Indkøring: Gør dit barn tryg uden mor og far

– Når mor eller far går, mister de små deres lille havn. Det er som om, de bliver sat på åbent vand.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen forstår virkelig at sætte fingeren ned dér, hvor vores hjerter vrider sig allermest. Tanken, om at de kære små skal være uden vores beskyttelse i en stor, fæl verden, er næsten ikke til at bære. Kunne de ikke bare være sammen med os, sådan altid?

Men for det første er den fæle verden en vuggestue eller en dagpleje med dukkehuse, fingermaling og hyggelige soverum og ikke mindst med personale, der er uddannet i udelukkende at tage sig godt og professionelt af vores børn. Og for det andet har vi næppe lyst til, at barnet som 15-årig stadig hopper op på skødet af os, når der kommer gæster.

LÆS OGSÅ: Vælg den rigtige vuggestue

– Vi må jo sige til os selv: Når jeg har dette barn, er det en af mine fornemste opgaver at gøre ham selvstændig. Ingen forældre ønsker jo, at barnet skal blive siddende hjemme. Vi ønsker, at de skal få et liv fyldt af dejlige kammerater, og at de kan klare sig selv på livets rejse, siger Margrethe Brun Hansen.

Hun lægger dog ikke skjul på, at det er en voldsom overgang at starte i vuggestue eller dagpleje. De små børn har jo ikke engang sproget til at udtrykke sig med. Hjemme har de lært en kultur og et sæt regler at kende, og de har knyttet tætte bånd til forældrene.

Den tryghed og de bånd kan man ikke bare overføre til andre. Og for det lille barn er det svært at skelne mellem det rum, der er derhjemme, og det, barnet finder i institutionen eller hos dagplejemoren. Det gælder i øvrigt begge veje, understreger Margrethe Brun Hansen. For det kan være lige så svært at blive hentet som at blive afleveret. Her skal barnet jo igen omstille sig.

Fortæl livshistorien

Under alle omstændigheder er indkøringen meget, meget vigtig. Og den starter efter Margrethe Brun Hansens mening allerede med valget af institution.– Jeg tror, at den voksnes tryghed ved en institution betyder rigtig meget for, hvordan barnet oplever at komme der. Man har ikke det store valg i dag, men man har dog mulighed for at kontakte pladsanvisningen i god tid og sige, at den og den institution er man særlig glad for. Eller at man gerne vil insistere på, at barnet kommer i dagpleje.En anden vigtig faktor er, om man spiller godt sammen med pædagogerne. Når lille Viktoria mærker, at mor er glad, når hun taler med de voksne i vuggestuen, bliver hun også glad. Det er ikke mindst vigtigt i forhold til den pædagog, der skal køre barnet ind, og som for bindelsen bør etableres til, alle rede inden barnet starter.LÆS OGSÅ: Han er Landets bedste vuggestuepædagog– Den første samtale er utrolig vigtig. Vi skal som forældre have at vide, hvem kontaktpædagogen er, og så skal vi fortælle Viktorias livshistorie. Hvordan er hun som person, og hvad har der været af eventuelle komplikationer i hen des liv. Har der for eksempel været dødsfald i familien, er vi flyttet meget, ligger bedstemor syg eller andet. Det er vigtigt for en pædagog at vide, så vedkommende kan være til ekstra støtte for Viktoria, når tingene er lidt svære.Det samme gør sig naturligvis gældende, hvis barnet skal starte i dagpleje. Barnet skal mærke, at mor og far har det godt i selskab med dagplejemor. Og det er lige så vigtigt for dagplejemor som for en vuggestuepædagog at vide så meget som muligt om barnets baggrund.

Tag jer god tid!

