Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Tvillinger
Foto: Trine Bukh & Privat Efter to måneder i Spanien må familien endelig komme hjem til Danmark.

Fødte for tidligt i Spanien: Vi følte først rigtigt, at de var vores, da vi kom hjem

Lisbeth var gravid med tvillinger, da ­hendes ­moderkage rev sig løs tre ­måneder før termin under en ferie i ­Spanien. I syv uger var pigerne indlagt på et hospital, hvor ingen talte engelsk.

Lisbeth og Morten Colind Riis sidder samme med Mortens forældre på terrassen i et feriehus i Alicante og ser ud over Middelhavet, mens de spiser frokost. Deres datter, Emma på to år, sover middagslur lige på den anden side af skydedøren. Det larmer fra gaden, som om der er noget tumult dernede. Lisbeth rejser sig fra sin stol for at se, hvad der foregår. Idet hun rejser sig, bliver det varmt mellem benene.

– Nu går vandet, tænker hun.

Men det er alt for tidligt. Lisbeth er gravid med tvillinger i 28. uge. Der er tre måneder, til hun har termin. Hun ser ned på sine hvide shorts, som pludselig er helt ildrøde.

LÆS OGSÅ: Skuespiller og tv-vært Janus Nabil Bakrawi: "En dag begyndte jeg simpelthen at ryste og græde ufrivilligt

Faktaboks

FAMILIEN COLIND RIIS

MOR Lisbeth, 33 år, sygeplejerske

FAR Morten, 36 år, revisor

BØRN Emma, 6 år, Laura og Sofia, 4 år

BOR i Ballerup

– Nå, nu bløder jeg, konstaterer hun.

Lisbeth er sygeplejerske, og hun prøver at tage det roligt. Hun er vant til at se blod og ved, det ikke behøver være livsfarligt. Mortens mor foreslår, at de kører på skadestuen.

– Det tror jeg ikke, vi skal, siger Lisbeth og fortsætter:

– Jeg tror, vi er nødt til at ringe efter en ambulance.

Kraftige ligamentsmerter

Aftenen forinden ankom Morten og Lisbeth til Alicante i Spanien. De har netop købt et hus sammen i Ballerup, et rigtigt håndværkertilbud, hvor alt skal laves om. Nye vinduer, nyt køkken, nyt badeværelse. Den lille familie glæder sig til en pause fra alle projekterne derhjemme i Danmark.LÆS OGSÅ: Børnebøger: Skal vi ikke læse den, vi kender?Lisbeth har været til lægeundersøgelse og konsulteret sin jordemoder, inden hun tog af sted. Men der lyder ingen alarmer. Hun er jo kun i uge 28, og graviditeten er forløbet ukompliceret indtil videre. Da de lander i Spanien, begynder Lisbeth af få smerter i lænden. Ligamentsmerter, tænker hun.– Jeg havde fået at vide, at ligamentsmerterne kan være kraftigere, når man venter tvillinger, så det var jeg ikke så bekymret for, siger Lisbeth i dag, fire år senere.Mortens far forsøger at ringe til alarmcentralen, men de forstår ikke engelsk i den anden ende. Morten løber hen til nogle naboer, som kan lidt spansk, og beder dem om at ringe til alarmcentralen for dem. Mortens far gør det samme.Imens har Lisbeth lagt sig ned på terrassen. Hun ved, at man skal lægge sig ned, når man styrtbløder. Imens mærker hun den ene store skylle af blod efter den anden forlade kroppen. Det føles, som om hun tisser, men hun har ingen kontrol over det. LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Er du klar?Mens hendes svigermor febrilsk henter håndklæder for at suge noget af blodet op og holder øje med, om Emma vågner, kan Lisbeth se blodpølen samle sig i terrassens afløbsrende og strømme videre ned i afløbsrøret. Hun kan ikke få øje på sine blodårer på hænderne, og huden er gullig og bleg. Nu dør jeg, tænker hun.– Jeg kan mærke, at jeg snart forsvinder, siger hun til sin svigermor, lige inden hun registrerer en fjern lyd af sirener.

Panik på hospitalet

Lægen løber op til Lisbeth, spørger om hendes navn og klapper hende på kinderne. Igen og igen. Han kan se, at hun er ved at miste bevidstheden.Inde i ambulancen bliver Lisbeth monitoreret og får en masse medicin. Blandt andet adrenalin og magnesiumsulfat, som hun fra sit arbejde ved, at man giver til folk med hjertestop. Hun får lagt drop i hænder og fødder.– Shit, det er slemt der her, tænker Lisbeth, og det bekræfter lægen på vej mod hospitalet.– Det ser ikke godt ud, og du skal nok forberede dig på et akut kejsersnit, siger han på engelsk.På hospitalsstuen står der en masse mennesker, som råber til hinanden på spansk og flår i Lisbeths tøj for at få det af hende. Der er panikstemning, registrerer Lisbeth, som ikke selv har kræfter til at gå i panik.– Det må være mit liv før tvillingernes, når hun at sige til Morten, inden han bliver gelejdet ud i receptionen for at ordne det nødvendige papirarbejde.Da han hører sin kone sige det, ved han, at situationen er dybt alvorlig.Ambulancelægen lægger en hånd på Lisbeths skulder, inden han er nødsaget til at forlade stuen og siger:– Du skal bare vide, at der ikke er nogen herinde, som taler engelsk.

