Min fødsel: “Jeg troede ikke på, at det var NU!”
Kalles mor blev sat i gang i uge 38 og tænkte ikke, at det kunne gå så tjept – så den pakkede taske lod hun blive hjemme. Da hun kom hjem fra fødegangen, var det med en baby.
Hvordan begyndte din fødsel?
På grund af en ulidelig kløe i håndfladerne og under fødderne fik jeg taget blodprøver, da jeg var i uge 37+6. Dagen efter fik jeg at vide, at jeg havde leverbetinget kløe og derfor skulle sættes i gang dagen efter. Det var et kæmpe chok, da jeg selvfølgelig ønskede, at min fødsel ville gå i gang af sig selv. Da jeg var 38+0 henne, mødte vi op på Rigshospitalet, hvor jeg fik den første stikpille.
Jeg blev gjort opmærksom på, at jeg var lukket som en østers, og at igangsættelsesforløbet derfor kunne blive en længere proces. Da jeg samme aften lå i sofaen og pludselig mærkede nogle jag i lænden, var jeg derfor ret sikker på, at det ikke var veer. Min kæreste var dog skeptisk og bad mig kontakte fødegangen, da smerterne tog til. De bad os komme ind til tjek, men fordi jeg var overbevist om, det ikke var veer, lod vi de pakkede tasker blive hjemme.
LÆS OGSÅ: Fødsel: “Min kæreste var omme på den anden side af jorden”
Det kunne blive en pinlig affære at stå klar-parat med alt udstyr og så blive sendt hjem. Det skulle vise sig at være en tosset beslutning. Da vi ankom, gik vandet kort tid efter klokken 1.45, og klokken 8.54 var Kalle født. Ni minutter tog det at presse ham ud.
Hvad var det hårdeste?
Det var helt klart, at jeg var enormt træt og meget udmattet. På grund af kløen havde jeg ikke fået mere end to-tre timers søvn pr. nat i ugerne op til fødslen. Desuden var jeg ikke forberedt på de smerter, der følger efter en fødsel: ondt ved vandladning, syningerne, der skal hele, og ikke mindst efterveerne.
Hvad overraskede dig mest?
Jeg var overrasket over mig selv! Jeg havde en ide om, at jeg ville blive hysterisk og græde i smerte. Der skal normalt ikke meget til. Men jeg var ret afklaret og rolig igennem veerne og selve pressefasen. Jeg bad min kæreste om at tage en lur under udvidelsesfasen, så han kunne være frisk til finalen. Jeg havde brug for at ligge alene og mentalt arbejde mig igennem veerne via afspændingsteknikker, som jeg havde trænet intensivt op til fødslen. Jeg ser tilbage på fødslen som mere udmattende end decideret smertefuld.
LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Det endte med akut kejsersnit”
Hvilke tanker gjorde du dig om smertelindring?
At de bare skulle give mig, hvad de kunne fornemme ville være bedst for mig. Jeg var ikke så skeptisk. Jeg endte dog med at føde uden smertelindring. Det tænkte jeg slet ikke over i selve processen, da jeg egentlig følte, at jeg godt kunne takle veerne fra start til slut.
Hvordan var din kæreste?
Han var fantastisk. Vi havde talt om, hvordan han skulle forholde sig. Han vidste, at han ikke skulle forstyrre mig i mit arbejde med veerne. Da fødslen gik i gang, kunne han også se på mig, at jeg gerne ville være i fred, så han gav mig ro og plads til at arbejde alene med veerne. Han hentede derimod mange glas rød saftevand – og det satte jeg stor pris på! I pressefasen lå jeg i sideleje, og der holdt han mit ene ben – det var fantastisk, at jeg kunne mærke, at han var tæt på mig.
Ville du have gjort noget anderledes?
På trods af at jeg blev sat i gang, havde jeg en fantastisk fødsel. Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes. Hvis jeg skulle nævne én ting, skulle det være, at jeg havde sat mig mere ind i det at amme, inden Kalle blev født. Det er jo en videnskab, og det var jeg ikke forberedt på. Nå, ja – og så skulle jeg nok have lyttet til min kæreste, da han insisterede på, at vi skulle tage taskerne med på fødegangen.