Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

delebarn
Foto: Stine Christiansen For mig har det været vigtigt at holde fast i, at det ikke kun handlede om, at jeg rejste væk fra Ronja, men at jeg også rejste hen til noget, som var meningsfuldt.

delebarn

Folk havde mange holdninger til, at jeg flyttede fra min datter

At flytte væk fra sit barn og blive weekendmor er ikke en mulighed, vi bare lige kan acceptere. Det oplevede Sofie Munkholm, som forfulgte kærligheden og flyttede fra Aarhus til København, da hendes datter var fem år gammel. Sofie blev mødt med alt fra forståelse og fordømmelse til larmende tavshed.

Stemningen var god ved middagsselskabet, og Sofie var faldet i snak med nogle venner og med sidemanden, en jævnaldrende kvinde, som hun lige havde mødt. Sofie nævnte, at hun skulle flytte fra Aarhus til København, og det var da vildt spændende, mente kvinden, men da hun kort efter forstod, at Sofies knap seksårige datter ikke skulle flytte med, men skulle blive boende hos sin far, udbrød hun med et bestemt blik: ”Det kunne jeg aldrig gøre! Jeg kunne aldrig forlade mit barn på den måde.” Det var ikke første og absolut ikke sidste gang, Sofie er blevet mødt med den slags kommentarer, siden hun traf sit valg for ni år siden, og et stykke hen ad vejen kan hun godt forstå reaktionen, for det var præcis det samme, hun selv tænkte, indtil hun var så langt inde i en proces, at hun blev tvunget til at se mere nuanceret på mulighederne. Efter hun og faren til datteren Ronja var gået fra hinanden, havde de hver især fået nye kærester. Der var bare det ved det, at Sofies nye kæreste boede i København. Kæresten havde ikke mulighed for at flytte, og i takt med at hun blev mere og mere glad for ham, og hendes liv begyndte at slå rødder i København, følte hun sig i mindre og mindre hjemme i Aarhus.

– I starten tænkte jeg – det kan jeg SLET ikke. At flytte var ikke en mulighed, fortæller Sofie.

På det tidspunkt havde hun aldrig oplevet eller hørt om mødre, der var flyttet væk fra deres børn, så det virkede bare ikke som noget, der reelt var muligt. At hun kendte til mænd, der havde gjort det, ændrede ikke på noget. I stedet indrettede hun sig efter den 7/7-deleordning, hun havde med ekskæresten, og tog til København, når hun kunne. Efterhånden tog hun også Ronja med derover, indtil hun begyndte at se muligheder frem for umuligheder og endelig traf den svære beslutning.

– Folk må have lov at tænke, hvad de vil, men man behøver jo ikke altid at tænke højt, siger Sofie, der synes, det var svært at blive mødt med dømmende holdninger både før og efter, hun flyttede. For hvad skulle hun svare? Skulle hun forsvare sig selv og sit valg? Spørge ind til folks holdninger? Det var jo sådan set hende, der lige havde været i en situation, hvor hun var tvunget til at træffe en svær beslutning. På trods af det oplevede hun kun meget sjældent, at folk spurgte ind til hendes overvejelser. At flytte væk fra sit barn overskyggede simpelthen det faktum, at hun også flyttede hen til noget.

Kan man forfølge kærligheden, blive weekendmor og stadig være ok som mor og menneske? Det brugte Sofie lang tid på at forhandle med sig selv om, og hun involverede sin søster og flere veninder i overvejelserne. Selv om en enkelt veninde måtte indrømme, at hun ikke kunne forstå, at Sofie ville flytte uden sin datter, så støttede de hende alle sammen og kunne godt se, at Sofie ikke var glad.

Det overvejende argument var at gå efter sin egen lykke for at kunne være den glade, nærværende og kærlige mor, som Sofie mener er det allervigtigste.

– Men jeg kan ikke sige, hvad der fik mig til at tippe over og træffe beslutningen, for det endte med at blive en glidende overgang. Jeg kan dog huske, at jeg sagde til mig selv, at hvis det ikke kom til at fungere for Ronja, så ville jeg selvfølgelig flytte tilbage igen, fortæller Sofie.

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Min ekskæreste gider ikke vores lille søn

Hun endte med at flytte til København i forsommeren i 2008, lige før Ronja skulle begynde i 0. klasse. Indtil da havde hun haft hende med på besøg, også i længere perioder, men efter Ronja begyndte i skole, blev Sofie for alvor weekendmor og tog til Aarhus for at hente datteren hver anden weekend. Hun oplevede, at både mor og datter trivedes i den nye ordning, og at de knap tre år, Sofie endte med at bo i København, som en god tid, hvor hun og Ronja havde et stærkt nærvær, men selvfølgelig også savnede hinanden meget i perioder. Men Sofie skulle stadig forsvare sit valg.

