Gå ikke fra mig, mor!

De fleste børn skal gennem en fase, hvor de bare vil være tæt på mor og far HELE tiden. Resultat et er i modsat fald ofte skrig og skrål. Og det kan være meget opslidende for os forældre, når man ikke engang kan gå på toilettet for sig selv i sølle to minutter, uden hele barnets verden bryder sammen.

Eller når den dårlige samvittighed rider en som en mare, og man føler sig som verdens dårligste forældre, når man forlader sit ulykkelige barn ”alene” i vuggestuen.

Men hvad stiller man egentlig op? Vi har spurgt Lola Jensen, der har mere end 22 års erfaring som familievejleder og i øvrigt er kendt fra TV3’s dokumentarserie ”Hjælp, vi har børn”.

Mor kommer altid tilbage
Ofte bruges begrebet separationsangst om det lille barns angst for at miste sin mor og far, men ifølge Lola Jensen skal vi som forældre være bevidste om, at barnets higen efter os ikke alen handler om, at barnet er bange for, om vi nu også er kommet for at blive. Reaktionerne er i lige så høj grad et udtryk for, at alle de nye oplevelser og situationer, som barnet kastes ud i, er uvante og derfor utrygge.

Når barnet er otte-ti måneder gammelt, kan det formentlig enten kravle eller møve sig rundt, og en ny verden åbner sig for det. Det er en spændende, men også ukendt og lidt ”farlig” verden, som barnet begiver sig ind i, og i samme periode begynder det at udvikle bevidstheden om, at det er en selvstændig person, som ikke altid vil være tæt bundet sammen med mor og far. Der er meget stor forskel på, hvordan børn takler ”separationsperioden”.

„Nogle børn er fra naturens side meget trygge og nysgerrige og indtager verden i én stor bid, mens andre mere følsomme børn har det bedst med at opleve verden i små portioner og helst fra mors eller fars arm eller skød.
Men uanset hvilket barn du har, så vær tryg i troen på, at dit barn over tid nok skal lære at håndtere den eventuelle angst, der er forbundet med at skulle stå mere og mere på egne ben i uvante situationer, så længe du forstår og respekterer dit barn, som det er,” siger Lola Jensen.

Som forældre er vores opgave at støtte barnet i, at det er trygt at gå ud og opleve verden på egen hånd i et tempo, der passer barnet, og samtidig vise, at vi er den trygge, faste klippe, barnet altid kan komme tilbage til. Med andre ord vise barnet, at „selvom mor og far ikke altid er hos dig, så kommer vi altid igen og er der for dig.”

Vinkeritualet
„Det er en rigtig god idé at ’træne sit barn op’ til at blive forladt, så man ikke bare kaster det ud i adskillelsessituationer, det slet ikke er parat til. Det giver for eksempel rigtig god mening at øve sit barn i, at mor og far går – og kommer igen – derhjemme i trygge omgivelser, inden barnet skal starte i vuggestue,” fortæller Lola Jensen.

Man kan eventuelt starte med, at den ene forælder går til købmanden. Man fortæller så barnet, at nu går mor til købmanden for at købe mælk, vinker og vinker, og dukker kort efter op igen med mælk under armen. Og så kan man i det tempo, der passer barnets temperament, forlade barnet i længere perioder ad gangen, i takt med at det bliver trygt i forvisningen om, at man dukker op igen.

Lola Jensen understreger, at det er utroligt vigtigt, at man gør det helt tydeligt for barnet, når man går – også selvom det kan betyde råb og skrig.

„Husk altid at vinke, når du går. I starten vil barnet tænke ’Åh nej, nu går mor fra mig’ og straks sætte i hyl. Men bruger man vinkeritualet konsekvent, så lærer barnet meget hurtigt, at vink betyder, at mor eller far går nu for så at komme igen senere. Med andre ord lærer barnet, at voksne, der vinker, kan man stole på.”

Den gensidige tillid
Lola Jensen mener, at det er meget væsentligt, at adskillelsen bygger på tillid – en tillid, der går begge veje. Barnet skal af erfaring lære, at det kan stole på forældrene, men forældrene skal også lære at have tillid til, at barnet kan klare skærene. Det er nemlig ikke sjældent, at angsten for adskillelsen opstår hos forældrene først for så at forplante sig hos barnet, der læser forældrene som et spejl.

Med andre ord nytter det altså ifølge familievejlederen ikke noget, at man som forældre er overbeskyttende. Adskillelsen fra mor og far er en nødvendig del af barnets udvikling, som forældrene skal støtte det i.

Og det kræver, at barnet oplever adskillelse, og at forældrene udviser tillid til situationen og barnet. Omvendt, prøver du at forcere tempoet, så barnet presses ud i situationer, det ikke kan overskue, så bevæger det sig selvfølgelig ikke trygt væk fra dig, men vil bare kontrollere dig endnu mere for at være sikker på, at du nu også bliver, hvor du er.