Ingen kommunikation

Lidt efter begynder blødningerne at stilne af, og Lisbeth bliver kørt ind i et observationsrum. Hun bliver udstyret med et CTG-bælte, men ellers har hun ingen ide om, hvad der skal ske. Hun aner ikke, hvor Morten er, og hun ved ikke, hvordan børnene i maven har det. Heldigvis finder personalet en jordemoder, som med få engelske gloser kan fortælle Lisbeth, at børnene har det godt.– Bæltet gjorde afsindigt ondt, og jeg vidste ikke, hvorfor jeg skulle havde det på. Der var ikke nogen, som kunne fortælle mig noget, de gjorde bare en masse ting, mens jeg lå og tænkte ‘hvorfor gør de mon det’, siger Lisbeth.Senere får Morten lov til at se Lisbeth, og om aftenen beder hun ham om at tage tilbage til deres datter Emma, da det ser ud til, at hun indtil videre er stabil. Men lidt over midnat begynder Lisbeth at bløde igen. Hun er ret sikker på, at blødningerne er et tegn på, at hun har placentaløsning – en tilstand, hvor moderkagen løsriver sig for tidligt fra livmodervæggen, hvor den normalt sidder fast, indtil barnet er født.Hun tilkalder personalet, og kort efter står der to kvinder i rummet, som ikke kan et ord engelsk. De forstår intet af, hvad Lisbeth siger, og de virker rådvilde. De skifter blot de gennemblødte lagner og går igen.Men blødningerne stopper ikke. Anden gang Lisbeth tilkalder dem, gentager scenariet sig, men tredje gang, sent på natten, insisterer Lisbeth på, at hun skal tilses af en læge. Heldigvis kommer hun i tanker om, at det spanske ord for læge er medico og ikke doctor, som hun ellers har forsøgt sig med. Det forstår de, og Lisbeth bliver kørt ned på fødegangen til observation.Styrtblødningerne aftager, men Lisbeth bløder jævnt i løbet af hele natten.LÆS OGSÅ: Fra barselsboble til fuldtidsjobNæste formiddag kommer personalet ind på stuen med en ældre dame, som taler engelsk. En kvinde, som er bosat i Spanien, og som hjælper udenlandske cancerpatienter som tolk i sundhedssystemet.– Senere fik jeg at vide, at de havde gennemtrawlet hele hospitalet for at finde nogen, som kunne tale engelsk, fortæller Lisbeth, som er lettet over, at hun nu endelig kan få informationer om, hvad der skal ske med hende.Den engelske dame fortæller Lisbeth, at de vil lave kejsersnit med det samme. De tør ikke vente længere, fordi blødningerne bliver ved.– Endelig blev der gjort noget. Det var den tanke, jeg hele tiden havde haft, for moderkagen kan jo blive ved med at stå og bløde og bløde og bløde, siger hun.

Fædre ingen adgang

Morten må ikke være med under fødslen, for det er ikke kutyme i Spanien, at fædrene er til stede. Han sidder og tripper blandt andre vordende fædre uden for lokalet, hvor Lisbeth ligger.– Det var forfærdeligt. Tiden gik sindssygt langsomt, og jeg sad sammen med vores nye tolk, som prøvede at snakke med mig for at berolige mig. Men jeg kunne slet ikke koncentrere mig om det, og jeg havde overhovedet ikke lyst til at sidde ned, fortæller Morten.Lisbeth får foretaget kejsersnit med rygmarvsbedøvelse, og neonatallægerne farer af sted med tvillingerne i kuvøser, inden Lisbeth når at se dem. Hun når dog at høre, at de skriger, lige inden hun går ud som et lys og sover i flere timer.Imens bliver Morten ført ind på neonatalafdelingen, hvor hans tvillingepiger på henholdsvist 1.120 og 1.130 gram ligger. Først skal han iføres en steril dragt og spritte sine hænder af, have net over håret og overtræk på skoene. Han kan nærmest ikke se sine børn for nåle, iltmasker og elektroder, husker han:– Det var en stærk oplevelse at se pigerne ligge der i kuvøserne. Jeg havde forestillet mig, at jeg måtte holde dem, men de skulle blive i deres kasser.LÆS OGSÅ: De 8 I Favn-principperLisbeth ser først sine børn næste dag, og her er hun så afkræftet, at hun må køres ned på afdelingen i kørestol. Den dag får Lisbeth lov at se sine tvillinger uden for besøgstiden, fordi hun er så svag. Men herfra må forældrene kun være sammen med børnene en halv time om eftermiddagen og en halv time om aftenen. Sådan er det de næste to måneder.– Det var jo dagens højdepunkt, de to besøgstider. Så stod Morten et kvarter hos Laura og jeg hos Sofia, og så byttede vi. Og vores datter Emma måtte slet ikke komme med ind i lokalet. Det var rigtig hårdt, for det er jo ens børn, og man vil gerne være meget mere med i deres første tid, siger Lisbeth.Forældrene protesterer og prøver at få mere tid sammen med pigerne, men personalet lader dem forstå, at det ikke er en mulighed. Lisbeth og Morten ringer til SOS International i Danmark og spørger, om det kan være rigtigt med de meget restriktive besøgstider. Men heller ikke de kan gøre noget.– Til sidst affandt vi os med, at det ikke kunne være anderledes, og vi forstod jo også godt, at det skulle være lige for alle. Det er bare svært, når man ved, at det er helt anderledes i Danmark, hvor man får lov til at være sammen med børnene konstant, siger Lisbeth, som ud over de begrænsede besøgstider også må indstille sig på, at den eneste kontakt, de kan få med pigerne, er via et lille hul i kuvøsen, hvor de lige kan få en finger ind.