– Jeg tror, jeg blev mødt af omgivelserne på en ret anderledes måde, end hvis jeg havde været en mand, der havde truffet samme beslutning, fortæller hun.

Hun har oplevet, at både mennesker tæt på, fremmede og en enkelt gang en af Ronjas skolelærere følte sig i deres gode ret til at fortælle hende, hvad de mente om hendes beslutning – mere eller mindre pakket ind. Andre gange har hun hørt ad omveje, hvad folk har sagt om hende, og har følt sig stemplet på sin person som både egoistisk og utilregnelig.

I årenes løb har Sofie talt med flere fædre, der ligesom hende har været flyttet væk fra deres børn. Fædrene fortæller, at de har oplevet at blive dømt, men de kan ikke nikke genkendende til, at det har forfulgt dem som et stempel. Sofie har erfaret, at hvis du som mor til et delebarn fortæller, at du skal flytte, så vil modparten med sikkerhed spørge, hvad din søn/datter mon siger til at skulle flytte med. Det spørgsmål får fædrene ikke. De bliver i stedet spurgt om, hvor barnet skal bo. Når Sofie svarede, at Ronja skulle blive boende hos sin far, var reaktionen i mange tilfælde en larmende tavshed.

Et skub til vanetænkningen

I vores vestlige kultur er det mest normalt, at det er faren, der flytter efter skilsmissen, og moren, der har børnene boende. Det afspejles i vores film og tv-serier, men måske det er ved at ændre sig. Foreningen Danske dramatikere har for nylig udgivet et ”Manusfest”, som er ironisk guide til at skrive fiktion, der ikke støder nogen på forestillingerne om, hvordan mandlige og kvindelige karakterer opfører sig. Punkt 35 i manusfestet lyder eksempelvis:

”Husk, at hvis en mandlig karakter har børn, så skal han komme for sent til barnets fodboldkamp eller skoleteaterstykke. Hvis en kvinde har et barn, skal hun tage barnet med på arbejde en skæbnesvanger dag. Og føle skyld over det.”

En far er med andre ord en, der har travlt med andre ting og kommer for sent, mens en mor først og fremmest har travlt med barnet. Punkt ni er mere dramatisk: ”Husk, at en mand gerne må fravælge sine børn, uden det betyder det store for hans karakter eller historien. Det må kvinder ikke. (Som minimum skal de straffes benhårdt, hvis de gør det).”

For Sofie Munkholm er det et kærkomment initiativ, at nogen sætter spørgsmålstegn ved de stereotype kønsrollemønstre, der sætter hende i bås som en dårlig mor.

– Børn kan godt have ”en spændende far”, som er travl eller langt væk, men ”en spændende mor”, det er ikke et begreb, man hører, siger hun. Selv om Sofie ikke begik den for kvinder ”utilgivelige synd” at forlade sit barn, men dog kun flyttede tre timer væk, tyder de hårde reaktioner på, at hendes valg til tider blev dømt lige så hårdt. En mor, der flytter væk fra sit barn, er ikke ”spændende”, hun ”flygter” nok fra noget, er egoistisk eller det, der er værre.

– Jeg har oplevet, at folk har haft en holdning til det at være weekendmor som noget med at vælge den nemme løsning eller at slippe billigt, og det kan man selvfølgelig godt sige, at det er, når man slipper for madpakkeræset osv., men det er jo ikke det, der er pointen, siger Sofie og påpeger, at hvis en far bliver weekendfar, er reaktionen muligvis bare et skuldertræk, hvor det for mødre bliver opfattet som et karakterbrist. Men ikke altid. Med tiden er Sofie nået frem til en erkendelse af, at når folk reagerer med tavshed eller med at sige, at de aldrig selv ville flytte væk fra deres barn, så er det ikke nødvendigvis fordi, de dømmer hende.

– Måske er det fordi, de simpelthen ikke har oplevet problemstillingen før og derfor ikke ved, hvad de skal sige. Det kan være svært at sætte sig ind i, hvis situationen er helt fremmed for en, og det er ekstra svært, hvis det samtidig rykker ved en verdensopfattelse, som man ikke før har sat spørgsmålstegn ved, siger hun.

Sofies ene veninde, som har haft svært ved at forstå hendes valg, har eksempelvis fortalt, at det gik op for hende, at det ikke handler så meget om Sofies valg og om Sofies baggrund for at træffe det, men om at hun selv spejler sig i det.

– Så det handler om, hvad der for hende er definitionen på at være en god mor. Og det er det stik modsatte af, hvad jeg gjorde. Det handler om, at en mor er en fast klippe. En der aldrig viger, siger Sofie.

