Der er 23 år mellem Lindas ældste og yngste barn

Da Linda fødte sit første barn for 28 år siden, tilbød personalet på hospitalet hende et glas rødvin eller en øl efter fødslen. Vin var godt for blodprocenten, og øl satte gang i mælkeproduktionen. Der var heller ingen, der rynkede på næsen over, at mødrene rullede deres nyfødte med ned på rygestuen. Der er sket meget, siden 48-årige Linda Petersen som 19-årig fik sit første barn, Lianne. Og over årene hvor børneflokken blev udvidet med Alexander på i dag 24, Laica på 18, og senest yngstemanden Oscar på 5.

– Det var hårdt at begynde forfra for fem år siden med bleer og natteroderi, og jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde den samme energi, som da jeg var 25, men til gengæld vidste jeg, at det var en fase. Når jeg gik rundt klokken fire om morgenen med et skrigende barn, vidste jeg, at det ikke ville vare for evigt, og at før du har set dig om, er de begyndt på universitetet, siger Linda.

Hun har haft børn omkring sig i 28 år. Moderrollen fylder meget i hendes identitet, for hun kan ikke huske livet uden madpakker, forældremøder og legeaftaler.

– Jeg var så ung, da jeg fik mit første barn, så jeg har aldrig prøvet andet, og det er ikke svært at undvære noget, man aldrig har haft. Jeg prøver at dosere de ting, jeg har lyst til at gøre for mig selv, som små dryp, jeg kan glæde mig over, siger Linda.

Det kan være en ridetur, eller da hun for to år siden fik billetter til en Robbie Williams-koncert.

– Det kan godt være, folk på min alder går til mange flere koncerter, men jeg glæder mig virkelig, når det endelig sker.

Til gengæld har de mange år med børn givet Linda en stor personlig indsigt.

– Du lærer virkelig dig selv at kende, fordi børn kan få dig helt ud i krogene af frustration, glæde og sorg på få timer. Du kommer i kontakt med en masse facetter af dig selv, som du ellers ikke kommer i berøring med, siger hun.

LÆS OGSÅ: Jeg følte mig som en gammel mor – og som en fiasko

SPILLEREGLER OG RUGBRØDSMADDER

Linda mistede sin egen mor som otteårig og havde en ustabil opvækst først hos sin stedfar efterfulgt af plejefamilie og kostskole, før hun flyttede for sig selv som 16-årig.

– Gennem hele min opvækst har jeg følt mig i vejen. Jeg havde ikke nogen rollemodeller at læne mig op ad, da jeg blev mor, så jeg brugte meget energi på at gøre det modsatte af, hvad jeg selv havde oplevet. Som forælder har du rigtig meget siddende på rygraden fra din egen barndom, som du ubevidst hiver frem, hvis du ikke netop er bevidst om at lade være, siger Linda.

Med årene er hun blevet mere selvsikker og har fået større ro i forhold til børnene, og det er en stor fordel, ikke mindst når teenageren smækker med døren.

– Før ville jeg løbe efter og kræve, at vi fik løst konflikten, selv om den bare blev værre. Nu venter jeg med at banke på døren, til begge har pustet lidt ud, og så kan vi snakke om det, siger hun.

Da Lindas ældste børn var små, stod hun stejlt på faste spisetider og mængden af grøntsager på tallerkenen. De ting er ikke så vigtigt for hende mere, og Oscar må godt få en rugbrødsmad i stedet for middagen.

– Han skal nok få lært at spise rigtigt. Derimod er jeg blevet mere striks med, at Oscar skal sige goddag og tak for mad, for de sociale spilleregler er vigtige, hvis andre skal kunne holde ud at være sammen med ham. Så længe de er små, kan de slippe af sted med mange ting, men det bliver ikke ved med at være nuttet, lyder det bestemt.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om at blive "gammel" mor: "Det var en virkelig god beslutning for mig"

HVIS JEG DØR

Både da hun var i kategorien ung mor, og nu da hun er en ældre mor, har Linda mødt fordomme.

– Da jeg fik mine mellemste børn, havde jeg en alder, hvor det var socialt accepteret at få børn, men med Lianne og Oscar, har jeg oplevet fordomme. Som ung blev jeg målt og vejet hele tiden, og nu skal jeg passe på med at sige, jeg er træt, for så møder jeg den der med, at jeg selv er ude om det, når jeg har fået barn i så sen en alder, fortæller hun.

Da Linda er 43 år ældre end sit yngste barn, har hun gjort sig tanker om, hvad der skal ske, hvis hun pludselig ikke er her mere.

– Det har altid været et tema, da jeg selv mistede min mor som barn. Det er sindssygt angstprovokerende at tænke på, at du kan dø fra dine børn, og i og med jeg er blevet ældre, er sandsynligheden jo blevet større, siger hun.

Derfor har Linda taget snakken med sine store børn om, at de skal tage sig af Oscar, hvis der sker hende og Oscars far Michael noget. Aftalen er blevet nedfældet i et børnetestamente.

– Det fjerner ikke min angst, men det beroliger mig lidt, at jeg i det mindste har gjort mig nogle overvejelser om, hvad der skal ske, hvis jeg ikke er her mere, fortæller Linda.

I dag er hendes børneflok spredt. De to ældste går på universitetet og bor i Odense og København, mens Laica går på HF i Vejen.

– Men jeg bliver så glad, når mine unger er samlet. Jeg kan se, at de alle er blevet nogle skønne, kloge og fornuftige mennesker, så jeg må have gjort det godt. De er virkelig en gave. Nu glæder jeg mig bare til at få børnebørn.