Danske kvinders fødsler: Vi kan ikke være det bekendt!
Det er et af de allermest skrøbelige tidspunkter, vi skærer på lige nu. Den tid, hvor alt skabes og dannes. Hvor alt er for første gang. Relationen mellem mor og barn, amning, tilknytning. Forældrenes tryghed og tro på, at de godt kan – midt i alt det kaos og hormonorgie det er at blive forældre for første gang. Den tid kræver ro og tryghed, skriver Mette Hovmand-Stilling, som er chefredaktør på Vores Børn.
Hvis du selv er forælder, kan du huske den sårbarhed og de uendelige bekymringer, der fylder i både krop og sind, når man – særligt for første gang – skal sætte et barn i verden.
Hvis der er ét sted, hvor man har brug for komplet tryghed og vished om, at det hele nok skal gå – på trods af afsindig fysisk smerte og i nogle tilfælde frygt for at miste det, man har allermest kært – så er det på de fødegange, hvor man skal føde sit barn.
Derfor må det gøre indtryk på dig, når det de seneste uger er væltet frem med hjerteskærende historier fra de danske hospitaler. Om mødre, der frygter for deres eget og deres babyers liv. Om jordemødre, der er dybt frustrerede og knap kan følge med og yde den nødvendige omsorg, fordi de er så pressede på tid og ressourcer. Om forvirrende forløb, der ender ud i, at i forvejen sårbare mødre bliver endnu mere skrøbelige – både fysisk og psykisk – og føler sig komplet utilstrækkelige som nybagte mødre.
Uværdige forhold på fødegangene
Én af de kvinder, hvis opråb du bør læse, er Emilie Falk Kvistberg. Hun gennemgik en traumatisk fødsel i sommer, og måtte vente i over fire timer på at få sin datter i armene efter et mildest talt forvirrende forløb. Det sidste, hun husker, før narkosen satte ind, er sætningen: ”Glem overdækningen! Få faren ud NU!”
En anden er Helena Lind Holgersen, hvis to fødsler har sat så dybe spor i hendes psyke, at hun i dag kæmper for at undgå en depression.
Og der er alt for mange af den type historier.
Derfor virker det også så ekstra urimeligt, at forholdene for fødende – endnu engang – bliver forringet, når førstegangsfødende fra foråret nu skal sendes hjem inden for otte timer, hvis de føder på Hvidovre Hospital. Og det er endda i den ”høje” ende i forhold til mange andre steder i landet.
Det er et af de allermest skrøbelige tidspunkter, vi skærer på lige nu. Den tid, hvor alt skabes og dannes. Hvor alt er for første gang. Relationen mellem mor og barn, amning, tilknytning. Forældrenes tryghed og tro på, at de godt kan – midt i alt det kaos og hormonorgie det er at blive forældre for første gang. Den tid kræver ro og tryghed.
En nødvendig ”luksus”
Da jeg havde født mit første barn i 2011, følte jeg mig som en på gammel dame med rollator. Fødslen havde været lang, smertefuld og indebar op mod en håndfuld skiftende jordemødre. Og selv om min søn blev født med et skrig (mit) af afmagt, følte jeg mig tryg hele vejen igennem den lange fødsel. Udmattet, men tryg. For jeg mødte kun varme blikke og kyndige hænder fra professionelle, omsorgsfulde jordemødre og sygeplejersker dengang for snart 10 år siden på Rigshospitalet.
Da jeg så mig i spejlet et par timer efter fødslen, kiggede mit spejlbillede tilbage med en blodspringning i det ene øje, hævet ansigt og en mave, der fortsat lignede en, der var gravid i 6. måned. Hvad vidste jeg om, at man ikke fik sin normal før-gravid-krop tilbage i et svuptag? Jeg måtte gå med museskridt ned og hente bleer (til mig og min baby), for mit underliv skreg stadig efter fødslen.
Men jeg var tryg og jeg var heldig. For dengang for 10 år siden blev min mand og jeg indlogeret på barselshotellet. Tre nætter fik vi. Til at få amningen i gang og lande som familie. Det var lige præcis den ”luksus”, vi havde brug for. For personalets tid var luksus. Det ved jeg nu.
Jeg kunne banke på hos en af de omsorgsfulde sygeplejersker eller jordemødre og få hjælp ved behov. Jeg lærte, hvordan mit barn fik godt fat i brystet, hvordan jeg kunne mærke, at han sugede, som han skulle, og hvordan jeg kunne ligge ned og amme, for at skåne min krop. Det gav mig ro og tryghed til at tro på mig selv som mor. Og vist var det da også med nerverne ude på tøjet, at vi fragtede ham hjem i lejligheden helt alene som lille ny familie. Vi vågede over ham på skift og bemærkede selv den mindste ændring, som man gør som nybagt førstegangsforælder.
De varme hænder er altafgørende
Men jeg havde fået etableret en grundlæggende tro på, at jeg kunne – og det skete i høj grad på grund af den omsorg og den professionalisme, jeg mødte først på hospitalet, siden på barselshotellet. Den tryghed og tro på mig selv som mor har jeg taget med mig til fødslen af mit andet barn – og mit videre liv som forælder, og tænk hvis jeg ikke havde haft den!
Derfor bløder mit hjerte for alle de kvinder, der skal føde i dag. Forringelser sker overalt i samfundet, men børn er det vigtigste vi har. På alle måder. Både som mor, far og samfund.
Derfor bekymrer det mig, når fagfolk og fødende råber vagt i gevær. Så er der noget galt. Vi skylder hele familien den allerbedste start på livet - som menneske, borger, far, mor og ny familie – og her betyder hænder og varme blikke alt.
Beretninger fra fødegangen
Alle kvinder, der har født et barn, har deres egen fødselsberetning. Nogle kvinder har haft vidunderlige, stærke oplevelser, mens andre kvinder bliver traumatiseret af en fødsel eller et efterfødselsforløb, som ikke går som planlagt.
På ALT.dk og Vores Børn vil vi give en stemme til de kvinder, som har følt sig magtesløse, traumatiseret eller dårligt behandlet af et system med for få ressourcer. Ingen kvinder skal føle sig forkerte, når de bringer et barn ind i denne verden.
Har du også oplevet en traumatisk fødsel? Eller er du en jordemoder eller læge, der selv har oplevet vilkårene for fødselspersonalet på landets fødeafdelinger? Så del din beretning med os ved at sende en mail til tip@alt.dk – skriv ’fødsel’ i emnefeltet.