For barnets skyld

– Jeg kender mange, der mener, at en skilsmisse er det værste, der kan ske i et barns liv, men min erfaring er, at det ikke altid er det værste. Jeg synes, det værste er, hvis et barn har forældre, der ikke er glade og mistrives i den situation, de er i, siger Sofie.

Hun har ligesom mange andre set eksempler på, at voksne har indrettet sig ”på trods” for at tage hensyn til børnene ved eksempelvis at blive i parforhold, der ikke fungerer. Men det er ikke altid, børnene er godt tjent med beslutningerne. Det er ikke så sort/hvidt.

– Selvfølgelig er der konsekvenser – positive og negative – når man tager et valg, men når jeg tænker over konsekvenserne, hvis jeg var blevet i Aarhus, så klinger udtrykket ”for barnets skyld” hult i mit hoved, og det er altså ikke altid et godt argument, siger Sofie.

– Helt egoistisk set ville jeg da helst have haft Ronja med mig, så hun kunne være omkring mig hele tiden, men det havde ikke været den bedste løsning for hende, for så var hun blevet rykket væk fra sin base, sin familie og sine kammerater, og det eneste trygge omkring hende havde været mig. Jeg har desuden altid haft den holdning, at hendes far er lige så vigtig for hende, som jeg er, siger Sofie.

Sofies bedste råd til andre, der står med en svær beslutning, er at holde fokus på intentionen:

Hvad vil man opnå med ændringen? Er der en god grund? Og så skal man selvfølgelig overveje konsekvenserne af både valg og fravalg.

LÆS OGSÅ: "Mine børns bonusmor har langt mere styr på tingene, end deres far og jeg har"

– For mig har det været vigtigt at holde fast i, at det ikke kun handlede om, at jeg rejste væk fra Ronja, men at jeg også rejste hen til noget, som var meningsfuldt, fortæller Sofie.

– Man kan også se på det som noget, man giver til sit barn. Jeg tænkte i hvert fald sådan på det, at Ronja også fik København som by og fik med en masse gode oplevelser der. Og så sørgede jeg selvfølgelig for, at det var hendes tid, når hun var der hos mig, siger hun.

Da Sofies parforhold sluttede, og hun flyttede tilbage til Aarhus, var Ronja otte år. Kort tid efter vendte de tilbage til en 7/7-ordning efter datterens ønske, og nu, syv år senere, bor Ronja mest hos sin mor og er hos sin far og hans nye familie hver anden weekend. Til sommer er det Ronjas tur til at flytte, for der skal hun på efterskole. I den forbindelse har Sofie og hendes nuværende kæreste besluttet at flytte til Viborg, hvor Sofie arbejder, og som er den egn, hun kommer fra. Selv om det kun er en time væk fra Aarhus, frygter Sofie, at hun nu igen skal til at forsvare, at hun flytter.

– Det værste er, når jeg hører ad omveje, at folk kommenterer på, at ”nu gør hun det igen”, og det gør endnu mere ondt, når Ronja også hører dens slags kommentarer, hvilket desværre er sket. Det bliver helt klart set i lyset af, at jeg er flyttet væk fra hendes base før, siger Sofie.

Man kan være dybt egoistisk weekendforælder, ligesom man kan være dybt egoistisk fuldtidsforælder, men man kan også være en kærlig og nærværende mor eller far både på hverdage og i weekender, og for Sofie er kvaliteten og de gode intentioner det vigtigste, så længe børnene trives med den valgte løsning. Alligevel kan det være svært at tro på, at man gør det rigtige, erkender hun.

– Fordi vi skulle have denne her snak, kom jeg i tanker om, at en af mine veninder på et tidspunkt, da jeg boede i København, spontant sagde til mig, at hun syntes, jeg var verdens bedste mor. Og så begyndte hun at sætte en masse ord på, at jeg var nærværende, god til at snakke med Ronja og god til at få hende til at sætte ord på sine følelser, fortæller Sofie.

– Jeg kan bare huske, hvor overrasket jeg blev over, at nogen syntes, at jeg var en god mor, for på det tidspunkt var jeg så lullet ind i tanken om, at andre syntes, jeg var en ravnemor. Når der er noget, det er svært at tale om eller spørge ind til, kommer de negative oplevelser til at vokse og fylde, har Sofie oplevet, og hun har nogle gange har ønsket, at vi mennesker var lidt mere nysgerrige på hinanden – også når nogen skubber lidt til vores verdensbillede.

LÆS OGSÅ: 3 råd, jeg ikke kunne bruge, da mit barn blev delebarn

Sofie Munkholm, 41 år

Antropolog og arbejder som jobkonsulent i Viborg Kommune.
Bor i Aarhus med sin kæreste.
Mor til Ronja på 14.

Se, hvad vi ellers skriver om: Skilsmisse og Familieliv