Loppefund
SPONSORERET indhold

Gode råd til loppemarked i børnehøjde

Tryl gamle krukker om til fine blyantsholdere, find sejt udklædningstøj, og lad junior handle selv. Her får du ekspertens bedste tips til loppefund til børneværelset.

Af: Sarah Galán og Nicola Kragh Riis Foto: Flickr
26. aug. 2016 | Bolig | Vores Børn

Gode loppekøb

Alt, der kan tilføre børneværelset sjæl og charme, er gode loppekøb. Det kan være fine patchworktæpper eller andet håndarbejde som broderi, kunst eller keramik, der giver noget helt unikt til dit barns værelse. Børn kan godt lære at passe på deres ting, hvis de har keramik på værelset – og når du har købt tingene på loppemarked til få penge, er det måske også o.k., hvis de skulle gå i stykker.

Lamper, møbler, reoler, trælegetøj og gamle figurer kan også være gode fund. Hvis din søn for eksempel er vild med drager, så gå efter dragefigurer og legetøj og bøger, der handler om drager. Og hvis din datter elsker dyr, så find porcelænsdyr til sættekassen.

Udklædningstøj er genialt at købe brugt, og bøger og puslespil kan du ofte få til meget billige penge.

Tænk ud af boksen

Brug tingene på nye måder. En lækker urtepotteskjuler eller krukke kan for eksempel være perfekt til opbevaring af blyanter og tusser. Smukke glas kan bruges til at opbevare perler eller Lego i. Gammelt sengetøj med fine mønstre kan sys om til puder eller sengetøj i børnestørrelse.

En god loppedag

  • Kom i god tid – så er udvalget i boderne størst.
  • Medbring kontanter, poser eller net til dine indkøb og en flaske vand til at slukke tørsten.
  • Falder du over en bod med gode ting, så køb en masse og spørg efter mængderabat.
  • Fra dit barn er i børnehave- alderen, kan hun få meget ud af at komme med. Giv hende 10 eller 20 kroner, og tal om, hvad hun ønsker sig. Det er hyggeligt at være af sted sammen, og barnet får en god forståelse for at håndtere penge. Som bonus får I ofte tingene billigere, hvis barnet er med og handler selv.
  • Husk en madpakke.