherre bevares – det er jo, som nævnt, trods alt et meget lille offer i kampen mod en pandemi.

LÆS OGSÅ: Corona-klumme: Kære forældre, I gør det så godt

En forældregruppe, der skal klare det hele

Men hvad med dem, der ikke ”blot” er studerende, men som har et fuldtidsarbejde og en arbejdsgiver, der forventer noget af dem? Mange af dem kan også have børnene hjemme, det kan jeg jo kun konstatere, efter hvad jeg har set de sidste uger. Men hvorfor gør de det? Og hvordan gør de det? Børnene må jo gerne komme i skole og institution, ifølge de officielle regler, men vi bliver anbefalet det modsatte. Og det virker logisk nok, når man holder det op imod pandemi-situationen. Det giver dog knap så meget mening, når man tænker på, at det forventes, at man stadigvæk leverer det samme stykke arbejde.

Personligt overvejer jeg hver anden dag at tilmelde de to store til nødpasning i skole, og at sende den yngste i børnehave. Tanken kan virke så enormt fristende! Tænk på al den tid, jeg kunne have, til at udføre det arbejde, jeg egentlig skulle bruge disse uger på. Men så kommer jeg ud af drømmeland og indser, at jeg ikke kan retfærdiggøre overfor mig selv eller andre at sende mine børn afsted, blot fordi mor hér synes, at det var hårdt at skulle tage sig af sine børn samtidig med, at hun arbejdede. Og den følelse mistænker jeg, at der er rigtig mange forældre, der sidder med.

Dette fører mig til den tanke, der startede hele dette skriv: Har vi placeret forældrene som en lus mellem to negle, hvor de både forventes at udføre et (fuldtids)arbejde samtidig med, at de bliver kraftigt opfordret til at holde børnene hjemme? En situation, hvor de skal vælge mellem at holde deres børn (og samfundet) så trygge som mulige, og samtidig leve op til den aftale, de har indgået med deres arbejdsgiver? Hvor længe kan det blive ved med at fungere på den måde, uden at den samlede forældregruppe brænder ud? Jeg ved det ikke. Jeg bider tænderne sammen, tager en uge ad gangen, og drømmer om dage med alenetid, arbejdsro og sænkede skuldre.