Hvordan selve indslusningen skal foregå, er dels forskelligt fra institution til institution. Dels er der blandt eksperter forskellige holdninger til, hvor lang indkøringsperioden skal være. Nogle eksperter mener for eksempel, at perioden bør være så kort som mulig, så barnet ikke tror, at mor eller far er en del af institutionen.Margrethe Brun Hansen derimod er fortaler for en lang indkøring, hvor båndene til personalet knyttes langsomt, så barnet via en blid overgang erfarer, at mor og far ikke er den del af livet i institutionen eller dagplejen.LÆS OGSÅ: Græder dit barn, når du går?– Man kan ikke slå op i nogle bøger og finde ud af, hvad der er bedst. Men min erfaring er, at den lange indkøring er at foretrække. Selvfølgelig græder barnet også ofte her, men min oplevelse er, at det ikke er så omfattende gråd, som hvis adskillelsen kun har været prøvet af i kort tid.Tre uger til indkøring er efter Margrethe Brun Hansens 30-årige erfaring bedst. Hun mener, at den model giver barnet mulighed for stille og roligt at vænne sig til rummene, til rutinerne, til kontaktpædagogen eller dagplejemor og til de andre børn. Alt imens mor eller far trækker sig mere og mere, for i den sidste uge at være væk i længere og længere tid af gangen. For dagplejebørn vil indkøringen dog typisk være kortere, fordi der her kun er en enkelt voksen og få børn at forholde sig til.Når det er sagt, skal det også slås fast, at det ikke kan være alle institutioner, der har mulighed for, at I kører barnet ind over tre uger. Og hvis man som forælder fornemmer, at personalet har gode erfaringer med at gøre det anderledes, er der selvfølgelig ingen grund til at stå stejlt på, at det er sådan, det skal være. Derudover er nogle børn bare mere tillidsfulde eller vant til at omgås mange mennesker og har derfor nemmere ved at give slip på mor og far.LÆS OGSÅ: Trin for trin: En god aflevering i vuggestuenMen uanset, hvor længe I sætter af til indkøringen, må I dog ikke blive forskrækkede, hvis det kniber med at holde humøret højt for den lille, når I tager hjemmefra om morgenen.– Der vil stadig være morgener, hvor barnet måske ikke vil af sted. Det er ikke nødvendigvis adskillelsen, der er svær, men det at give slip på det derhjemme. Derfor er det også vigtigt at komme ud af døren på en gode måde, uden stress. Så efter indkøringen må familien se på, hvordan den bedst får planlagt det, så alle får en god start. Børn elsker jo rutiner, de elsker at vide, at sådan er vores morgener

Sensitiv eller aktiv?

Hvor lang tid indkøringen i praksis kræver, afhænger af barnets personlighed, siger Margrethe Brun Hansen.

– Jeg plejer at skelne mellem de sensitive børn, de aktive børn og dem, der er lidt af hvert. Aktive børn falder hurtigt til. Her er noget nyt og spændende på hylden, de drøner af sted og skal opleve det hele. Forældrene kan som regel trække sig rimelig hurtigt, men når det så bliver hverdag, kommer reaktionen. Så tænker de, nej, hvad er dette her for noget. Det er først her, kontaktpædagogen skal på banen og her, båndene til vedkommende skal knyttes. Som forældre kan vi blive lidt trætte af det, for nu var det hele jo lige kørt ind.

I dén situation er der ikke andet at gøre end at være der ekstra for barnet s og hjælpe med til, at kontakten til pædagogen bliver etableret. Derfor kan det for denne type børn betale sig at gemme en uges ferie til et forsinket et indkøringsforløb.

Omvendt er de sensitive børn meget mere tilbageholdende. De vil sidde helt ude i kanten af rummet og iagttage det hele, for tæller Margrethe Brun Hansen.

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns personlighed: Følsom eller fuld fart frem?

– De vil have overblik over hele rummet, over farverne og indretningen og over, hvordan tingene bliver gjort. Nå eh, når vi maler, ligger vi penslen sådan, og forklæderne hænger der. De sidder med åben mund og polypper og kigger, og det skal vi voksne bare lade dem gøre.

Hvis vi som forældre oplever, at kontaktpædagogen ikke forstår at rumme, at det tager tid for det sensitive barn at blive klar til de fælles aktiviteter, er det helt på plads at bede om en ny kontaktpædagog. Og vi kan i det hele taget, når vi overvejer institutionsplads, tænke i, at en dagplejeplads kan være mere overskuelig for et sensitivt barn end en vuggestueplads. Selvom et sensitivt barn sagtens kan falde til i en vuggestue, så længe vi giver plads og tid nok.