Skærmvaner
SPONSORERET indhold

Derfor er tv godt for dit barn

Har du også en lille skærmtrold derhjemme? Det er okay! Oplevelserne med Hr. Skæg, Bamse og alle de andre venner fra tv giver nemlig brændstof til både leg og udvikling.

Af:: Christina Kabel, Vores Børn nr. 12, 2013
21. feb. 2014 | Børn | Vores Børn

Dit barn i koncentreret, kreativ leg med legetøjet på gulvet (uden familiens tv brummende i baggrunden). Eller drønende rundt i haven med kæppe, kogler og røde kinder. Var det sådan, du havde forestillet dig, at dit barns liv derhjemme skulle være?

Men er virkeligheden nærmere, at din lille fjernsynsnarkoman sidder og stirrer på en skærm, hvorfra der igen og igen lyder temaet fra Byggemand Bob eller Biler?

Det behøver du ikke være ked af. Dit barn får nemlig en masse ud af at se fjernsyn.

LÆS OGSÅ: Tv-værten: Jeg føler mig som en slags storesøster”

I starten suger det bare til sig:

“Helt små børn bruger fjernsynet til at lære, hvordan en fortælling hænger sammen, til at få viden om noget, de er interesserede i – fra traktorer til dinosaurer – og til ren underholdning,” fortæller medieforsker Stine Liv Johansen, der blandt andet står bag undersøgelsen Seere i bleer.

Kend dine tv-figurer

Når dit barn er rykket op i børnehaven, kan du godt regne med, at det bliver vildt interesseret i bestemte figurer og serier og begynder at ‘lege’ de historier og universer, det ser i fjernsynet.Hvor du måske havde tænkt, at dit barn skulle lege hyggelige lege med gammeldags bondegårdsdyr eller træklodser, lyder ønsket igen og igen på ‘noget med Lynet McQueen’ eller ‘den med Bamse og Kylling’. Det er helt naturligt.“Hvis leg skal fungere, skal barnet vide, hvordan det leger. De fleste bybørn kender ikke til livet på en bondegård, så selv om de er fascinerede af dyr, bliver legen med dyrene ofte ikke ført videre. I stedet efterligner barnet Fifi og Blomsterbørnene eller de historier fra Bakugan, som de kender fra skærmen,” forklarer Stine Liv Johansen.Det stiller krav til dig om at vide, hvad der rører sig på tumlingeniveau og opefter. Måske var du selv vild med Emil fra Lønneberg og Alfons Åberg, men dit barns virkelighed er en anden.LÆS OGSÅ: 9 myter om immunforsvar“Det er forældres forbistrede pligt at finde ud af, hvorfor den lille synes, at Spiderman er sejere end Cirkeline,” siger Stine Liv Johansen, der selv har praktiseret at interviewe sine børn i detaljer om deres favoritprogrammer.“Min søn har blandt andet forklaret mig, hvad Star Wars egentlig går ud på, hvorfor det blå lyssværd kan noget helt andet end det røde, og hvorfor han synes, at det er så spændende,” fortæller hun.

Elskede Bamse

Foruden at give næring til legen og fantasien er skærmtiden guf for dit barns personlige udvikling. Godt børnefjernsyn er nemlig bygget op om figurer, som er vigtige rollemodeller for en lille (skærm)-trold.Bamse fra Bamse og Kylling er et eksempel på en figur, der har holdt værdien i over 20 år, fordi den gule bamse med det iltre temperament er nem at identificere sig med, når man er lille og indimellem ‘umulig’.“Børn elsker Bamse, fordi de kan spejle sig i ham. Det meste af tiden er han lidt egoistisk og selvcentreret, men på bunden elsker han sine venner og er god nok. Derfor kan for eksempel et børnehavebarn identificere sig med ham, for børn i den alder har også indimellem småegoistiske motiver,” siger Stine Liv Johansen.LÆS OGSÅ: Motorik: Få en sund balanceLæs videre på næste side …

 

Skal vi lege Biler?

Fjernsyn er også en vigtig del af dit barns sociale liv. De andre børn på Troldestuen kender jo også Lynet, Bamse og Bakugan, så når de vil lege de historier, er det vigtigt for dit barn at vide, hvad de taler om.

“Især i dag, hvor børn er meget aldersopdelt og derfor ikke rigtigt lærer legene fra de store længere, får de vigtig viden fra fjernsynet,” forklarer Stine Liv Johansen.

Derhjemme kan timerne foran tossekassen sagtens være god familietid.

“Det er tit foran fjernsynet, at familien samles, og der er mulighed for at putte på skødet af mor og far. Det ved små børn godt. Jeg har set halvandetårige børn tage deres mor i hånden og gå ind og klappe på sofaen foran fjernsynet for at sige ‘nu vil jeg godt have, at du sætter dig ned, for jeg har brug for dig’,” fortæller Stine Liv Johansen.

LÆS OGSÅ: Tre kendte kvinder om rollen som mor

På samme måde kan en fodboldkamp i fjernsynet være en hyggestund for far og søn (eller datter).

“Når der er fodbold, er det ofte det tidspunkt i løbet af weekenden, hvor far sidder mest stille og roligt, og man kan sidde sammen med ham og hygge.”

Klog af fjernsyn?

Der er altså god grund til at give din lille fjernsynsnarkoman hans daglige fiks. Men modsat hvad mange tror, er ‘god læring’ ikke en af de vigtigste grunde. Ifølge Stine Liv Johansen er der nemlig ingen entydige resultater, som viser, at det er godt for børns sproglige udvikling at se tv.

Så du kan ikke bare overlade læringen af alfabetet til seks afsnit af Skæg med bogstaver. Stine Liv Johansen synes faktisk, det er synd, hvis fjernsynet bliver en form for tidlig skole.

“Vi er blevet ekstremt opmærksomme på hurtigt at få puttet læring ind i vores børn – også når de ser tv. Det er en kedelig udvikling, for i den ensidige fokusering på læring moser vi legen ud og ødelægger det, som tv er allerbedst til, nemlig at give inspiration til børns leg.”

LÆS OGSÅ: 25 ting, vi kan lære af børn

3 gode råd om TV

Vær sammen om tv: Sæt dig ind i, hvad dit barn interesserer sig for, og vær sammen om at se fjernsyn. Du må gerne bruge tv som babysitter indimellem, men lad ikke dit barn se alting alene – for så går I går glip af mange gode snakke om det, der er i fjernsynet.

Lad junior bestemme: Accepter, at dit barns ideer om godt fjernsyn er nogle andre end dine. Husk, at det også handler om at få inspiration til lege, som ikke har noget med dig som voksen at gøre.

Tal om fjernsynet
Sørg for, at fjernsyn er noget, I samles og taler om. Jo mere I taler om, hvad der er godt og skidt (ifølge hele familien!), desto bedre chancer er der for, at dit barn bliver en kritisk og bevidst mediebruger.