Fravær koster
Selv om dit barn måske i en lang periode har accepteret, at mor og far går, så kan der sagtens være dage eller perioder eller opstå situationer, hvor det helst ikke vil slippe dig ud af syne, uden at der af den årsag er grund til at være bekymret eller opføre sig anderledes.

Men reagerer jeres barn meget kraftigt, og kan I for eksempel ikke gå på toilettet eller ud at hente et glas vand i køkkenet, uden at barnet bliver dybt ulykkeligt, så skal I måske overveje, om der er sket noget ”anderledes”, som gør, at jeres barn er ekstra utrygt lige nu.

„Har I måske været på en romantisk weekend for to og afleveret barnet hos bedsteforældre eller venner, som barnet ikke har en jævnlig omgang med? Har en af jer uden varsel været indlagt på hospitalet, eller har den ene i en periode været meget væk om aftenen pga. møder, sport og caféture med vennerne? Jamen, så er det helt naturligt, at jeres barn reagerer, for fravær koster,” fastslår Lola Jensen.

„Måske er det hele gået så gnidningsfrit, at I i overmod har ladet jeres barn ’tage flere kolde tyrkere’ på én gang, og det har været for meget for barnet. Er jeres barn for eksempel lige startet i institution, så er det ikke tidspunktet også at stoppe natteamning eller at flytte barnet fra soveværelset ind i sit eget værelse.”

Giv barnet og dig selv tid
I perioder, hvor dit barn af den ene eller anden grund er ekstra på dig, så forsøg ikke at reagere med irritation, lyder rådet. Lad dit tilbageholdende barn sidde på skødet af dig, når der er ”fremmede” omkring, indtil det måske selv er klar til at hoppe over på sin egen stol. Skuf de velmenende bedsteforældre og venner, der står med udstrakte arme, og hold fast i, at dit barn skal have lov til at blive hos dig.

Tag barnet med på toilettet, i køkkenet, til købmanden – og helst før det selv beder om det! Der er ikke andet for end at acceptere, at dit barn har ekstra meget brug for dig lige nu. Så den eneste gode løsning er, at du støtter barnet, indtil det føler sig trygt og tør slippe sit jerngreb om dig igen.

„Det er også vigtigt, at du ikke lader dig presse ud i noget, du ikke synes, er rigtigt. Hvis institutionen eller bedsteforældrene ikke respekterer dine meninger og følelser omkring dine og dit barns behov, og du føler, at du dårligt nok er kommet ud ad døren, før de omtaler dig som en værre pylremor, så husk på, at det trods alt er dig, der kender dit barn bedst,” siger Lola Jensen.

Den gode afsked
Men hermed ikke sagt, at der ikke kan være noget om snakken om misforstået pylreri:

„Mange forældre tror fejlagtigt, at en vellykket ’afskedsscene’ i for eksempel vuggestuen skal foregå uden gråd. Nogle sniger sig derfor ud ad døren i et roligt og ubemærket øjeblik. Mens andre er så beklemte over deres barns gråd, at de er alt for længe om at komme ud ad døren, og når det endelig sker, så er det baglæns ud med den mest bekymrende mine,” siger Lola Jensen og fortsætter:

„At dit barn skal opdage dit forsvindingsnummer, når det er uden dig som sin trygge base, det går selvfølgelig ud over tilliden. Og viser du omvendt ubeslutsomhed, og at du har det rigtigt svært ved at gå, så bekræfter du jo bare dit barn i, at det er med god grund, at det er utrygt.
Giv i stedet barnet et kram, og vis, at det er i orden, at det udtrykker sine forbehold gennem gråd, men at du selv tror på, det er okay, hvad du byder det, og barnet derfor også kan være trygt over situationen. Vink, og gå så beslutsomt ud ad døren.”

„Bruger man vinkeritualet konsekvent, så lærer barnet meget hurtigt, at vink betyder, at mor eller far går nu for så at komme igen senere.”

Kilde: Lola Jensen, familievejleder

SÅDAN VISER DU DIT BARN, AT DET ER O.K. AT VÆRE UDEN DIG:

• Øv dit barn i, at mor og far kommer igen – i et tempo, der passer til barnets temperament.

• Vær tydelig i dit kropssprog. Vis, at det er okay for dig at gå. Det smitter.

• Vink altid farvel, inden du går, så barnet ikke er i tvivl om, at nu går du. Og omvendt at barnet kan være i tryg forvisning om, at du bliver hos det, hvis du ikke har vinket.

• Vis, at det er okay, at barnet græder, men at det ikke ændrer på, at du går.

• Og kom selvfølgelig igen med en positiv mine, der viser, at du føler, at det er okay, at dit barn har været uden dig dér, hvor det har været.

• „Vær tryg i troen på, at dit barn over tid nok skal lære at håndtere den eventuelle angst, der er forbundet med at skulle stå mere og mere på egne ben.”

Kilde: Lola Jensen, familievejleder