Hul i hjertet

Under et af de daglige besøg på neonatalafdelingen kan Lisbeth se, at der er noget helt galt med datteren Sofia. Hun er helt svulmet op. Ben og arme er hævede. Lisbeths første tanke er, at hjertet ikke pumper ordentligt.– Jeg prøvede mit bedste for at spørge sygeplejersken, om Sofia havde det godt. Men hun forstod mig slet ikke, og jeg måtte sætte min lid til, at lægerne gjorde det rigtige. Næste dag blev jeg ringet op af vores engelsktalende dame, som fortalte, at Sofia skulle overføres til et andet hospital, fordi hun var dårlig. Da jeg kommer ind til hende, er der total kaos. Personalet råber til hinanden, mens de flytter Sofia over i en transportabel kuvøse, og vores tolk fortæller mig, at Sofia skal over på et hospital, hvor de har et kirurgisk team, fortæller Lisbeth.Det hul, som alle børn født inden uge 32 naturligt fødes med, har ikke lukket sig efter medicinsk behandling, som lægerne havde forventet. Sofia har stadig et stort hul i hjertet.Lisbeth får adressen på hospitalet, mens Sofia bliver kørt af sted med blå blink på ambulancen.

’Big, big hole’

På den nye afdeling er stemningen tung, og børnene her er meget, meget små. Sofia er lagt i respirator. På operationsdagen forsøger en læge på bedste vis at forklare dem Sofias tilstand.– Big, big hole, siger han og former et hul med sine hænder.Efter operationen har Sofia et stort plaster hen over sin lille brystkasse. Lisbeth får at vide, at lægerne også har været inde i datterens lunger, fordi de var fyldt med væske. Sofia er stabil, men nu ligger hun og Laura på forskellige hospitaler, som ligger et kvarters kørsel fra hinanden, og hvor besøgstiden er den samme.– Vi måtte hele tiden prioritere vores samvær med børnene, fortæller Morten.Imens begynder datteren Emma at blive mere udadreagerende. Det er hårdt for hende at have en fragmenteret hverdag, og hun har et behov for at komme hjem, selvom Lisbeths forældre er fløjet til Spanien for at hjælpe med pasningen.To måneder efter fødslen bliver familien transporteret hjem. De bliver indlagt på Rigshospitalet i fem uger, og her skal børnene ikke ligge isoleret i hver deres kuvøse. Morten og Lisbeth kan for første gang tage børnene op og pusle dem selv.

Skadet stemmebånd

Laura og Sofia er i dag fire år gamle. Laura har ingen men efter forløbet, men Sofias stemmebånd er blevet skadet – en komplikation, som kan opstå under den operation, hun var igennem. Det betyder, at hun skal træne sin stemme og vejrtrækning. Men ellers udvikler pigerne sig normalt.

– Vi følte faktisk først rigtigt, at de var vores børn, da vi kom hjem. Der var så meget postyr omkring dem hele tiden i Spanien. På den anden side er vi nok også blevet forskånet for nogle ting, fordi vi ikke forstod, hvad der foregik. Nogle gange kom vi ind, og så havde pigerne noget nyt på hovedet, men ingen kunne forklare os hvorfor. Måske havde vi bekymret os mere, hvis vi havde vidst alt om, hvad der foregik, fortæller Morten, som mener, at familien er blevet stærkere af oplevelsen. Lisbeth nikker og tilføjer:

– Vi havde jo masser af tid til at snakke dernede. Vi snakkede os igennem det, tror jeg. Og nu ved vi, hvor vi har hinanden i ekstreme situationer. 

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

LÆS OGSÅ: Ægteskab eller testamente? Sådan sikrer I hinanden

LÆS OGSÅ: Børn og tidsfornemmelse: Hvornår er det fredag?

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv og Baby