Fodsvamp hos børn
SPONSORERET indhold

Hvad er fodsvamp? Sådan behandler du dit barns røde tæer

Fodsvamp er den mest almindelige form for hudsvamp. Døjer dit barn med kløe og svien mellem tæerne, er der heldigvis mange ting, du selv kan gøre. Det svære er at forhindre, at svampen kommer igen.

Af:: Amalie Louise Bernitt Foto: Getty Images
10. jan. 2020 | Børn | Vores Børn

Det kradser mellem juniors tær. Huden er rød og irriteret, og på det sidste er den også begyndt at skælle en anelse. Du håbede egentlig, at det ville gå over af sig selv, men intet tyder på en bedring forude. Tværtimod.

I stedet peger alle tegn på, at guldklumpen har fanget sig en omgang af den genstridige fodsvamp. Infektionen, der oftest rammer aktive drenge i skolealderen, som stikker fødderne i svedige fodboldstøvler hver mandag og onsdag, og som generelt løber rundt med fugtige fusser.

Men hvad er fodvamp egentlig? Hvordan smitter det? Og findes der husråd, som gør kur mod de små svampe mellem tæerne?

Vi giver dig alt, du skal vide, om fodsvamp hos børn.

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

Hvad er fodsvamp?

Dermatofytter, som gruppen af fodsvampe hedder, er en infektion, der trænger ind i hudens øverste lag, og som får den til at producere flere celler end normalt. Det giver gerne en tyk og skællende hud med en rød kant, som vi også kender det fra f.eks. ringorm. Og så klør det som bare pokker, mens nogle også vil opleve, at det kan svie en smule.

Fodsvamp er temmelig udbredt blandt skolebørn, og selvom langt de fleste kun vil opleve, at det kradser mellem tæerne, kan uheldige også mærke en irriterende infektion andre steder på foden - f.eks. på fodsålerne eller på tåneglene, der i så fald vil blive gullige.

I grelle tilfælde kan der også danne sig små blærer på fødderne, men langt de fleste vil kun opleve, at huden sprækker en anelse og skaller af.

Fodsvamp - foto.jpg

Hvem får fodsvamp?

Dreng, pige, skoleparat eller blebarn. Alle kan i princippet blive ramt af fodsvamp, men infektionen er mest almindeligt hos større børn i skolealderen. Særligt hvis de elsker deres gummisko, løber rundt som en tornado og generelt døjer med lune, fugtige fødder.

Voksne kan også blive ramt af fodsvamp, og især idrætsudøvere er kendt for at døje med den kløende infektion. Derfor kaldes fodsvamp også Athlete's foot på engelsk.

Hvordan smitter fodsvamp?

Fodsvamp smitter gennem hudskæl med små svampesporer, og derfor er de steder, hvor dine børn trisser rundt på bare fødder, de værste syndere. Svømmehaller, omklædningsrum og baderum er gerne store smittecentraler, men også i hjemmet kan svampene få ben at gå på - så at sige. Sørg også for, at dit barn ikke at deler håndklæde, sko eller sokker med én, der har fodsvamp.

Hvordan behandler man fodsvamp?

Smør området med en svampedræbende creme, som kan fås i håndkøb på apoteket. Hvis du smører området 1-2 gange om dagen i én eller flere uger, vil svampen gå væk hurtigt og smertefrit. Behandlingen er heldigvis både nem og effektiv, og det er uhyre sjældent, at der er bivirkninger. Omvendt ses det ofte, at svampen kommer igen.

Er infektionen meget udbredt, kan det være nødvendigt med en tabletbehandling for at få ordenligt bugt med svampene. I sådan et tilfælde skal I tage fat i jeres læge, som kan tage et svampeskrab og sende det til undersøgelse, inden han eller hun udskriver behandlingen. Sådan en omgang tager gerne en uges tid.

Lægehjælp er ellers unødvendigt, medmindre dit barn er under 12 år, eller huden laver større sprækker og åbner op for andre bakterieinfektioner.

LÆS OGSÅ: Sådan forebygger og behandler I børnesår

Hvad kan du selv gøre, hvis dit barn har fodsvamp?

  • Smør området med svampedræbende creme
  • Vask håndklæder og strømper, der har været i kontakt med svampen, ved minimum 60 grader
  • Skift dit barns sko og sørg for, at de nye sko er luftige
  • Sørg for at tørre barnets fødder ordentligt efter bad – brug eventuelt en hårtørrer

Kilder: Børnelæge Thomas Lee Dahm, Apoteket.dk, Netdoktor.dk, Sundhed.dk, Sygeborn.dk, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut

Anbefalet til dig