Få styr på dine mor-frustrationer

Jeg er tæt på at hyle ham ind i hovedet, at jeg for h…… skulle bruge den diktafon netop i dag, da jeg har audiens hos en populær amerikansk coach. Men det vil han ikke forstå, for hans hjerne er slet ikke gearet til at høre på min skældud. Sammenbidt får jeg den op af mælken, tørrer den af og beder til, at den virker. Men nej: Den er stendød.

Det er Kaspers øjne til gengæld ikke. De funkler af begejstring over noget, Gurli Gris lige har gjort inde i fjernsynet, og jeg ryster på hovedet, bider tænderne sammen og tilgiver ham.

Indeni griner jeg et panikgrin, for i dag skal jeg netop snakke med coachen Debbie Ford om at blive fanget af irritation over forskellige tilspidsede børnesituationer. Og her står jeg uden min diktafon, to timer før vi skal mødes.

Børn og skyggesider

Da jeg senere mødes med Debbie Ford, griner hun, da jeg fortæller om mit lille morgenuheld. Debbie Ford er coach med speciale i det, hun kalder skyggearbejde. Hun har opbygget en succesfuld virksomhed ved at undervise i de sider af os selv, som vi har svært ved at rumme eller se i øjnene.Hun har baseret sit skyggearbejde på filosofien ‘det man peger fingre af, er man selv’. Det betyder ifølge amerikaneren for eksempel, at hvis du mærker nogen som helst irritation over, at dit barn klynker, så er det, fordi du ikke har sluttet fred med den side af dig selv.Den morgen havde jeg bestemt ikke sluttet fred med den side af mig, der er utjekket. Jeg hader at være utjekket. Og fordi Kasper gjorde det umuligt for mig at bruge min meget tjekkede diktafon, havde jeg svært ved at se det nuttede i, at den blev proppet op i et glas mælk.<indstil forventningerne“Det er i virkeligheden et godt sted at starte, for børn gør for det meste det modsatte af, hvad vi forventer,” forklarer Debbie Ford.“Det gør os mødre frustrerede, fordi vi gerne vil have, at barnet gør noget anderledes. Hvis du forventede, at Kasper puttede din diktafon i en kop mælk, ville du ikke blive frustreret over det. Det er selvfølgelig ikke sådan, at du skal anerkende, at han kommer diktafoner ned i koppen – men du kan undgå at ryge op i det røde felt, hvis du indstiller dine forventninger på, at det bestemt ikke er umuligt, at det sker.”Hvordan det?“Forventninger kommer fra vores skyggesider, og vores skygger er alt det, vi prøver at skjule eller fornægte ved os selv. Hvis du for eksempel som lille selv har haft en oplevelse, hvor du pillede ved en fin vase, selv om du fik at vide, at du ikke måtte, og derfor fik skældud, så vil du føle skam, når dit barn gør noget, som minder dig om den situation. Du vil altid overføre den oplevelse til dit barn, og derfor kan vi ikke altid være objektive over for den pågældende situation.”

Hvad gør jeg så, hvis jeg har et problem med, at min søn er en bestemmende type, der godt kan finde på at tage legetøjet fra sine venner?

“Hvis dit barn er egoistisk og vil bestemme eller måske tager et stykke legetøj fra et andet barn, er det en egoistisk handling. Dit barn er egoistisk, og hvis du selv har problemer med at være egoistisk, vil du ikke altid kunne rumme det. Din hjerne vil tænkte ‘åh nej, nogen vil finde ud af, at jeg er egoistisk, og at jeg har et egoistisk barn, og det duer ikke’. Og så føler du skam.”

“Hvis dit barn tager legetøj fra de andre, kan du vise barnet en anden handling i stedet for at skælde det ud. Giv dit barn et andet stykke legetøj, og sig, at det må lege med det i stedet. Børn lærer af deres konsekvenser. Et lille barn forstår ikke altid konsekvensen, men hvis du på et tidligt tidspunkt lærer det, at alle dets handlinger er valg, det træffer, vil du opdrage det til at tænke over konsekvensen. Ved at du giver ham et andet stykke legetøj, kan han se konsekvensen.”

Jeg er ikke selv opdraget med den slags konsekvenspædagogik. Hvordan lærer jeg at give det videre til min søn?

“Det gør du ved at lave din egen forældrevision. Du skal aktivt gå ind og formulere, hvem du gerne vil være som forælder. Find nogle værdier, som passer til den mor, du gerne vil være, og lev efter dem. Måske er det kærlig, powerfuld og fantasifuld. Skriv ordene ned, og kig på dem hver dag. Når du så står i en situation, som spidser til, kan du have værdierne in mente og spørge dig selv: ‘Er det her en kærlig, powerfuld og fantasifuld handling, jeg har gang i?’ Hvis svaret er nej, ved du, at du kan handle anderledes.”

Hvordan får jeg så forklaret på en kærlig, powerfuld og fantasifuld måde, at mit barn ikke må få sandaler på i december måned?

“Det er ikke til diskussion eller en valgmulighed for dit barn, her bestemmer du. Men vi kan som forældre lige så godt vænne os til, fra barnet er meget lille, at stole på, at det kan klare forskellige situationer, det kommer i. Hvis vi ikke selv stoler på, at vi kan klare det, hvis vi ikke har selvtillid, så kan vi heller ikke give den selvtillid videre til vores børn. Og ved at du allerede har lavet din forældrevision, kan du også fortælle dit barn på en kærlig og powerfuld måde, at her er det dig, der bestemmer. Barnet kan mærke, hvis du bluffer, så det gælder om at sige tingene med integritet.”

Hvordan forholder jeg mig så, når mit barn ikke vil i vuggestue?

“Jeg synes, man skal snakke til sine børn, som man ville snakke til en voksen. Du må fortælle dit barn, at der bare er noget, det er nødt til at gøre. At du som mor træffer et valg, der er det bedste for dig og for barnet. Det er en rigtig god idé at lære dit barn om valg. At det har et valg, men at mor også nogle gange skal træffe nogle valg, som er nødvendige.”

Hvordan forklarer jeg det til min toårige søn?

“Du siger til din søn, at du skal på arbejde, og han skal i vuggestue. Man kan selvfølgelig ikke komme med en lang og snørklet forklaring til en toårig, men vi skal huske, at de ofte forstår mere, end vi lige regner med. Derfor er det godt at vænne dig til at give barnet en voksen forklaring. Lad være med at binde barnet historier på ærmet, som ikke passer.”

Hvad gør jeg så, når han nægter at sove, putteritualet trækker i langdrag, og jeg har lyst til at bilde ham ind, at hvis ikke han sover nu, så kommer Ole Lukøje og sprøjter sovemiddel i øjnene på ham?

“Du oplever kun den frustration, fordi du har glemt dine egne 20 minutters mor-tid. Når du glemmer dig selv i løbet af dagen, har du ikke overskud til at bruge de ekstra kræfter, et barn kræver. Man glemmer sådan set at være en god mor for sig selv hele dagen, og det kan man ikke pludselig være i slutningen af dagen, eller når ungerne sover. At være mor er det mest krævende job i verden, så husk at rose dig selv. Når du for 117. gang står med tandbørsten i den ene hånd og dit skrigende barn i den anden og har glemt din kostbare mor-tid, så er det, fordi du er mor. Klap dig selv på skulderen, og husk, at Barack Obama har et nemmere job end dig.”

LÆS OGSÅ: Drop skældud – det hjælper ikke

LÆS OGSÅ: Forældreværdier: Hvilken mor vil du være?

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler