Renlighed
SPONSORERET indhold

Derfor begynder dit barn igen at tisse i bukserne

„Sofie er blevet renlig!”, har du stolt proklameret til hele omgangskredsen. Og så begynder den lille pige pludselig at tisse i bukserne. Hvorfor nu det? Og hvad stiller du op?

Af:: Lene Ejg Jarbøl, Vores Børn, juni 2008
29. dec. 2008 | Børn | Vores Børn

Bleen er røget, og det er gået overraskende fint og nemt. Nu er I fri for at bruge en halv månedsløn på bleer, og det er slut med ildelugtende poser med bummelum. 

Men pludselig går det den helt forkerte vej: Jeres barn tisser i bukserne eller det, der er værre. Og det er ikke et enkelt, lille uheld en sjælden gang; det er mere reglen end undtagelsen. Nu gik det ellers lige så glat.

Hvad gør I? For det nytter jo ikke med skæld ud. På den anden side er det dødirriterende, hvis det bliver ved.

Psykolog Bente Edslev, der har arbejdet med børn og familier i over 25 år, understreger, at ingen forældre kan regne med, at deres børn er renlige, fra den dag de smider bleen. Det er en proces.

„For de børn, der rammer sommeren som treårige, går det lidt lettere. Der er ikke så meget tøj, der skal af. Og vi voksne tager lidt mere afslappet på eventuelle småuheld. Og uheld sker altså for de fleste børn,” siger Bente Edslev.

Barometer for trivsel

Det er dog vigtigt at skelne mellem et barn, der kommer til at tisse i bukserne, fordi han simpelthen har for travlt med at lege, hvilket sker for mange børn, især drenge; legen er bare vigtigere end at løbe ud og tisse. Og så de børn, der pludselig konsekvent tisser og laver i bukserne, selv om de egentlig havde smidt bleen med succes.

„Det kan der være rigtig mange årsager til, og det kan være et barometer for, hvordan dit barn har det lige nu,” forklarer Bente Edslev.

Her gælder det om at se på jeres barns situation og trivsel. Er der sket store omvæltninger enten hjemme eller i institutionen? Er din søn eller datter lige blevet storesøster eller bror? Eller startet i børnehave? Eller kan det skyldes mangel på personale i institutionen, så dit barn føler sig utryg? 

„Under alle omstændigheder reagerer dit barn på et eller andet, og det er jeres opgave at finde ud af hvad. Ofte kan barnet have det sådan, at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed, og det får det ved at gøre i bukserne,” siger Bente Edslev.

„Som regel går det hurtigt med at få rettet op, når I først er blevet bevidste om problemets årsag og kan gøre noget ved det. At tisse eller lave i bukserne er ikke noget, barnet i virkeligheden gerne vil,” forklarer hun.
For nogle børn kan den pludselige ikke renlighed skyldes, at barnet har følelsen af, at alle andre styrer dets liv.

„Så begynder barnet for alvor at lave i bukserne, for her er noget, det i hvert fald selv kan styre,” siger Bente Edslev og foreslår, at I kigger på, om I eventuelt kan inddrage jeres barn i flere af de små beslutninger, I træffer hver dag.

For lidt og for meget

Men husk, at du ikke skal overfokusere og konstant minde Frederik om, at nu skal han huske at gå på toilettet. Så bliver det en belastning, og du risikerer, at han reagerer modsat og holder på sagerne. Og derfor får ondt i maven. En god idé er at få afsat tid til toiletbesøg, så barnet ikke kun har toethalvt minut til at komme af med diverse, inden I skal ud ad døren. Og at skabe en rytme, så barnet ved, at efter morgenmad, frokost og aftensmad er det tid til at prøve at gå på toilettet. „Nogle børn har brug for privatliv, mens andre insisterer på, at I skal være der imens, fordi de ellers føler sig utrygge. Respektér det,” råder Bente Edslev.Som forældre kan man godt blive fristet til at putte sit barn ned i en ble igen, hvis det går galt den ene gang efter den anden. Men her bør I træde varsomt. „Hvis du har taget bleen fra dit barn for tidligt, kan det være en mulighed. Men hvis der er en klar årsag til, at det går galt, så er det nok ikke en ble, der er brug for. Så bliver hele projektet til et nederlag for både barnet og den voksne,” siger Bente Edslev. „Det er os voksne, der skal på arbejde og se og høre på vores børn – og samtidig sørge for ikke at gøre potteprojektet til et kæmpe problem.”

Høm-høm i bukserne

Årsagen til, at nogle børn bliver ved med at gøre stort i bukserne, kan være forstoppelse. Har barnet oplevet smerter eller ubehag i forbindelse med at skulle af med afføringen, begynder det måske at holde afføringen tilbage.

Ophobet afføring i tarmen kan føre til afføringsinkontinens eller encoprese, som det kaldes, og viser sig ved ‘bremsespor’, klatter af afføring eller tynd, ildelugtende afføring i bukserne. Barnet skal dog være over fire år, før man bruger den term. Tidligere har man troet, at der lå psykiske årsager til grund for afføringsinkontinens, men undersøgelser viser, at børnene ikke afviger psykisk fra andre børn – men har det psykisk dårligt, fordi de ikke er renlige.

Kilde: Sundhedsguiden.dk 

LÆS OGSÅ: LÆS OGSÅ: Tisser du også i bukserne?

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ: