Derfor skal du lave julepynt med dit lille barn

"Se, den har jeg lavet, da jeg var TO år! TOOOO ÅR, Far, er det ikke sejt?".

Jeg må indrømme, at det var en noget uventet reaktion fra min seksårige, da han hev det ene mere ekspressionisme-inspirerede stykke julepynt efter det andet op af kassen med julesager: Julekugler med to farver penselstrøg, en julemand af gips i en ubestemmelig grå-brun farve med lidt afskallet maling. Ikke lige den slags pynt, man ser i boligmagasinerne, men ikke desto mindre fandt de nu hurtigt plads rundt om i stuen. På reoler, vindueskarme og... ja gulvet. Da lillebror på tre år hev mig i ærmet og med røde kinder af ren begejstring over at pynte op spurgte: "Hvad har JEG lavet, da JEG var to år, Moar?", fik jeg en knude i maven.

For hvad havde han egentlig lavet?

Den tid fortoner sig i min bevidsthed som noget mere travl og stressfuld, end da jeg lykkelig højgravid på barsel klippe-klistrede julepynt med min ældste søn, mens han stadig var enebarn. Sidste års jul var noget mere travl, husker jeg, med to fuldtidsjob og to småbørn.

Men heldigvis. Nederst i kassen lå de: To gipskugler med temmelig abstrakte motiver – jeg VIDSTE, at den yngste har lavet dem, selv om jeg åbenbart ikke havde skrevet navn på, så det skyndte jeg mig at tilføje med en sprittusch, inden jeg rakte dem til ham med ordene: "Dem her, min dreng. Dem har du lavet!"

Pyha – sikke en lettelse at se ham løfte kuglerne triumferende over hovedet. For den hjemmelavede pynt betyder åbenbart langt mere for de små, end jeg lige havde regnet med – og deres stolthed over at være med til at skabe juleminder var slet ikke til at tage fejl af. Så er jeg ærligt talt fløjtende lige glad med, at de ikke er insta-pæne. Derfor har jeg nu også støvsuget den lokale Rema 1000-butik for diverse gipsfigurer. Figurer, der med lidt vandfarve eller tusser så let som ingenting kan forvandles til pynt, som vil skabe masser af glæde i familien de næste mange år. Så ved jeg i hvert fald, hvad vi skal lave i weekenden, og jeg glæder mig.