Fanny Bornedal: "Jeg har aldrig holdt en rigtig kernefamiliejul"
Som skilsmissebarn glæder skuespillerinden Fanny Bornedal, 18, sig til at holde jul to gange – og til at årets julefilm, som hun spiller med i, får premiere.
Hvordan fejrer I jul i din familie?
– Jeg er skilsmissebarn og har derfor altid holdt jul både 23. og 24. december. Jeg har aldrig holdt en kernefamiliejul, og det er meget forskelligt, hvordan vi fejrer den. Hos min far (filminstruktøren Ole Bornedal, red.) er den ret traditionel, mens den hos min mor er lidt mere utraditionel. Et år dansede vi om juletræet og sang Justin Bieber, og i år skal vi have et palmetræ i stedet for et juletræ. En dag sad vi og talte om, at vi jo ikke behøver at spise traditionel julemad, men i stedet kan spise en lækker nudelret. Et tema begyndte at tage form, og nu mangler vi bare palmen.
Hvordan er det at være skilsmissebarn i julen?
– Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, og jeg kan ikke huske en jul, hvor de har været sammen, så for mig har det altid været sådan. Selvfølgelig har det nogle gange været besværligt, men jeg har faktisk nydt at have to hyggelige aftener med lækker mad. Det er win-win.
LÆS OGSÅ: 20 grunde til at droppe at være den perfekte mor
Hvad elsker du ved julen?
– Da jeg var mindre, kunne jeg ikke sove, når 1. december nærmede sig. Jeg havde det på samme måde med min fødselsdag, men da jeg i år fyldte 18, forsvandt den følelse, desværre. Når vi sætter Michael Bublés julealbum og Wham! på, kommer jeg dog i julestemning. Det er dejligt, når hele familien stresser af, glemmer forventninger og pres og hygger sig og griner.
Hvad er din bedste julegave nogensinde?
– Alle der siger, at de ikke går op i gaver, lyver. Jeg har altid fået virkelig gode gaver, og jeg er lige taknemmelig hver gang. Sidste jul fik jeg en ring af min far, som betyder rigtig meget for mig. Jeg fik også engang et Michael Kors-ur af min mor, som jeg bliver ved med at være glad for. Jeg får stadig adventsgaver af mine forældre, og det er så dejligt.
Kommer man i julestemning, når man er med i en julekalender og julefilm?
– Vi indspillede Paprika Steens julefilm Den tid på året i november og december sidste år. Vi boede på et lille gods på Fyn, og det var så koldt. Og så havde vi nissevenner, så der var total julestemning. Sofie Gråbøl var min nisse, og jeg fik så gode gaver! Da vi optog Den Anden Verden, startede vi med første del i november og december, hvor der var god julestemning med brunkager og det hele. Men da vi skulle lave anden og tredje del fra marts til juni, begyndte det at blive ret svært.
LÆS OGSÅ: 13 færdige julekalendere dit barn vil elske
Hvad er din yndlingsjulekalender?
– Den Anden Verden er selvfølgelig en af mine yndlings. Men min absolut yndlingsjulekalender vil altid være Jul i Valhal. Den er underholdende, godt skrevet, har gode sange at synge med på, og så elsker jeg Lokes rapsody. Det er efter min mening den bedste sang i en julekalender nogensinde. Martin Brygmann er for nice. Jeg kan godt lide de julekalendere, der ikke er alt for julede. Den Anden Verden handlede om de kriser og udfordringer, der ofte opstår i en familie i julen, og det er for mig ligeså meget en del af julen som nisser og juletræer.
Hvad ønsker du dig?
– Ting til min nye lejlighed, som jeg lige er flyttet ind i, så jeg kan komme på plads. Det bliver den første jul, hvor jeg ikke bor hjemme, og det bliver interessant at se, om det bliver tomt. Jeg kommer nok til at nyde at kunne slappe af hjemme og have muligheden for at tage hjem til julehygge hos mine forældre, når jeg har lyst til det.